Rypehunting - Level 2

Så skete det endelig (igen)! Mikkel og jeg kom på endnu en rypejagt. Efter to gange at have siddet klar, iført overtræksbukser, støvler og med smurte madpakker i taskerne, for blot at modtage beskeden om aflysning, kom vi endelig på rypejagt med vores nabo. For en måned siden fik vi nemlig ny nabo og da han hørte at vi havde været på rypejagt uden så meget som at se en eneste rype inviterede han os straks med på jagt. Vores nabo er tidligere konditor og nuværende portør på Sana. Han har lavet grønlands største lagkage (1,2 x 46 meter) og så er han skydeglad/gal. 15 rifler tæller hans imponerende samling! Samtidigt er han et af de rareste mennesker vi har mødt heroppe. At invitere to forholdsvist fremmede mennesker med på 9 timers jagt, låne dem ens dyrebare våben og have tålmodigheden til at instruere og oplære dem - det er ikke alle, der er så imødekommende og rummelige. Hvad man gladeligt betaler 1500 kr. (per person) for hos turistindustrien, fik vi gratis, bortset fra et symbolsk beløb - prisen for brændstof til båden.

Kl.8 om morgenen sejlede vi ud af Nuuk havn i naboens lille jolle - der dog, på trods af dens ringe størrelse (eller også var det netop derfor) kunne sejle hurtigt nok til at jeg måtte stramme ringmusklen en ekstra tand, for ikke at lave et "uheld" i overtræksbukserne. Det ville være en ærgerlig start på noget så mandigt som jagt med riffel og skarp ammunition. Jeg aner ikke hvor hurtigt vi sejlede men nok til at jeg flere gange måtte se nervøst op på vores nabo, der tydeligvis ikke tolkede mit angstfyldte kropssprog, men hver gang klaskede mig hårdt på skulderen og gennem larmen fra påhængsmotoren skreg "ER DET IKKE BARE FEDT?!?". Og hver gang måtte jeg høfligt, men med rystende stemme skrige "JO MAND" tilbage. Til mit forsvar skal det dog nævnes, at naboens seneste båd sank fordi han havde spændt en for stor motor på den. Men det var nu egentligt også ret fedt. Det var især fedt at se en lille del af de gigantiske fjordsystem, der omringer Nuuk. Nye bjerge, fjeldsider og småøer. Spejlblankt vand og en nyopstået sol, der forsøgte at brænde sig gennem et tyndt lag skyer. Havde det ikke været for motorens uromantiske larm og min angst for farten og det iskolde vand, havde jeg måske fældet en tåre.

Jeg tror vi sejlede 30 minutter inden vi ankom til rypejagtens udgangspunkt, fik smidt anker, tøjret båden og kom tørskoet i land! Vi blev grundigt instrueret i rifler, ammunition, walkie talkies, sikkerhed og rypejagtens små fif og hemmeligheder. Naboen lærte os endda at sige som en rype! Jeg synes nu mere det lød som om man forsøgte at kommunikere med aliens, når man sagde lyden. Vi drog afsted og en halv time senere kom vi til en gigantisk dal, med en frossen sø i midten. Et storslået syn med de de gigantiske hvide bjerge der tårnede sig op til begge sider og en helt særlig stilhed. Flere kilometers udsyn til alle sider og ikke en lyd. Vejret var klart og der var helt vindstille. Vi delte os op; naboen gik højre om søen og vi venstre. Vi øvede walkie talkies, så vi kunne holde radiokontakt fra hver vores side af søen og aftalte et punkt i den anden ende af den flere kilometer lange dal hvor vi kunne mødes og holde pause.

Til at begynde med gik det fint med at holde koncentrationen og spejde efter de små hvide fugle, men jeg må indrømme at der ikke gik længe før jeg måtte slippe den mest intense koncentration. At spejde efter små hvide prikker i et hvidt og sort landskab er hårdt for øjne og hjerne. Efter et par timer bliver det også lidt kedeligt. Så jeg nød mest af alt det storslåede landskab og trøstede mig med at min medbragte madpakkes størrelse på ingen måde gjorde det nødvendigt at skyde en rype, for at jeg kunne forblive mæt resten af dagen.

Vi kunne hele tiden følge naboen på den anden side af den frosne sø - og selvom han til tider blot var en uendelig lille silhouet af en prik (en prik med ben), blev lyden af hans snesko mod den knirkende sne nemt transporteret tværs over den kilometer brede dal og vi kunne høre ham skridt for skridt, host for host. Så det var intet under, hvis de mange dyr (ræve, harer og ryper) vi kunne se spor fra i sneen var smuttet for længst inden vi nåede at rette hverken øjne eller rifler mod deres små uskyldige kroppe. Eneste tegn på liv var en myg der kom sværmende (!?) og en larve jeg fandt under en sten! Og så pludselig fik vi melding fra naboen, der over walkie talkie-anlægget bad os kigge mod himlen hvor der svævede en gigantisk ørn (den største fugl jeg nogensinde har set), der kredsede over dalen, på jagt efter noget spiseligt (ligesom os) - måske ryper (ligesom os). Åh, den må have hadet sådan et par småsnakkende og fnisende blege danskere, der havde brugt de sidste par timer på at skræmme alt spiseligt liv over alle bjerge - bogstaveligt talt. Alligevel berigede den os med et imponerende show i dens flyvetekniske kundskaber og både dykkede, baskede og svævede i cirkler - lige over vores hoveder. Det var simpelthen toppen af poppen inden for naturoplevelser - jeg tror ikke de fåes meget større i Nuuk og omegn.

Efter at have mødtes med naboen i den anden ende af dalen og spist og drukket fortsatte turen gennem et noget mere kuperet terræn og uden snesko, var det virkelig hårdt arbejde for Mikael (som naboen kaldte Mikkel hele dagen) og jeg. Ikke sjældent røg man ned gennem det metertykke snelag og flere gange sad jeg ubehjælpeligt fast med begge ben dybt begravet i sneen. Det tærede på kræfterne, når man konstant skulle arbejde sig gennem den massive bløde forårssne og der gik ikke længe inden jeg smed jakke, hue og vanter. Da solen endelig fik brændt sig gennem skyerne blev det næsten helt sommerligt.

Her ses forsidebilledet til næste nummer af Hunters Magazine. Bemærk venligst den ultra hotte selebuks.

I takt med at vejret blev skønnere og skønnere og naturoplevelserne væltede ind over én som skidt fra en spædekalv, virkede ryperne mere og mere ligegyldige. Vi nærmede os båden, og dermed hjemturen, og jeg var lykkelig - med eller uden ryper. Jo, jeg gik da stadig og kiggede efter dem, men det virkede ikke så væsentligt om vi fik set og skudt nogen eller ej. Men så pludselig var naboen fyr og flamme og vinkede begejstret "Mikael" og mig hen til sig. Og der, minsandten, sad to ryper - stive og hvide af skræk over synet af de mærkelige, bevæbnede mennesker, der nu stirrede og pegede på dem. Det blev hurtigt bestemt at "Mikael" og naboen skulle skyde hver deres, da mit killerinstinct, som tidligere nævnt her på bloggen. kan ligge på et meget lille sted. Imens så jeg, åndeløs af spænding, til mens de to snigskytter krøb i position, ladede deres geværer, sigtede og "PANG!" - skød hver deres rype! "Mikaels" var dog standhaftig nok til at tage flugten længere ned af bjergsiden, med blodet dryppende efter sig, men han sprang efter den og gjorde dens endeligt få øjeblikke efter med et dræbende skud. Der var ikke et øje tørt - og pludselig indså jeg alligevel at dette var kronen på værket - dette var prikken over i'et. Pludselig virkede rypejagt uden ryper som en fiasko og dette - som den ultimative succes. Den sidste del af turen foregik i højfjeldssol - i ordets egentlige forstand og jeg kunne mærke hvordan endorfinerne kæmpede om pladsen i mine blodbaner, mens jeg gik i solen og sippede af min vandflaske med indsamlet kildevand i den ene hånd - og i den anden - to ryper i den medbragte GrønlandsBrugsen-pose.

Kan du se rypen? Den gemmer sig på dette billede!

Der gemmer sig også en rype på dette billede!

Den er død! Og det er "Mikaels" skyld.

Efter 8 timer i fjeldet returnerede vi til båden. Hjemturen foregik i lige så hidsigt et tempo som udturen og var mindst lige så herlig (og angstprovokerende). Vi lagde vejen forbi en tankstation for både (sejt, ikke?) inden vi til sidst lagde til kaj i havnen og sprang i land i Nuuk.

Hvis nogen, efter denne beskrivelse, er i tvivl, så var dette den hidtil bedste dag i Grønland - også selvom jeg blot en halv time efter vi gik i land stod midt i en travl aftenvagt nede på Sana, med rødbrændt hud og trætte ben.  Det var fantastisk!

PS: Der er flere billeder i picasa!

Vi går mod lysere tider

Det er flere uger siden at jeg og den grønlandske sol begyndte at stå op samtidigt. I februar var jeg altid den første af os to, der var oppe, men solen halede langsomt ind på mig, den kom op på siden af mig og nu er jeg overhalet med flere længder og er ikke engang begyndt at snooze før solen første stråler er kravlet over bjergtoppene uden for mit vindue og har fundet vej gennem gardinets sprækker, ind i mit soveværelse. Dejligt. Faktisk er vi lidt foran Danmark hvad angår dagens længde - 13 minutter helt præcist. Og vores sol er fremme 20 minutter længere end Karolines sol er i Frankrig! Lyset tager syvmileskridt i Grønland... eller rettere syvminutters-skridt - for dagens længde øges med ca. 7 min hver eneste dag! Aftenen inden vi tager hjem d.28 går solen ned kl.23.15 og på vores rejsedag står den op kl.3.30! Til sammenligning går solen i Danmark på det tidspunkt ned kl.21.30 og står op kl.4.50.

Nå, men egentligt skulle min overskrift referere til noget andet glædeligt: I dag fejrer Karoline og jeg (i hver vores del af verden) at vi nu har undværet hinanden i længere tid, end der er til vi skal genforenes! Altså - vi er halvvejs! I dag (25. marts) kl.16 (dansk/fransk tid) runder vi det skarpe hjørne. Aldrig har nedtællingen som foregår i her ude i højre side af bloggen, været mere aktuel! Kun 74 dage igen.

På onsdag (31. marts) kl.17.30 rundes et andet skarpt hjørne. Der er halvdelen af vores ophold i Nuuk forbi. Det i sig selv, vil jeg dog ikke betegne som glædeligt, for jeg kan jo godt lide at være her. Jeg har endnu ikke fået kuller og jeg er endnu ikke blevet træt af noget. Faktisk har jeg kun haft ganske få dårlige dage, de fleste vil jeg nærmest betegne som gode og indimellem har jeg endda været direkte lykkelig - og det må siges at være langt over mit succeskriterie, for jeg var ærligt talt en smule nervøs inden jeg skulle herop. Inden afrejsen var jeg helt holdt op med at glæde mig. Det kunne jeg nu roligt have gjort, indser jeg nu. Al min frygt er gjort til skamme og jeg kan sagtens tåle dobbelt så meget Grønland - også selvom jeg efterhånden føler at jeg snart har set hver en afkrog af Nuuk og jeg indimellem får følelsen af at nu er der ikke er mere tilbage at opleve. Forår og sommer venter jo forude og inden vi tager hjem har vi forhåbentligt været ude at sejle i fjordene, besteget bjerget Store Malene og vandret den populære 25-kilometeresrute ude i dalene mellem Sandnæs og Kapisillit - alt sammen oplevelser vi må vente med til vejret bliver bedre og sneen er væk - oplevelser der kan hjælpe en med at genvinde følelsen af at verden er større end Nuuks 25 km2 - oplevelser jeg glæder mig ekstremt meget til!

På den gastronomiske front føler jeg dog efterhånden at jeg er ved at være i mål! Okay, jeg mangler endnu snehare, men jeg har spist lomvie, sæl, marsvin, grønlandshval, rensdyr, lam, stenbinder, smørfisk, narhval, hellefisk, muslinger, krabber, havkat - og det har været råt, stegt, bagt, kogt, braset og røget. Kropsdelene har  også varieret i form af hjerte, rogn, lever, tunge og hud. I denne uge er Atangana og Mikkel gået crazy bananas i 5-stjernet madlavning og har forkælet mit bankende gastronomiske hjerte med to nye specialiteter som jeg kan krydse af på repertoiret: Grønlandsk rødfisk og moskusbøf! Begge ubetingende hits.

Afstemningen om hvorvidt jeg skulle invenstere i den røde Fjällräven-jakke er nu lukket og det blev til et kæmpe flertal for! OG NU HAR JEG KØBT DEN. Jeg vil se om jeg kan få Mikkel til at lave en mindre modereportage hvor jeg er lækker og poserer i den rundt omkring i Nuuk.

Tak for deltagelsen og hjælpen!

Dagens billede:

Dagens grønlandske ord:

Dansk = Sodavand

Grønlandsk = Sodavandi

Nuukywood eller virkelighed?

Her er et billede. Hvad ser du på billedet?

Du tænker TV Danmark. Amerikansk dokumentar om New Yorks hardcore verdensberømte SWAT-team.  Eller måske tænker du CIA's bedst trænede mænd. En toptunet indsatststyrke, få sekunder inden kulminationen på adskillige års efterforskning hvor man nu endelig har fundet frem til terrorens sande bagmænd og om lidt stormer man deres skjulested. Bomber sprænger og luften fyldes med helikoptere. Det er svært at se hvem af de fem på billedet, der er Jack Bauer, men han må være i bland dem.

Nej. Vi tager lige billedet igen.

Her ser du Jens, Karl, Hans, Tomas og Svend - det var de fem, der havde vagten nede på politigården i lørdags. Og lige som Tomas havde sat kaffe over og Hans var på vej over i Store-Brugsens bager efter noget kringle indløb meldingen om et væbnet røveri i Kamik Nukøb. Det her er udsigten fra vores køkkenvindue tre timer senere! Fem kampklædte actionmænd på svalegangen i Blok9 lige overfor vores køkkenvidue. "Sikke et brag af en scene", tænker du nu. "Tænk sig at få lov at opleve dens slags på aller nærmeste hold. Det må have været fantastisk spændene." Det tænker jeg også. Desværre sad vi og drak kaffe og spiste boller et par kilometer fra begivenhedernes centrum. Æv. Hvor højt jeg end ønsker det, så kan jeg ikke prale med at dette billede er taget med mit kamera. Men selvom jeg ikke var der til at heppe på de fem frække betjente på billedet, så endte det lykkeligt -  de fik fat i gerningsmanden (det er svært at gemme sig i Nuuk) og han sidder nu bag lås og slå.

Forleden talte jeg med Knut om det at bo i Nuuk; At det er rart (til en afveksling) at bo et lille sted, hvor der sjældent sker en masse! "Det er befriende at man aldrig føler man går glip af noget", fik jeg sagt. Og så sker dette lige uden for vores køkkenvindue - uden at jeg er er der! Det må være skæbnens grumme ironi.

Link til artikel om sagen

Jeg har næsten spist delfin!

Det absolutte højdepunkt i ugen der gik: Jeg er på vej hjem fra Sømandshjemmet i mandags da jeg ovre i den anden side af vejen får øje på en af de talrige løse hunde i Nuuk, der trisser afsted i rask trav, tilsyneladende på vejen uden noget formål, på vej til et ikke-nærmere defineret og formentligt helt tilfældigt sted, ad en endnu mere tilfældig rute. Eller hvad? Pludselig sætter hunden farten ned, kigger op og får øje på en taxa. Den gøer bestemt mod taxaen og stejler kontinuerligt, mens den forsætter bjæfferiet. Da taxaen nærmer sig hunden holder den pænt ind til siden, taxamanden åbner døren og hunden springer ind i taxaen!!! Taxaen blinker ud, laver en uvending og forsvinder. Hvad har jeg dog været vidne til? EN HUND DER PRAJER EN TAXA! Det er simpelthen en af de mest vanvittig, men samtidigt mest fantastiske scener jeg i mit liv har været vidne til. Jeg vil gå så vidt som til at sige at den oplevelse alene har været hele turen værd.

Og det absolutte lavpunkt i ugen der gik: Hvalmillionbøf med udkogt trefarvet pasta til 40 kr. i Sanas kantine. Fy for helvede. Men jeg blev simpelthen nødt til at prøve det og jeg vil resten af mit liv insistere på at skrive på mit CV at jeg i 2010 spiste fucking HVALMILLIONBØF. Så er jeg ligeglad med hvor ligegyldig en oplysning kommende arbejdsgivere synes den oplysning er i jobansøgnings-sammenhæng. Det skal bare stå der, fordi jeg har gjort det!

Denne weekend var friweekend, så fredag havde vi inviteret de to grønlandske medicinstuderende fra Sana (tidligere omtalt på bloggen) og Knut til middag. Vi var meget rådvilde omkring menuen, men Atangana reddede os på målstregen med kvikke idéer og gode kontakter. Og så blev der indkøbt havkat på Brættet til spotpris og gennem en af sine venner kunne hun skaffe 9 kg krabber. Holy crab! (joke venligst udlånt af Atangana). Da hun skulle hente disse torsdag eftermiddag hjalp skafferen hende, i form af et lift, med at transportere de mange kilo til Blok10 - og nu hvor de alligevel var i bil og transporten ikke udgjorde noget problem, kunne hun lige så godt få 5 kilo rejer med til prisen. Og på den måde blev vi 600 kr. fattigere og 14 kilo skaldyr rigere! Vores fryser er nu fyldt til bristpunktet og der stikker krabbeben og rejehoveder op overalt mellem poser med kylligelår og bakker med frossent oksekød!

Der er himmelhunde og så er der havkatte (dette er en havkat).

Crap!

Men fredag aften endte altså med at byde på en særdeles omega-3-fedtsyre-holdig 3 retters festmenu. Kun desserten desserten gik fri for smagen af fisk, men var alligevel en helt særegen grønlandsk specialitet: Frossen Kløver-frugtyoghurt i de små karakteristiske plastikbægre med folie over. Ren nostalgi. De har ikke ændret sig en tøddel i hverken smag eller udseende siden jeg var blot en meter høj og fes rundt i tigerfutter på seminarieskolen i Aalborg. Dengang solgte skoleboden dem til 3 kr. stykket, men dengang havde ingen fået den revolutionerende idé at fryse fiduserne! På samme tid, heroppe i Grønland, har grønlænderne sikkert kæmpet med at holde selv samme bægre fri for frosten. I hvert fald er de små yoghurtbægre blevet solgt nedtøede siden Atangana var helt lille og i Brugsen sælges de simpelthen kun i frossen tilstand. Hvad bliver det næste? Stivfrosne osthaps og mælkesnitter med en kernetemperatur på -18°C? Det skal da i hvert fald prøves.

Vores gæster opførte sig pænt og vi havde en virkelig god aften i hinandens rasende gode selskab, Undervejs fik vi besøg af både frk. Smirnoff, monsieur Bourgogne og hr. Carlsberg og vi blev alle mere eller mindre påvirkede af deres besøg. Vi tog i byen, hvor jeg for første gang fik lov at opleve Nuuks berygtede og stærkt populære Diskotek Manhatten - byens eneste egentlige diskotek. Det var livsbekræftende at se de grønlandske unge danse moderne til DJ'ens techno-udvalg. Senere på aftenen lavede jeg fra diskotekets balkon, med udsigt til hele dansegulvet og baren, et mindre, uvidenskabeligt antroplogisk studie og selvom jeg under både studiets dataindsamling og analyse var decideret beruset - så mener jeg efterfølgende at kunne konkludere at grønlænderne forstår at more sig! Det samme gjorde vi, selvom også denne bytur blev afbrudt af diskotekets skandaløse lukketid klokken 3. Jeg blev fulgt hjem af de to medicinstuderende og en tredje grønlænder der, trods en alder af 27, blot var en meter høj (undskyld mig hvis min evne til at vurdere højder her var en smule påvirket af min promille og jeg dermed fremkommer med upræcise eller deciderede løgnagtige påstande her på bloggen, men det ER nu engang min blog og jeg må skrive hvad jeg vil). Også min anden bytur her i Nuuk endte med hjemve da min natmad måtte bestå af halvtørt flutes med kartoffelspegepølse tilsat remoulade i absurde, nærmest urimelige mængder - dertil en halv liter vand med klorsmag. Og så er det altså umuligt ikke at længes hjem efter Burger King's Whopper Cheese med tilhørende milkshake og jeg faldt ulykkelig i søvn og havde helt ondt i maven af savn. Eller også var det mængden af remoulade, der pressede mavesækken ud i nye og hidtil uprøvede dimensioner.

Hvad fredag nat ikke bød på af højkvalitets junkfood gjorde lørdag til gengæld. En af de første dage vi kom heroppe talte vi med Atangana om hvad man absolut bør se og opleve her i Nuuk og da hun var færdig med at fortælle om enestående sejlture i fjorden, udfordrende vandreture på fjeldet, lærerige museer og smukke bydele udbrød hun: "Noget andet I bliver nødt til at prøve mens I er heroppe er bøfsandwhich nede fra Centrum Grill". Og her gavner det for alvor at have en lokal guide som Atangana - for det tip finder man aldrig, aldrig, aldrig i "Turen går til Grønland". Haha. Lørdag formiddag prøvede vi så endelig, efter næsten  to måneder i Nuuk, kræfter med sagen og lækker det var den! Og hvad den manglede af gastronomisk spidsfindighed kompenserede den så rigeligt for i form af fedt og salt og vi uddrev den sidste rest af tømmermænd fra vores postalkoholiserede kroppe. Eneste anke må være et enkelt halvskarpt ristet løg, der havde sneget sig ind under overbollen og i forbindelse med en ivrig bid af den tiltrængte burger ridsede det mig i ganen – og resten af weekenden har det været en smertelig affære at indtage alt fra varm suppe og til halvlunken kaffe. Æu.

Lidt mere gourmet blev det, da vi kom til eftermiddagskaffe-date med tørfisk og hjemmebagte boller hos nogle af Atanganas gode venner i bydelen "spøgelsesbyen". Et sødt, ungt, grønlandsk par (Adam og Anja) med to små søde børn og et dejligt hjem! Rigtig hyggeligt og endnu engang en fornøjelse at være med på sidelinjen og få et indblik i moderne grønlandsk kultur. I denne omgang især interessant at se hvordan man kan fylde væggene med fantastisk og meget smagfuld grønlandsk kunst/kultur - udefra set har jeg, som uvidende, altid tænkt på grønlandsk kulturliv som noget temmeligt kikset og uinteressant, men hos Adam og Anja var der virkelig hængt nogle ekstremt fede grønlandske tusch- og blyantstegninger og fotos på væggene! Grønland har jo et elendigt ry hos de fleste i danskere og at være ung i en periode med ekstrem fordanskning af den grønlandske kultur, særligt blandt unge, og stadig holde fast i sine rødder, det må kræve - ja - netop stærke rødder. Det tror jeg Adam og Anja har.

Vores gastronomiske lørdagstur rundt i Nuuk endte nok engang hos Anders, der som tidligere nævnt her på bloggen, bød på en sand festmiddag med rensdyrstunge og det verdensberømte sydgrønlandsk lam! Som surprise blev der mellem retterne serveret marsvine-mattak (hud med 1/2 cm spæk) – så nu har jeg næsten spist delfin! Denne mattak smagte, sammenlignet med tidligere afprøvede mattaker, temmeligt ukontroversiel, men tag ikke fejl - man bør stadig vaske grundigt fingre og mule efter at have indtaget rå hud og spæk fra et havdyr - også selvom det ikke umiddelbart smager og lugter stærkt. Og på vej hjem i bussen kom lugten pludselig til mig, en helt særligt dunst af hval og harsk fedt og den var i min mund, sad i mit skæg og var smurt ud over mine hænder. Så der blev skurret med vand og sæbe så snart jeg kom hjem i lejligheden – der i øvrigt stank af havkat efter fredagens kokkerier. Jeg er omringet og forfulgt af seafood - hjælp!

Hud og fedt fra marsvin. Råt.

Søndag er der blevet dovnet til den helt store guldmedalje. Det var ellers ikke planen. Mikkel og jeg stod tidligt op for at tage afsted på rybejagt, men tredjepart udeblev - den historie gemmer vi til en anden god gang her på bloggen! Den involverer usynlig tåge, ubrugte madpakker og en flink, men lidt fjollet konditor. Men vi har hygget os sygt meget og brugt en hel dag på at spare kræfter sammen til at slæbe os ned i biografen, hvor vi vil forsøge at holde os vågne til filmen Up In The Air.

Ting jeg glæder mig til

Siden sidst er der blevet bestilt flybilletter! Den 28. maj flyver Mikkel og jeg til Island, hvor vi skal turnere indtil 2. juni hvor vi vender endeligt hjem til Danmark. Vi sparer mere end 1000 kr. på at flyve via Island (i forhold til direkte forbindelse til København) – og så får jeg lov at opleve Island, hvilket jeg har drømt om længe. 

Hvad jeg glæder mig endnu mere til er dog den store genforening med Karoline, som der nu også er indkøbt billetter til! D. 7. juni flyver jeg nemlig til Paris!!!!!! (ingen grund til at spare på udråbstegnene i denne sammenhæng). Faste læsere af bloggen vil bemærke at jeg nu er begyndt at tælle ned til genforeningen (se i højre side af bloggen). Jeg kan med sikkerhed sige at jeg aldrig har glædet mig så meget til noget som helst.

Noget tredje jeg er helt oppe at køre over er en nyligt opstået idé om at jeg skal have anskaffet mig et grønlandsk kørekort! Mit danske kørekort blev væk sammen med min tegnebog inden afrejsen til Grønland og da jeg nu er bosiddende her er jeg naturligvis berettiget til et grønlandsk kørekort! Jeg var nede på politistationen og forhøre mig om mulighederne i dag og der er ingen problemer, jeg skal bare komme med 200 kr. og et foto! Og der står ingen steder at det skal være et vellignende foto, så min plan er at jeg de næste par uger skal komme til at ligne en grønlænder mest muligt, så jeg kan få taget et rigtigt godt foto! Vi snakker overskæg, sort hår, briller, striksweater - og måske en lille smule photoshop. Men da der muligvis er tale om en hårfin balance mellem det lovlige og ulovlige i min fotofremstilling, skal jeg ikke afsløre mere her, blot garantere at det ikke bliver kedeligt. Jeg kan umuligt forestille mig nogen bedre souvenir fra min tur til Grønland end mit helt eget kørekort med teksten "Uppernarsaat Kaalalit Nunaat"!

Den fjerde ting jeg glæder mig til er weekenden! Vi har friweekend og lørdag har Anders endnu engang inviteret os på grønlandske lækkerier. Denne gang byder han på rensdyrtunge som forret og grønlandsk lam til hovedret! Det bliver virkelig spændene. Anders har virkelig givet en, for mig, unik introduktion til det grønlandske køkken og jeg priser mig lykkelig for at jeg er blevet inviteret med som det tredje hjul, hver gang Atangana og Mikkel har besøgt (sviger)far og blevet budt på traditionel grønlandsk mad. Jeg havde glædet mig ustyrligt meget til det grønlandske køkken, men havde knapt turde håbe på at jeg kunne få lov at opleve det fra første parket - men sådan er det gået! 

Jeg har næsten spist pingvin

I torsdags spiste jeg næsten pingvin! I hvert fald lavede ondulerede vi endelig de to lomvier, der har ligget i vores fryser siden vi købte dem kort efter vores ankomst i februar. Og det er måske det tætteste jeg nogensinde kommer på at spise pingvin. Faktisk er den eneste væsentlige forskel på lomvien og pingvinen deres intelligens (kilde: Atangana). Og måske også mængden af publicity, hvor pingvinerne virkelig fører stort! F.eks. er der jo ikke nogen film ved navn ”Lomviemarchen” og DR viser ikke ”Lomvierne fra Madagascar”. Der er heller ingen Lomvio i Rasmus Klump og uanset hvor grundigt man går til værks kan man ikke finden nogen "Lomvieblanding" i Brugens slikafdeling (forleden ledte jeg en time uden held). Der er ikke noget fint britisk forlag der hedder "Lomvia" og på Google er der cirka 46 mio. hits på ”pinguin”, mens der blot er 52.000 på ”lomvia”. Pingviner er jo helt overeksponerede sammenlignet med lomvien. Mikkel har ligefrem udviklet en aversion mod de allestedsværende pingviner, for som han siger kan man snart ikke se et eneste dyreprogram uden de sniger sig med. Forleden så vi BBC's Planet Earth med tema om ørkener og selv her frygtede Mikkel at de, på trods af emnet, skulle få sneget sig med på den ene eller anden måde. For engangs skyld formåede BBC dog at holde en hel times pingvinfri zone, så Mikkel slap. 

Men hvordan er pingvinerne blevet så populære? Og hvorfor er lomvien ikke? Måske er det pingvinernes højere intelligens, der har givet dem så stort et forspring - eller også er det fordi de har en kejser - det har lomvierne jo ikke - Lomvierne består blot af én stor pøbel uden nogen mægtig leder.

Lomvien - en lavintelligent (men dog flyvende) pingvin.

Tilbage til vores Lomvie-aftensmad. Mikkel og Atangana skal have den primære ære for dette fantastiske måltid, der på trods af en perlerække af gastronomiske hits fra vores køkken i Blok 10, må siges at være det bedste hidtil. Atangana havde flere dage i forvejen proklameret at hun havde opsporet en anbefalelsesværdig Lomvie-opskrift fra en politi-kollega, men da vi stod nede i Brugsen på selve dagen, viste sig at hun på grund af logistiske og uheldige omstændigheder alligevel ikke havde fået helt styr på hvad vi skulle indkøbe eller hvordan vi skulle angribe de to optøede fugle, der lå hjemme på køkkenbordet og ventede på vores tilberedning. Men så er det jo godt at hun kender det halve af Nuuk, for lige som jeg skulle til at skælde hende ud for ikke at have styr på noget som helst, spejdede Atangana rundt på alle sine bekendte, der gik rundt mellem kølediskene i Brugsen og udvalgte dén hun mente havde mest forstand på Lomvie-tilberedning. "Jeg spørger lige hende der, hun har helt sikkert en god opskrift". Og voila - få sekunder kom Atangana tilbage med en plan og opskrift: Lomvie svøbes i bacon, lynsteges, proppes med løg og hvidløg, koges i gryde halvt fyldt med vand. Tilsættes en smule honning. Lomvie-fonden laves til sauce og så er der serveret! Et måltid jeg sent vil glemme.

Mikkel bemærker paradokset: "Det her er modsætninger der mødes. Svinet (her i form af baconsvøb) - det opstalede, ildelugtende, immobile, antibiotikafyldte, fede danske dyr møder lomvien - et smukt dyr, fri som den fugl den er, opvokset i nogle af de reneste naturområder der findes på jorden og stort set fedtfri. Her er virkelig tale om et umage par!"

Fjällräven JA eller Fjällräven NEJ?

Igen i dag var jeg i Julie-butikken for at se på den røde fjällrävenjakke jeg er småforelsket i! Nu skal jeg bruge jeres mening, for at beslutte om den skal købes eller glemmes!

Argumenter for at købe den:

Julie Berthelsen har måske haft den på, den er chick [sjik], den er unik, den er kun et par år fra at være antik og den lugter ikke dårligt.

Argumenter imod at købe den: Den er slidt (eller er det patina?) og alligevel koster den 350 kr. Den er rød. Det er endnu en udgift i fragt eller overvægt når jeg skal hjem til DK.

I baggrunden ses Julies Berthelsens tidligere bamsesamling, der nu sælges til overpris. Briller og keyboard er venligst udlånt af stjernen selv!

For at afgøre om jeg skal købe sagen eller ej har oprettet en afstemning, hvor læsere af bloggen kan stemme om hvorvidt jeg skal købe den (nej, mor du må ikke stemme med, for jeg ved du synes den er for dyr!).

Find afstemningen i højre side af blog'en!

Nu min blog jo snart et fuldblods interaktivt foretagende (jf læser-konkurrencen i sidste blogindlæg). I næste indlæg vil det være muligt at spille et online computerspil hvor man styrer mig, der skal flygte fra en isbjørn!

PS: I Julie-butikken kan man købe 2 små gæstehåndklæder brugt af Julie til 300 kr! Hvis nogen er interesseret skal jeg gerne indkøbe dem hvis I selv betaler portoen til Danmark eller overvægt i flyet hjem.

Big time shopping + Isbjørn i Nuuk!

Hvis du kun må læse ét blog-indlæg fra min tur i Grønland - så skal det være det her! Og er du ovenikøbet vild med tv-serier som Sex & The City, bøger som "Nynnes dagbog" og cd'er som "Teen Hits vol. 3" så er dette indlæg et MUST for netop DIG!

Først og fremmest starter jeg med at bringe mit bedste (og eneste) bevis på at Mikkel og Atangana HAVDE årsdag i sidste uge (d.6 marts): En annonce der blev bragt i denne uges Nuuk Ugeavis:

Klik på billedet for at kunne se det i stor udgave. Det vil du ikke fortryde.

Onsdag var jeg på SHOPPING med Atangana. Vi var i den på bloggen tidligere omtalte Julie-butik hvor Julies mor har indrettet et to etagers hus som butik, hvor der sælges aflagt tøj fra Julie, smykker designet af Julie, duftserier og cremer udviklet af Julie og gammelt bras (second hand) som Julie skødesløst har efterladt sig på sin vej gennem livet. Skulle nogen være i tvivl er Julie = Julie Berthelsen.

Jeg købte:
To LP'er som jeg ikke har tænkt mig at høre, men som jeg håber er penge værd så jeg snart bliver rig på at sælge dem videre:

 

Et par smarte og velholdte adidas-sko til 100 kr!! Jeg kan ikke helt finde ud af hvilken tilknytning de skulle have til Julie. Det er str.44 og selvom rygterne siger at hun skulle have meget store fødder, så er vel næppe så gigantiske.

Klik på billedet for at kunne se det i stor udgave Det vil du måske fortryde.

Derudover overvejer jeg kraftigt om jeg skal købe en gammel rødternet fjällräven-jakke, som angiveligt også skulle have en eller anden relation til frk. Bertelsen. Den vender jeg tilbage til her på bloggen. Glæd jer.

I går shoppede jeg også Nanooks plade i Arctic Music:

KONKURRENCE:
Jeg har erfaret at den også kan købes på iTunes og gør nu min blog til et interaktivt foretagende: Jeg udlodder hermed 3 gavekort fra iTunes til det bedste nummer fra pladen (værdi: 8 kr.). Alle der indenfor en uge skriver en mail til mig hvor ordet Nanook indgår er med i konkurrencen. Mail: kunstner5@kunstner5.com

Af andre gode ting jeg har shoppet er min første flyfriske mælk!! Et tilbud på 30 kr. kunne jeg ikke afslå og jeg har nu, efter en måneds fravær, fået min første portion havregryn med vidunderlig dansk mælk. Åh, jeg var helt salig imorges.

Du ville også sove med din flyfriske mælk om natten hvis du havde undværet den i halvanden måned og givet 30 kr. for den.

Og nu til noget jeg IKKE har købt. For en uges tid siden så jeg denne fantastiske skrivetavle ligge ved siden af kassedamen i Pissifik-supermarkedet. Jeg tænkte straks at sådan én MÅTTE jeg eje, men jeg turde ikke spørge om jeg måtte få/købe den. I går tog jeg så mod til mig. Jeg købte en Esselte-plade magen til i Grønlands Kontorforsyning (vidunderligt navn til en butik, ikke?) og spurgte Brian fra Pissifik om de var villige til at bytte deres gamle plads med min nyindkøbte. Desværre kunne Brian ikke finde tavlen, men fik mit telefonnummer og lovede at ringe tilbage, når han fandt en til mig. Og jeg måtte få den GRATIS og beholde min Esselteplade! Brian ringede allerede kl.18 og nu er tavlen min, min, min!

Same procedure as every day

Og nu spørger alle der ikke arbejder på E4 måske sig selv hvad i alverden jeg skal bruge sådan en til. Jo ser I: På E4 har man altid sådan en tavle med sig når man er gruppeleder. Og hvad kunne være mere fantastisk end at have en tavle med rundt med teksten "Same procedure as every day"? For er der noget, der absolut IKKE er passende i sygeplejen så er det at gøre som man altid gør! Et lille stykke med ironi. Fra nu af vil dette ALTID være min faste gruppeleder tavle når jeg er gruppeleder på E4.

I dag skulle Mikkel og jeg have været på rybejagt. Men i går eftermiddag begyndte rygtet: Der var set en isbjørn ved Nussuaq - præcis der hvor vi gik, helt alene og ubevæbnet, i lørdags! Og præcis der hvor vi ville have været på rybejagt i dag. Det er simpelthen så sindssygt at tænke på. Alle fangerne i byen var på sagen i går og jagtede bjørnen - enten til fods eller i deres både. Der har været mange forskellige rygter i byen. Et rygte sagde at den skulle være blevet skudt, et andet at der blot var tale om et barn, der var blevet forvekslet med en isbjørn! Men i dag er alle rygter manet til jorden og der var tale om en isbjørn - men kun en enkelt fanger havde set den og han formåede ikke at forfølge den. Skulle nogen være i tvivl så er isbjørnen truet og man må kun skyde hvis man er i livsfare. Eftersom vi netop har byttet vores store isbjørne-gevær med en ryberiffel hos Atanganas far, så besluttede vi hurtigt at vi IKKE skulle nyde noget af at på jagt i dag - for overfor en isbjørn er man chanceløs med ryberiflen. Og nu overvejer vi kraftigt at køre med enten 3 geværer (2 til rybe, 1 til isbjørn) eller to som tidligere (1 til rybe, 1 til isbjørn).

Det var ikke denne bjørn der blev set igår. Den er ellers sød.

Til slut på dette billedrige blogindlæg får I lige en nyhed jeg faldt over på KNRs tekst-tv:

Dette er HELE nyheden. Der er ikke mere. Åh ja... KNR! Man ved ikke om man skal grine eller græde. Forleden, da jeg talte mindre pænt om kanalen, sagde Atangana: "Ja, men det er da altid bedre end ingenting". Men jeg er faktisk i tvivl om jeg er enig i det udsagn.

Una weekend perfectos

Livet i Grønland er godt. Så er det sagt. I denne weekend toppede humør, livsglæde og mængden af interessante begivenheder. Det har været en eksplodering af en fest.

Lørdag kickstartede jeg dagen med tur i Brugsen, hvor jeg skulle foregive at handle spændene varer ind til en middag med hemmelig menu for Knut (sygeplejekollega fra afdelingen) Atangana og Mikkel om aftenen. I virkeligheden var min overraskelse at vi skulle ud at spise fint, så jeg bluffede ved at fylde taske og poser med basisvarer, der skulle agere attrapper for spændene eksotiske middagsingredienser, så jeg kunne overbevise Atangana om at vi altså ikke skulle ud at spise, hvilket hun desværre meget dygtigt havde gættet. Hun arbejder jo også for politiet, den idiot! Umuligt at holde hemmeligheder for hende. Da det ifølge min kalender var Mikkel og Atanganas 1-årsdag købte jeg rundstykker med hjem fra Pissifiks bager, men kæresteparret nægtede purre at det var deres årsdag og sagde at de ikke har nogen årsdag. Men de nægtede dog ikke at spise rundstykker, hvilket jeg tager som en indrømmelse. Og jeg ved at jeg har ret, for jeg ville aldrig have sat kryds i kalenderen hvis ikke jeg vidste at det var PRÆCIS DEN DAG at Mikkel fortalte mig at nu var de officielt hr. og fru.

Efter morgenmad gik vi ud under den blå og næsten skyfri himmel, hvor en flink gul bus kørte os ud til Nussuaq, en lille forstad til Nuuk og vistnok den bebyggelse, der ligger længst fra centrum. Næsten al bebyggelse derude er meget luksuriøs, nybygget, alle med flere kilometers udsyn og udsigt ud over vandet. Med Nussuaq som udgangspunkt gik vi en tur op på toppen af fjeldet, hvorfra vi nød en skolhed udsigt (desværre uden mælk) og en meget smuk kop kaffe (som smagte helt tydeligt i det flotte klare vejr). På nedstigningen gik der pjat i den og vi endte med sne i støvlerne, våde fødder og kolde hænder efter et par mislykkede og halvbizzarre kælketure, rulleture og snedrive-slams. Men det var sjovt! Og kort efter fik vi varmen hos to af Atanganas gode venner, der bor ved foden af fjeldet i Nussuaq og som gav kaffe, varme og en mulighed for at se noget af det lækre byggeri indefra.

Tilbage i lejligheden blev det mere og mere klart for Mikkel og Atangana at jeg ikke havde tænkt mig at lave aftensmadsmenu og da klokken slog 17 og jeg endnu ikke havde så meget som snittet et løg eller tændt en kogeplads, var det svært at bilde Atangana ind at vi om en time skulle have en lækker middag tilberedt af mesterkokken August. I stedet for at brase, stege og koge drak vi øl og hyggede med Knut, der kom over til os direkte fra arbejdet. I reglen ønsker jeg ikke at publicere offentlige personkarakteristikker her på bloggen, selvom det kunne være skægt, for der er mange sjove typer heroppe, men jeg bliver nød til kort at fortælle at nordmanden Knut har sejlet det halve af jorden rundt, begyndende i en alder af bare 20 og nu er havnet i Grønland, af alle steder. Egentligt skulle han og hans bror have været sejlet til Grønland, men da de ikke kunne gå i land pga. store mængder is måtte de sejle til Island hvorfra Knut skrev en email til Grønland og spurgte om de ikke havde et job til ham på Sana. Det havde de på vores nuværende afdeling og nu bor og arbejder han her - i hvert fald indtil rejselysten igen sender ham videre ud i verden. Jeg tror den mand har flere gode historier end jeg har hår på hovedet! Et ekstremt kærligt, morsomt og sympatisk væsen. Lang tid siden jeg har mødt så dejlig en person.

Nå, tilbage til virkeligheden. Klokken 18 gik over på Hotel Hans Egede's restaurant, hvor jeg havde reserveret bord til et arrangement hvor Grønlands projektor for Ny Nordisk Mad (Sofie-et-eller-andet) serverede og præsenterede en 4 retters menu bestående af bl.a. mankelav-og-rensdyrs-suppe, gravet hellefisk med buletang, rævesauce og sortebær, rype med moskus og småkager med grønlandsk timian og grønlandske kvanfrø. Overvejende virkelig lækker mad, men hende Sofie-kokken var lidt irriterende når hun indimellem kom med information om retternes opståen krydret med en god portion selvfedhed og adskillige reklamestunts for diverse projekter, kogebøger og en kommende netbutik, der sælger Grønlandske krydderurter. Hun kunne også fortælle at flere af retterne var kommet til hende som åbenbaringer og at hun FAKTISK (et ord hun benyttede i helt overdreven grad) havde skrevet en bog, der havde startet en hel ny tid på Grønland. Lidt ærgeligt. Men vi fire hyggede os og kunne heldigvis grine af det efter vores smag lidt for fine sted, de alt for velklædte gæster og den ulidelige højtidelighed, der gennemsyrede tjenere, indretning, vinkortet og arrangementet i det hele taget.

Vi vendte hjem og forsøgte påny at genetablere de respektive promiller vi havde arbejdet os op på inden afgang til restauranten. Det lykkedes til fulde og engang over midnat luskede vi ned til byen for at se koncert med de Nuukianske rockhelte Nanook på Godthåb Bryghus. Efter mere end en måned i Nuuk var det på tide at vi kom i byen og set hvordan ungdommen morer sig – der var naturligvis fyldt med folk fra Sana og en masse unge mennesker man har set rundt omkring i byen. Nuuk er lille. Bandet var fantastiske og spillede en fremragende koncert! Jeg må indrømme at jeg langt fra havde forventet at skulle se god livemusik under mit ophold i Grønland, men det lykkedes hermed og vi havde en kort, men voldsomt god bytur!

Nanook

Alle barer lukker kl.3 i Nuuk. Men vores lejlighed holdt åbent nogle timer endnu, så vi inviterede to medicinstuderende fra Sana (hvoraf Mikkel og jeg kendte den ene og Atangana kendte den anden) hjem til øl og chips og kl.6 rundede jeg natten af med en stor vamset knækbrød med makrel og ketchup (man må tage hvad man kan få når Nuuk hverken har Burger King eller McDonalds) og faldt i søvn! Glad og træt.

Søndag var som søndage er bedst. Vindstille og skyfrit, næsten lunt. Få biler på vejene, børn der leger i gården, lyden af sne der smelter i solen og drypper ned fra hustagene. Jeg følte mig opløftet, faktisk helt lykkelig. Vi spiste spejlægsmadder og gik tur nede ved havnen hvor vi slentrede rundt og klappede isbjerge og legede med vores kameraer. Jeg tyggede i noget tang i håb om at det var spiseligt, det var det ikke rigtigt.

Om aftenen gik vi ud til Atanganas far, der bød på sæl, hvilket jeg havde set meget frem til. Jeg var advaret om at det skulle smage meget specielt, og det smagte ganske vidst ikke som noget jeg havde smagt før – men jeg kunne lide det. Sælens kød er mørkt som blodpølse, men ikke sejt og har en ret ekstrem mængde fedt, så dyret kan holde varmen; Ikke fordi det var noget problem i dette tilfælde for Anders havde puttet det i kogende vand – altså den har brug for fedtet mens den er i live nede i det kolde vand! Vandet sælen var kogt i var lavet til sælsuppe med grødris og grøntsager og fungerede som tilbehør til kødet sammen med en sur (og velsmagende) kartoffelmos og sennep. Det var altså lækkert! Bagefter lugtede man godt nok lidt af sæl, det har en meget karakteristisk og kraftig luft og smag. På vej hjem i bussen kom jeg til at slå en lille bøvs og jeg tror aldrig jeg har oplevet noget så mærkværdigt i min mund! Sikke en duft/smag. Af samme grund vasker man altid op med det samme når man har spist sæl og man smider skraldeposen med ben og knogler og levnet fedt ud med det samme. Sælsuppen blev hældt i toilettet!! På den måde sendte vi jo lidt af sælen retur ud i havet. Det kan man jo næsten kalde et slags begravelsesritual.

Jeg takkede Anders for endnu en formidabel grønlandsk madoplevelse og tog bussen tidligt hjem og skyndte mig i seng, hvor jeg tænkte at jeg, som jeg lå der under min lyserøde dyne, i netop disse sekunder måtte være grønlands lykkeligste mand.

Det er her det sner!

Her i livet bør man indimellem stoppe op og tænke: Hey. Hvad er det egentligt jeg har gang i? Er det ikke på tide at vaske den uldhat jeg købte for 2 måneder siden og som endnu ikke har set skyggen af et sæbespåner? Og hertll bør man svare: Jo - den trænger. Jeg bør virkelig snart få vasket min daglige hovedbeklædning. Men nu er der blevet så forbasket koldt ude at man ikke engang kan snige sig i Store-Brugsen uden at være i overhængende fare for at miste et øre eller to - hvis altså ikke det var for huen. Og vi har ingen tørretumbler, så med mindre jeg tager et par dage indendøre bliver min brune makker ikke vasket foreløbeligt, for jeg kan jo ikke gå med våd kasket. Om så ulden indeni bliver til dreadlocks og der kommer til at bo flere mikroorganismer heri end i Bob Marleys hår, så skal jeg ikke undvære min bedste ven, fjälrævshatten.

For kulden har været en smut forbi Nuuk og jeg har oplevet temperaturer som end ikke på pingvinerne på antarktis ville bryde sig om. I hvert fald hvert fald har jeg aldrig oplevet mage da Mikkel og jeg mandag endelig gik en eftermiddagstur efter at have tilbragt det meste af dagen indendøre i fuld sving med at tage mod til os (film, kaffe, mad, kaffe, film, kaffe). For når en milliard snefnug, i samlet flok, gør det stort set umuligt at se fra blok 9 til blok 10, så er sagen dén, at der er meget sne udenfor. Og man har ikke så meget lyst til at gå ud, man kan jo alligevel ikke se noget. Og det har blæst! Jeg har ikke kunnet finde nogen vejrudsigt, der siger noget om præcist hvor mange pelikaner det har blæst, men det føltes i hvert fald som meget mere end den halve pelikan vi maks oplever hjemme i Danmark - jeg vil nærmere tro det har blæst en hel flok pelikaner. Det her er kulde på en helt ny og ganske anderledes måde. Den stikker og prikker i næsen og kinderne og man får sne og iskrystaller i skægget. Den slags kulde er ikke for hvide danskere som mig. Men det har været sjovt at prøve!

Og nu har Grønland fået vinterdragten på og iiih - jeg må sige at det er en dragt der virkelig klæder de bjerge, det landskab og de hustage! Det ser fucking godt ud. Smuk hvis sne af en helt særlig karakter. Jeg ved ikke om det er fordi den er meget koldere end dansk sne, men den knirker sygt meget! Og når man træder på den bliver den helt anderledes kompakt, uden at blive til is - bare meget koncentreret og hård sne. Dens komme har skabt massivt opbud på fodboldbanen foran blok P , hvor fodbold i 20 cm sne er voldsomt populært blandt kvarterets drenge. De lidt større drenge er også lokket ud i sneen og hærger byen på deres tunede snescootere som desværre er uhyre terrængående, hvilket gør at man uanset hvor i byen man befinder sig aldrig kan være helt sikker på at man ikke bliver kørt ned af en snescooter om 15 sekunder - måske med undtagelse af inde i Brugsen, der har jeg endnu ikke set nogen snescooterbøller.

Ellers har det ikke været nogen sindsoprivende uge. Inde i billedet har været en tur i biografen, en tandløs lasange, et klægt hjemmebagt rugbrød, tre dejlige internet timer på sømandshjemmet, en vanvittig telefonsamtale på arbejdet, 3-4 snekolde øl, to hjemmelavede lampeskærme, tre smukke solopgange og en hund, der sad så meget fast i sneen at dens ejer måtte hjælpe det pivende kræ fri.

I dag var min bedste arbejdsdag på afdelingen hidtil. Mikkel og jeg var gruppeledere for hver vores gruppe og fik lavede noget fandens god sygepleje og havde en sygt hyggelig dag, der var både effektiv, ekstremt pjattet og på alle måder vidunderlig. Efter en måned føler jeg virkelig at jeg begynder at føle mig sikker på afdelingen og det gavner jo både patienter og mig. Når så Mikkel også er på job, så går det hele op i en højere enhed. At fyraften kl.16 så oven i købet betød at vi gik på weekend var himmelsk. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har set så meget frem til nogen weekend. Men den byder også på 4-retters grønlandsk menu på byens fineste restaurant, gåtur ude forbi forstaden Nussuaq (hvor jeg endnu ikke har været), koncert med hvad der skulle være grønlandsk bedste band og ikke mindst sælsuppe hos Atanganas far søndag aften!

1st level cleared

Lørdag var Atangana og jeg på FORBRUGERMESSE!!! Undskyld de store bogstaver og udråbstegnene, det er et (lidt desperat) forsøg på at få noget sådant til at fremstå spændende, overraskende og interessant. Af gode ting om messen kan jeg sige at man havde lejet en pølsevogn (det er åbenbart populært heroppe). Af dårlige ting kan jeg sige at pølsevognsmaden kostede penge. Udover dette kan jeg fortælle at det var meget svært at få mere end 20 minutter til at gå i den halvtomme hal, der bød på 10-15 stande med hver deres forsøg på at sælge, lokke og tiltrække opmærksomhed. Slushice, cd'er med grønlandsk musik og proteinpulver. Jeg var hjemmefra fast besluttet på at shoppe igennem og havde medbragt den helt store tegnebog og taget spendér-bukserne på! Og det lykkedes - på trods af messens ikke helt så imponerende line-up gik jeg fra stedet ´med en USB-stick, en dørmåtte til entréen og 30 kuglepenne af mærket Pilot G2 (E4-læsere vil vide hvad jeg taler om) - altsammen til under 200 kr.! Hallo mand.

Idag, på vinterens sidste dag, kom sneen og kulden for alvor til Nuuk! Efter en søndag, der foregik 98% indendøre gik jeg her til aften på job iført mine sædvanlige blå lærredsbukser, ganske uvidende om stærkt dalende temperaturer og vindens øgede hastighed. Nu fik forårsfesten i Nuuk en ende. Der er lige nu -16°C og stiv kuling og ifølge den lokale avis Sermitsiaq skulle det føles som -30°C. Det kan mine lår bekræfte at det gjorde. Først tænkte jeg "wow". Så tænkte jeg "uh". Så tænkte jeg "åh". Og til sidst tænkte jeg "jeg kan ikke længere mærke mine ben". Men jeg er kommet godt frem og kan igen mærke benene - og de virker stadig! Det er rart.

Lige nu ligger der blot 4-5 cm knirkende iskold sne, men det er ikke til at vide hvordan vejret arter sig de kommende dage - jeg har endnu ikke fundet nogen pålidelig kilde til vejrudsigter. Det bringer selvfølgelig et vist element af spænding ind i tilværelsen - man ved aldrig om man står op til høj sol og blå himmel eller 2 meter sne i gaderne. Tjekker man nettets forskellige vejrudsigter spår de alle vidt forskelligt - dog er de enige om at det ikke bliver 24°C og vindstille, men ellers virker det som det rene gætværk. F.eks. har DMI gennem hele februar haft konstante spådomme om sne i løbet af de kommende dage, men vi har altså kun haft 2 dage med sne - for 2 timer for 4 dage siden og så i dag. Mon DMI har den ringeste anelse om hvordan tingene forholder sig i Grønland? Det lader til at de bare gætter: Grønland? Det sner nok. Vi tegner nogle sneskyer på det her kort. Det ser rigtigt ud.

Mine nattevagter i denne weekend er i øvrigt gået glat. Med to timer igen af denne sidste af tre nattevagter er her endnu fredeligt og har ikke modtaget en eneste patient i de tre vagter.

Mikkel og jeg er begyndt at planlægge hjemrejse. Det viser sig at billigste måde at komme hjem på er ved at rejse over Island. Mærkeligt, men sandt. Så hvis Gud (og vores afdelingssygeplejerske i Århus) vil det, ender vi måske med at tilbringe et par dage i endnu et u-land med stærk dansk tilknytning (undskyld på forhånd). Det ville være en fed måde at afslutte rejsen på - hvorfor ikke spare penge OG se Island? Jeg krydser alle ti fingre for at det kan lade sig gøre.

Så er første måned i Grønland forbi. Den gik stærkt! Den gik godt!