onsdag den 13. januar 2010

FRYGTEN FOR DET FREMMEDE

Indtil videre har de fleste af mine foreberedelser til Grønlandsturen koncentreret sig omkring at opretholde samme levestandard og livsstil som her i Danmark.

Først og fremmest må man anskaffe sig tøj, som man kan holde varmen i. Indtil videre har jeg købt en smart klaphat til 25 kr. i en genbrugsbiks og fået et par luffer så store og varme at ens hænder sveder, bare de tænker på at skulle have dem på. Vanter møder moonboots. Jeg har også fået foræret varme sokker - både nogle i hjemmestrik og nogle i cashmere-uld. Og ikke mindst, har jeg fået et par skiunderbukser, som min svigerfar kom med forleden. De er i merino-uld og af mærket "Icebreaker". De skulle ifølge min svigerfar, der taler varmt for hele "Icebreaker"-kollektionen, have så god evne til at transportere sveden væk fra kroppen og iøvrigt lade ens hud ånde så heftigt ud gennem stoffet, at man stort set ikke behøver at gå i bad eller vaske tøj, så længe man benytter tøjet. Det må prøves! Jeg håber Mikkel og Anna som jeg skal bo med fortæller mig hvis jeg kommer til at lugte hengemt som de merino-får, der har lånt ulden ud til disse skibukser. Kulden skulle i øvrigt være til at holde ud. Godt nok er der for tiden -15 grader deroppe, men det skulle ikke være slemt sammenholdt med de temperaturer vi netop har haft her i Danmark, pga. en anderledes luftfugtighed.

På madfronten har mine bekymringer også været store. Derfor er det med stor glæde at jeg efter flere ugers intens research på Brugsens i Nuuks hjemmeside har gennemlæst samtlige tilbudskataloger den seneste tid og erfaret at der både sælges økologiske grovvalsede havregryn og mørke rosiner fra Urtekram i Nuuk! Desværre skulle frisk mælk være nærmest umulig/ubetalelig på grønland, men jeg kan nok også leve med soya- og langtidsholdbarmælk, når blot det er for en kortere periode. Anna, der har boet i Grønland i 18 år har beroliget mig meget, hver gang jeg har talt med hende og det viser sig at man kan få meget andet end blot fisk, dåsetomater og hakket frosset svinekød. Priserne er også til at leve med (se www.brugsen.gl). Og så jeg glæder mig helt da også ekstremt meget til at stifte bekendtskab med grønlandsk mad. Faktisk er det nok det jeg glæder mig mest til deroppe. Jeg satser på at prøve alt hvad jeg kan komme i nærheden af.

Min største frygt er dog at jeg skulle komme til at kede mig under mit ophold. Det er efterhånden 10-15 år siden jeg har kedet mig sidst og det skal for alt i verden ikke overgå mig i Grønland. Derfor har jeg fyldt min computer med alverdens bras som jeg kan underholde mig med, når ikke jeg er på arbejde, udendørslivet bliver for meget og mine sociale kompetencer slipper op. Jeg har købt og downloadet oceaner af film, dokumentarer og serier jeg ikke har set og en frygtelig masse musik jeg ikke har fået hørt. Desuden slæber jeg mikrofon, lydkort og et nyindkøbt lager af maling-tuscher med, så jeg stadig kan opretholde mine kreativ sydsler, hvis jeg skulle få tid eller behov for det.

Ja - det er tankevækkende hvordan de fleste af mine kræfter indtil videre har gået på at få min hverdag i Grønland til at ligne min hverdag herhjemme mest muligt. Jeg håber det ændrer sig deroppe, men til læsere af bloggen her kan jeg ligeså godt advare: Jeg er ikke antropologisk anlagt. Jeg er etnocentriker af hele mit hjerte.