mandag den 11. januar 2010

TUREN GÅR TIL GRØNLAND

Det er titlen på den bog, der for tiden ligger på mit natbord. Og når folk hører det, er der mange der siger: "Hallo, skal du til Grønland?". Og så plejer jeg at sige: "Hallo - ja!".

Turen går til Grønland. Og den eneste korrekte måde at gribe situationen an på, er at anskaffe sig en bog om emnet. Så det har min svigermor gjort for mig!

Uden at kaste mig ud i en decideret anmeldelse kan jeg fortælle at bogens handling strækker sig over knapt 200 sider glittet papir. Den alvidende fortæller (lad os kalde ham Svend Erik Nielsen) informerer med en nærmest umenneskelig detaljerigdom om alt fra snescooterturer i det nordøstlige grønland til moskusoksers tarmsystem. Her overlades intet til fantasien og det står allerede få sider inde i bogens tekst klart, at får man ikke lagt den fra sig i en fart, kan man lige så godt blive hjemme. Den er simpelthen proppet med den ene spoiler efter den anden. At betale 8000 kr. for en returbillet efter endt læsning virker omsonst. Det eneste bogen mangler er 20 graders bidende kulde og smagen af halvråddent sælkød - og den slags kan man jo lige så godt spare sig for og blive hjemme i stedet.

Et af bogens højdepunkter er Svend Erik Nielsen meget levende beskrivelse af Ilulisat vandrehjem på side 76: "Træbarakker med 44 værelser, fælles køkken, bad og toilet. Ikke nyt, men spændende international atmosfære og god mulighed for en snak. God central bellggenhed i den nordlige del af byen  ikke langt fra byens hovedgade og få minutter fra havnen.

Overvejer du at rejse til Grønland? Mit råd er: Spar pengene og læs bogen i stedet!


BONUSINFO:
Susanne Bier skulle efter sigende have købt filmrettighederne til bogen og arbejder i øjeblikket på at besætte rollelisten til filmatiseringen af denne enestående bestseller. Indtil videre er det ikke lykkedes at finde nogen, der vil spille Jonathan Motzfeldt, men Lassie, Beethoven og den kække gris Babe skal efter sigende agere slædehundene Vif, Vaf og Vuf.


Grønlandsudgaven af Politikens klassiske rejseguideserie "Turen går til..." prydes i denne 9. udgave af en grønlandsk slædehund, der nupper sig en velfortjent slapper på sofaen efter en hård dag i sneen. Bon appetit.