Jeg lever stadig

Ring-a-ling-a-ling-ding-dong - please connect med to Prince Greenland! Jeg lever altså stadig. Og hvis ikke i bedste velgående, så i næstbedste! Siden jeg sidst gav en fyldig nyhedsopdatering heroppe fra er der hændt det glædelige og dybt tragiske at Joel har forladt landet. Hele fire gange nåede vi at tage afsked og sige ”tak, for denne gang” og ”det har været en fornøjelse at lære dig at kende” og ”nu må du have en god flyvetur i morgen” og ”hvis du nogensinde kommer til Danmark, må du endelig komme forbi”. Det blev helt komisk til sidst. Joel nåede faktisk at flytte ind hos os en enkelt nat, fordi han følte at han ikke kunne blive ved med at bo gratis hos gæstfrie Anders. Jeg havde købt indflyttergave i form af et par bøger om vulkaner, som jeg havde opstøvet i genbrugen. Dem blev han ikke så glad for. Joel nåede at blive godt træt af vulkaner, men nåede kun at bo en enkelt dag hos os, inden det rent faktisk lykkedes ham at komme ud af landet. Og den morgen fulgte jeg ham da også i lufthavnen for at være sikker på at han nu også kom HELT op i flyveren og RIGTIGT afsted mod Schweiz. Og ligesom man havde mistet en god ven i Nuuk, vendte Kaptajn Knut hjem fra sin ferie i Illulisat og jeg aflagde ham straks et visit. Han havde, trods manglende rejsefælder, der aldrig kom dertil pga asken, haft en god tur og havde både set gletsjere, kørt med slædehunde og spurgt fremmede piger om han måtte ”legge dem till” (de troede det var noget frækt, men Knut mente altså bare ”legge dem till” på facebook).

Askeskyen har lagt sig og mens det stod på fyldte det meget. Heldigvis blev den interne transport kun spærret et par døgn og det eneste det betød for os, var et par patienter, der fik deres hjemrejse aflyst og at vi, da flyforbudet blev ophævet, fik et mindre læs akutte patienter med diverse småskader der i skrivende stund er sat sammen og sendt ud af døren, så alt er igen normalt på Sana!

Mit liv i Nuuk har gået sin meget stille gang. Jeg har listet mig gennem gaderne og holdt mig inden døre i et forsøg på at gøre mig så lidt bemærket som muligt. Vi har passeret d.28 april, hvilket betyder at der nu er under en måned til at vi forlader Grønland for denne gang og jeg forudser en lang og vemodig afsked med dette fantastiske sted. Jo, jeg glæder mig til at komme hjem. Men desto tættere vi kommer på afrejse, desto mere indser jeg hvor godt jeg har det her. Glad og isoleret. Bekymringsløs. For tiden er Nuuk heldigvis aldeles hæslig at se på, hvilket gør det lettere at forene sig med tanken om at skulle herfra. Under sneen gemte sig gult vissent græs, mudder, skrald og hærgede fortove. De fleste dage er vejret gråt, trist og uden karakter. Overgangen fra vinter til sommer har afsløret en kedelig side af Nuuk. Eller også er det bare mit humør der halter! Jeg venter på det grønne græs og noget ægte forårsstemning.

I morgen, d. 30 april har jeg min sidste af 8 vagter i træk. Herefter ser mit arbejdsprogram på afdelingen ekstremt overkommeligt ud. Jeg har mange nattevagter og en hel uge fri i maj. En hel uge, ja I hørte rigtigt. Et par vagtbyttere og nogle helligdage har skabt denne fantastiske begivenhed. Således planlægger jeg d.11 maj at sejle ud med AUL-færgen mod bygden Arsuk i Sydgrønland. Og hvis ikke lige du på stående fod husker alle facts om dette unikke grønlandske paradis, så kan jeg nævne at det er Hernings venskabsby (retteligt venskabsbygd), at der kun er én bil i byen (en brandbil) og at højdepunktet i bygdens historie var et 3 timer langt besøg i 1998 af cruiseren ”M/S Berlin”, hvor 300 glade, tyske passagerer for en kort stund, næsten tredoblede indbyggertallet. Der bor nemlig sølle 170 indbyggere - og da byen er fuldstændig uden tilbud til tursister og har 100 km til nærmeste by, er absolut intet at foretage sig. Et nyt begreb må opfindes til lejligheden: Antistorbyferie. Jeg er et døgn på færgen, et døgn i Arsuk og et døgn på færgen. Og så er den tur slut. Jeg tror det bliver en stor oplevelse og er allerede begyndt at glæde mig til at komme en tur ned i sydens sol og varme. Måske de kan byde på lidt grønt græs! Åh, det ville være skønt.

Til slut en undskyldning. Undskyld til alle dem, der har skrevet søde mails som jeg ikke har svaret på. Jeg har virkelig ikke været flittig ved tasterne i lang tid og det skyldes hverken at jeg ikke har lyst til at skrive eller at jeg har foretaget mig noget mere interessant. Og slet ikke at jeg ikke har værdsat alt hvad jeg har modtaget. Alle mails, breve og smser hjemmefra varmer utroligt meget når man er heroppe og hilsener og nyt hjemmefra kan virkelig være dagens højdepunkt, når himlen er grå, arbejdet kalder og alle jer, derhjemme er langt væk. Så tak tak tak – og undskyld undskyld undskyld.

Den bedste souvenir - nu i trykken!

I dag har jeg bestilt mit første (og nok også mit livs eneste) grønlandske kørekort! Og det var ikke uden en vis portion sommerfugle i maven at jeg afleverede dette billede af mig forklædt som grønlænder henne på politistationen. Selvom damen bag skranken så meget alvorlig og lidt sur ud, så stussede hun ikke det mindste over fotoet - men hun er jo trods alt også vant til at 80% af alle herboende mænd (og et par procent af kvinderne) har overskæg, så jeg glider bare ind i mængden. Intet kunne være mere tilfredsstillende. Efter sigende kan jeg hente denne unikke souvenir henne på stationen om 14 dage. For satan, jeg glæder mig.

Mor udtaler: "Du ligner én der skal i fængsel".

Tak til fotograf Mikkel og sminkøse Atangana. Ikke tak til alle dem, der i de seneste dage har grinet og grinet hver gang de har kigget på mig. Æv.

Den usynlige lasbil

Den seneste tid har jeg fået en del henvendelser (to helt præcist) fra læsere, der spørger om der ikke er nogen usynlige lastbiler i Nuuk.

_________

15.31, 10 april 2010:

From: Mikael Toftegaard mikaeltoftegaard62@hotmail.com

To: August Jungersen kunstner5@kunstner5.com

Hej August.
Spændende blog (not). Jeg læser den hver dag (som om). "Desværre" kan jeg ikke finde noget om usynlige lastbiler derinde, har du set nogen?

Hilsen

Mikael

_________

19.58, 19 april 2010:

From: Ann-Bade Bodelsen badebodelsen@gmail.com

To: August Jungersen kunstner5@kunstner5.com

Kære August.

Jeg skriver til dig fordi jeg gennem længere tid har interesseret mig for usynlige lastbiler og stærkt vanedannende medicin. Ved du noget om førstnævnte og kan man evt. få lov at se et par fotos, hvis du har nogen?

Hilsen

Ane

_________

Og jo, der er faktisk en enkelt usynlig lastbil her i Nuuk. Takket være fotografsnigskytten Mikkel kan jeg nu vise disse sjældne og helt enestående fotos:

Er det ikke...? Jo, det er det! Det er mig, mig, mig!

This is like China in the 80s

Lidt om sidste uges bedrifter her i Nuuk!

I tirsdags skulle Joel og jeg have besteget bjerget, som jeg i sidste uge erklærede at jeg ville bestige på netop denne højhellige tirsdag. Men slud, sne og blæst aflyste desværre hvad der ellers skulle have været en herlig vandretur til et fantastisk udsigtspunkt og i stedet gik vi tur i Nuuk City hvor jeg bl.a. introducerede Joel til Butik Julie, hvilket viste sig at være en noget chokerende oplevelse for ham. 

Tirsdag var også dagen hvor Anders havde fødselsdag - og i den anledning havde Mikkel og Atangana valgt at fødselaren for en gangs skyld ikke selv behøvede at stå bag kødgryderne. I stedet trådte datter og svigersøn til. Mikkel havde indkøbt snehare fra en kollega, der havde skudt den et par dage forinden og flået den hjemme i vores køkken. Derudover stod menuen på moskus fra Brættet og den sjældne grønlandske spise SALAT (altså sjældent spist i Grønland). Og mens Mikkel og Atangana gjorde et fantastisk stykke arbejde med planlægningen, madlavningen og borddæningen, dukkede Knut, Joel og jeg blot op og nød aftenen og madorgiet, der i øvrigt endte, ikke i, men med lagkage. Alt i alt - et brag af en festmiddag.

Onsdag aften tilbragte jeg i selskab med Joel, der havde sin sidste aften i Grønland, inden turen gik hjemad mod Schweiz. Jeg fik lov at se ham "in action" med hans fantastiske analoge kamera og vi endte hos Anders, hvor vi spiste mad og tog afsked og lovede hinanden at vi skulle ses igen, før eller siden.

Og ses, det gjorde vi, Joel og jeg - allerede aftenen efter. Der kom nemlig et vis vulkanudbrud i vejen for hans afrejse. Åh ja - den vulkan! At et vulkanudbrud spærrer for al flytrafik i hele Europa i adskillige dage, det er fantastisk og tankevækkende. Den slags forstyrrelser i hverdagen er svære ikke at holde af. Men på sygehuset har vi mærket konsekvenserne hvor patienter, der har behov for hjælp, pludselig ikke kan blive overflyttet til Rigshospitalet. Det har ikke været spor rart at være vidne til. Og i skrivende stund er der endda gisninger om, at også indenrigsflyvninger her i Grønland kan komme i fare. Og da 70% af vores patitenter er 100% afhængige af flytransport til Nuuk, så de kan få deres skader opereret og komme hjem igen, så virker den tanke helt uoverskuelig. Joel er endnu ikke kommet hjem og er foreløbeligt 5 dage forsinket og ingen kan endnu vide hvornår han skal afsted. Og Knut, den stakkels Knut, er rejst alene til Illulisat hvor han ellers skulle mødes med sin bror og brorens kæreste - og holde sit livs Grønlandsferie sammen med dem. Men de har siddet fast i København og har nu besluttet at vende tilbage til Norge, sånu må Knut forsøge at nyde Illulisat alene. Endnu mere uheldigt!

Fredag bød på den heftigste vagt nogensinde her i Grønland og jeg gik udmattet hjem fra dagvagten, og jeg fik mig en enkelt fyraftensøl med Knut og en K2-kollega, inden jeg vendte hjem til Blok10 hvor Mikkel, Atangana og Joel befandt sig. Sidstnævnte havde indtaget køkkenet og lavede rejer i tomatsauce og rødbedesalat, mens jeg sov middagslur. Herudover bød aftenen på øl og vin i køkkenet og da klokken slog 1, og det blot var Joel og jeg der stadig stod distancen, gik vi i byen. Efter et par øl på de to sammenhængende værtshuse "Daddys" og "Bryghuset" (faderhuset, som Anders ynder at kalder stedet) ville vi besigtige ungdoms disko-daskoet "Manhattan" - for Joels vedkommende for første gang. Og det var her, efter få sekunders udsyn fra balkonen til det kogende dansegulv, at Joel målløst udbrød de nu berømte ord: "OH SHIT! This is like China in the 80s!!". Og senere: "I'm like being in a time machine". Hahaha. Jeg brugte resten af aftenen på at grine over de udtalelser. Behøver jeg sige at vores festlige bytur endte præcis klokken 3? Nej, det gør jeg vel ikke. Men nu gjorde jeg det alligevel - for endnu engang måtte jeg vidne det sørgelige øjeblik hvor Nuuks barer og diskoteker lukker alt ned kl.3 og smider gæsterne ud - de heldige bliver sendt videre til efterfest, men ingen havde inviteret Joel eller mig, så vi blev bare sendt hjem i vores respektive senge.

Efter blot 4 timers søvn rullede jeg min tømmermændsramte krop ud af sengen, masede noget tøj ud over den, kastede den halvberuset ned af trapperne, over til bussen, som jeg lige akkurat fik kæmpet mig op i, min røv blev placeret i et sæde og da den store gule transportkasse (med hjul) holdt uden for Knuts lejlighed var jeg efterhånden begyndt at kunne se ud af mine øjne. Knut gav morgenkaffe og så begyndte det efterhånden at gå helt godt. Jeg fulgte med ham i taxaen ud til lufthavnen, hvorfra min lørdagsudflugt (til det i-tirsdags-ikke-bestegne bjerg) skulle udgå. Da jeg havde vinket farvel til Knut (og hans fly) begyndte jeg hvad der endte med at blive en knapt 7 timers intens vandretur, der, hvad angår sværhedsgrad og intensitet, langt overgik mine hidtidige vandreture her i Grønland. Men fuck, det var godt - tonsvis af sol, ikke en sky, en god lydbog i ørerne, masser af knirkende sne, bjerge, vandløb, udsigter, dale og en, tør jeg godt sige, kalorierig madpakke. I  [heart] Greenland. Den mest interessante loaction på turen, bød på et gensyn med snescooterbøllerne fra Nuuk. Det tykke snelag, der muliggjorde snescooterræset inde i byen, har været væk længe. Der er kun klatter tilbage. Så jeg troede egentligt at snescooterbøllerne havde stillet deres dødsmaskiner i skuret og var gået i sommerhi - men selvfølgelig er det ikke tilfældet. Og det var både grotesk, paradoksalt og ironisk på samme tid, at et af de smukkeste steder jeg kom forbi på min vandretur - en stor dal, med en frossen og snebelagt sø i midten, omringet af høje spidse bjergetinder, udgjorde et sandt snescooterbølle-hangout, hvor de unge (16-20 årige) kørte snescooter-dødskørsel, drak Cult Shaker og hang ud med deres damer og deres nypolerede snescootere. Jeg talte 6 snescootere, 7 snescooterbøller og 5 duller. Her var den lokale tankstation blot byttet ud med smuk, storslået og absolut eminent natur.

Min turs egentlige højdepunkt blev dog turens højdepunkt! Altså, rent faktisk turens højeste punkt, hvor jeg fik løftet lidt af sløret for den eminente udsigt der gemmer sig bag bjerget Store Malene. Store Malene, der udgør den imponerende massive "mur" som adskiler by og resten af det højtindede bjerglandskab, indad mod indlandsisen. Desværre måtte jeg vende om, på min vej op af Store Malenes ene bjergside, da underlaget blev for usikkert og jeg ikke længere kunne garantere for min egen sikkerhed. Adskillige ukyndige turister er døde på Store Malene, senest en 28-årig sygeplejerske, der i 2008 faldt 300 meter i døden få dage efter hendes ankomst til Nuuk - hun var gået alene afsted. Mindst en gang om året foretager redningstjenesten heroppe evakueringer af folk, der er kommet i problemer på vej op af netop dette bjerg. Og da mobildækning i fjeldet er yderst begrænset, er al færdsel alene op på Store Malene, særligt på denne tid af året, kraftigt frarådet. Tøsne og stenskred gør det alt for farligt. Så jeg skyndte mig ned igen og da jeg omsider endte min tur, mange timer efter, tilbage ved blok10 - var jeg ude af stand til at gå ret mange flere skridt på mine trædte bimser. Puha! Efter en kort aftenslur endte jeg dog med på mirakuløsvis at holde mig vågen til latenight filmaften med Joel, Mikkel og en sovende Atangana.

Søndag så vi "Allstars" i stuen med tæpper, kaffe og madder. Hele Nuuk er virkelig på den anden ende. Julie Bertelsen og det nye show er talk of the town! Fædrelandskærligheden og stoltheden over Grønlands ukronede dronning, vil ingen ende tage i denne tid. Og KNR, der normalt kun sender håndholdt og stærkt tvivlsomt grønlandsk lokal-tv samt indkøbte DR-udsendelser, har nu pludselig indgået aftale med TV2 (!) om samsending af denne perlerække af kor-udsendelser - naturligvis live, ikke forskudt, så grønlænderne kan stemme med på sms! Og vi kunne, skulle og måtte ikke gå glip af dette brag af et show. Og så skete der ikke mere den søndag!

Prisbaskere fra StoreBrugsen - the classics!

Betoncentralen

Nuuks eneste lesbiske natklub.

Jysk - altså på den grønlandske måde!

Allestedsværende Lars Larsen har nu også besat Grønland

Nyhederne kort

En nattevagt med weekender - eller rettere en weekend med nattevagter er næsten forbi!

Efter at have sovet efter min nattevagt lørdag morgen, luftede Knut og jeg "Den Nye Sygeplejerske"  i Nuuks gader og stræder og viste den nyankomne nogle af byens ups and downs. Brættet, kolonihavnen, julemandens postkasse, radiofjeldet, chokoladefabrikken, Juliebutikken, universitetet og forsamlingehuset, der bød på psykiatridag med et, tør jeg godt sige, psykiatrivenligt band (så siger jeg ikke mere om det!). Der var høj sol og forår i luften, så vi endte nede ved vandet hvor vi spiste lune risretter og drak CapriSonne-juicer som Atangana skaffede os fra Brugsens "delikatesse" (ja, det ord bliver altså nødt til at stå i gåseøjne, jeg vil nødigt antyde at de embicile ungarbejdere bag disken, der witawrapper tvivlsomme færdigretter i plastikpakker fremstiller delikatesser). Inden dette indlæg ender i alt for meget negativitet, kommer der lige et foto:

Nede ved radiofjeledet prøve-"kørte" jeg denne knapt så velholdte scooter. Åh, jeg ville ønske det var dette foto, der skulle pryde mit kommende grønlandske kørekort. Men det godkender de desværre nok ikke nede på stationen. Foto: Kaptajn Knut

Efter at have sendt den nye sygeplejerske i aftenvagt mødte Knut og jeg Atangana og Mikkel hjemme på 3. sals svalegang i Blok10 og da alle mand havde brug for både motion og kaffe gik vi hjem til Knut og fik motion på vejen og kaffe i hans lejlighed.

HOLD KÆFT hvor ser vi søde ud. Se mig, se mig - en rigtig charmetrold!!! Foto: Kaptajn Knut

(indsæt aftenslur, nattevagt og morgensøvn)

Søndag tog Knut og jeg til kaffemik hos en af vores kollegaer fra afdelingen. Mit andet grønlandske kaffemik. Åh, hvor jeg elsker de kaffemikker. Et sygt godt koncept. Ingen er inviteret = alle er inviteret. Invitationer til kaffemikker rummer aldrig noget klokkeslet, så da jeg forleden spurgte jeg vores kollega om hvornår festlighederne begyndte, så hun forbavset på mig og havde tydeligvis ikke noget svar parat på dette højst besynderlige spørgsmål. "Øh, kl.13,14,15,16... det ved jeg ikke!". Kaffemikker starter ikke på noget givent tidspunkt, man kommer bare. Og der er ingen der spørger om man kommer eller ej. Og ingen melder deres ankomst. Det må være ganske nervepirrende at være vært. Dette kaffemik blev holdt i anledningen af vores kollegas søns 11-årige fødselsdag - ham har Knut og jeg absolut ingen relation har til, hvilket gjorde gaveindkøb og kortskrivning noget vanskeligt. Vi kendte ikke engang drengens navn - og ingen af os kunne huske hvordan det var at være 11 og ingen af os havde nogen som helst idé om hvad 11-årige foretager sig i dagens Grønland - leger de med biler eller kigger de i frække blade? Naive og godtroende som vi er, troede vi på det første. I hvert fald endte vi med noget LegoTechnics som den søde dame i legetøjsforretningen pakkede pænt ind - og det kunne byttes (dog ikke til frække blade). Om det var et hit vides ikke med sikkerhed, men der blev sagt pænt tak. Hvad der tilgengæld var et hit var udvalget og kvaliteten af kagerne til kaffemikket. Muums.

Knut elsker også kaffemik-traditionen og han har et erklæret mål om at bringe den til Norge. Jeg ved ikke helt om jeg tør begi mig ud i den slags åbensind når jeg kommer tilbage til Danmark. Men nu er jeg jo også i den heldige situation at jeg, som en af de få, har indset livets alvor og jeg er ikke sikker på at jeg er parat til at fejre mig selv på en så uhøjtidelig og ligefrem måde. Men jeg ville elske at komme til Knuts kaffemik i Norge og hvis han nogensinde giver mig besked om datoen for et sådant, så tager jeg gerne spritbåden og den lange tur op gennem vores naboland for at drikke kaffe med ham!

Med fyldte maver og højt blodsukker besteg Knut og jeg Lille Malene få timer senere (haha, den kan misforståes hvis man ikke ved at Lille Malene er et bjerg). Det var anden gang i denne uge, for mit vedkommende (den kan fortsat misforstås). Desværre var vejret noget gråt, trist og blæsende, så turen var knapt så smuk som i tirsdags solen stod højt på himmelen (nu kan den ikke misforståes længere) - til gengæld var Knut godt selskab og han havde taget varm kakao med som vi nød på toppen sammen med et par makrelmadder og medbragt postevand (man er mærkelig hvis man stadig misforstår den). Nedstigningen gjorde vi  henne ved skiliften, delvist på to ben, delvist kurrende på røven ned af den præparedede sne.

Udsigt fra toppen. Bjerget der står i vejen for den gode udsigt i midten af billedet har jeg i øvrigt tænkt mig at bestige tirsdag om vejret og mine ben vil det!

En norsker i sit rette element.

Indrøm det: Det er svært ikke at elske mig i den hat! Foto: Kaptajn Knut

Ingen jeg gik hjem for at sove inden nattevagt, slog vi vejen forbi Knut, hvor vi spiste pølser med ketchup, sennep og franskbrød. Det må man godt når man har besteget et bjerg to gange på en uge.

Medvirkende:

Augsut Jungersen,
Kaptajn Knut,
Lille Malene, 
Mikkel Straahat,
Atangana von And,
Den Nye Sygeplejerske.

Turen til toppen af Lille Malene blev sponsoreret af:

Dette blogindlæg blev sponsoret af:

"Delikatessen" i StoreBrugsen

Easter update from West Greenland

”Siden sidst…”. Sådan begynder alle gode blogindlæg fra Grønland! Inklusive dette. Ja, for jeg har forsømt bloggen, der har kørt på automatpilot de seneste mange dage - men nu vil jeg forsøge mig med et egentligt indlæg hvor jeg fortæller om nogle af højdepunkterne ”siden sidst”! Og for at fastholde dig, kære læser - vil jeg skynde mig at fortælle at dette blogindlæg byder på isbjørnespor, rascistiske tilråb, dødsslalom, påske og noget med Schweiz. Prøv lige at luk øjnene og stav til Schweiz.

1. april - GM i Snowboard

Vi tog til Grønlands Mesterskaberne i Snowboarding ude ved skiliften, men det var aflyst pga for lidt sne! Så hvad der skulle have været en hyggelig dag i sneen, hvor vi kunne være tilskuere til lidt actionsport, spise madpakker og drikke varm kaffe fra den medbragte termokande, blev til en lang næse og 2 x 20 minutters ufornøjelig buskørsel med Nuup Bussi (nej, jeg har ikke stavet forkert - det hedder busselskabet heroppe). Oh well.

2. april - Påskefrokost

Efter dagvagt sammen med Mikkel tog vi til påskefrokost hos de to (vanlige) medicinstuderende ude i Nussuaq - sammen med Kaptajn Knut og vores bedste humør. Det var en fornøjelse at være blevet inviteret i byen og vi havde en festlig aften med god mad, gul dug og MASSER af påskestemning. Desværre blev frokosten nydt uden øl, da vi ikke havde nået at købe øl i tide. Alkoholsalget her i Grønland er ekstremt begrænset og der sælges aldrig alkohol efter kl.18 på hverdage, kk.12 på lørdage og aldrig søndage og helligdage. Så onsdag eftermiddag havde været sidste chance for at købe øl, og det havde ingen af os tænkt på. Herefter blev der kun solgt cider og nisseøl med procenter. Men Knut havde snaps med og pigerne havde lavet noget spændene og velsmagende punch - og selvom det ikke smagte af øl, så viste det sig, ikke overraskende, at virke det på præcis samme berusende måde! 

3. april - Tømmermænd og graffiti

Egentligt havde jeg slet ikke tænkt mig at stå op den dag. Jeg vågnede med tømmermænd og solen bagende ind gennem soveværelsesvinduet. Jeg åbnede vinduet på fuld skrue, lod den varme sol strømme ind, pakkede mig under dynen og fik på den måde adskillige timer til at gå i solens varme, mens jeg hørte høj og halvhøj musik fra mit medbragte musikbibliotek. Til sidst kurerede de gode toner, varmen og lyset mine tømmermænd og da en lille dreng pludselig entrerede mit værelse og krævede underholdning her og nu (Atangana passede barn) måtte jeg nødtvunget stå op og deltage i det sociale liv i den rigtige verden (den uden for sengen). Det viste sig dog at være ganske tåleligt.

   

Mikkel og jeg spenderede eftermiddagen med at gå på graffitijagt - fra opgang til opgang fotograferede vi udvalgt graffiti i de nærliggende blokke. Her findes mængder og udvalg som kun Nuuk kan byde på. Overvældende! Kun få kvadratcentimeter af opgangene her i byen har undgået de unges tuscher og spraydåser, så der er meget at overskue og udvælge. Det er ekstremt skægt at gå på opdagelse i de mange udsagn, tegninger, bandnavne, udråb, skældsord og indimellem sågar konversationer (vi snakker ping-pong og nogle gange endda ping-pong-ping). Stilen spænder bredt lige fra det stupide og hærværksagtige – til det tankevækkende, morsomme og indimellem rørende. Et unikt indblik i 20 års grønlandsk ungdomskultur. Bevæbnet med kameraer og god tid, fotograferede vi de sjoveste, mærkeligste og flotteste ugerninger. Vi foretog en systematisk gennemgang af opgangene i Blok 1 til 4 (så vi mangler stadig 5 til 10). Når vi er færdige med vores fotografering, redigering og udvalg laver vi, sammen med Knut, en internetudstilling af det bedste graffiti fra Nuuk! Glæd jer!

New art photographer

Foto: Mikkel Straarup

Desværre endte vores grafittifotografering lidt trist. Lige som vi var ved at tage dagens sidste billeder, stødte vi på et par grønlandske damer, der nysgerrigt spurgte hvorfor vi tog billeder af væggene i opgangen. Jeg forklaerde at vi fotograferede grafitti, hvilket de slet ikke kunne forstå, men jeg sagde at vi syntes der stod mange sjove og interessante ting. De spurgte hvor vi var fra og da jeg svarede Danmark blev der råbt at vi skulle skride ud af deres land! Dertil er der kun at sige: Det gør vi også! Men vi bliver her lige halvanden måned endnu.

Aftensmaden blev pizzaria-pizza og den blev nydt (eller i hvert fald spist) på medbragte tæpper, i selskab med Mikkel, Atangana og en forårssolnedgang i kolonihavnen - inkl idyllisk udsigt til nordlandsbjergene og de uendeligt blå isbjerge i fjorden. Det var bare ærgeligt der var så meget ost! På pizzaen altså.

Jeg gik tidligt i seng pga dagvagt dagen efter og kunne fra min seng ligge og nyde en halv times nordlysopvisning ude på nattehimlen inden jeg til sidst søvnede hen.

Udsigten fra min seng.

4. april - Lam hos Anders

Da jeg gik fra dagvagt søndag eftermiddag var det med udsigt til tre sammenhængende fridage. For første og eneste gang i min tid i Nuuk! Fuck, en god følelse. Om aftenen gik vi ud til Atanganas far, der havde inviteret os alle, inkl. Kaptajn Knut, på påskemad - lam! Denne aften fik vi, foruden Knut, selskab af en schweizisk freelance-fotograf, der på besynderlig vis er havnet hos den gæstfrie Anders. Fotografen, Joel, var egentligt taget til Grønland med en aftale om at bo hos en bekendt, men da han ankom til Grønland fandt han ud af at den bekendte var rejst ud af Grønland på ferie - og pludselig stod Joel uden udsigt til tag over hovedet - fraset Nuuks voldsomt dyre hotel-alternativer, der reelt er ikke-alternativer, med mindre man er decideret rig. Men da det er Joels femte tur til Grønland, greb han telefonen og ringede til sine bekendte fra tidligere ophold og endte med at have Atanganas kusine i røret, der kunne henvise til Anders. Anders fik et opkald fra kusinen - og få timer efter ankom Joel til Anders' hjem. Egentligt var der først tale om et par enkelte overnatninger, men nu ender det med 14 af slagsen! Anders er også passioneret fotograf gennem adskillige år, så de to kommer efter sigende godt overens - og for Joel er det en unik mulighed for at bo en af de lokale.

Denne aften vil gå over i historien som en af mine bedste under mit ophold i Nuuk. Jeg var ganske enkelt endt i rasende godt selskab og vi havde en eminent aften i hinandens selskab. Atangana, Anders og Mikkel er jo allerede fast inventar på min (ikke eksisterende) person-hitliste og Knut har efterhånden også indskrevet sig. Joel viste sig at være en stor og inspirerende personlighed. Han har rejst i hele verden med hans kamera og når man gør den slags, med hjertet placeret på rette sted, så ender man med at være et klogt og godt menneske. Vi var alle hinandens perfekte match. Prikken og i'et var maden. Atangana og farmand stod for hver deres version af det sydgrønlandske lam og kødet, der blev serveret denne aften må være noget af det bedste jeg nogensinde har smagt. Det var ganske enkelt himmelsk.

6. april - Vandretur til toppen af Lille Malene

Denne fridag bød på heftigt solskin og forår i Nuuk. Heldigvis er sneen næsten smeltet overalt i byen, nu er det kun på fjeldet man for alvor finder sne, så paradoksalt nok fortrak jeg derud på en mindre gåtur - der faktisk endte med at være alt andet end mindre. Egentligt skulle den bare have været magen til den Mikkel, Atangana og jeg gik for nogle uger siden, men da jeg igen stod ved sidste turs mål, med udkig over bydelen Qinngorput og ikke anede hvad jeg skulle give mig til resten af dagen, hvis jeg blot vendte om og gik tilbage til Nuuk, besluttede jeg mig for at fortsætte. Hele tiden med intentionen om blot at gå liiiiidt længere, snart vende om og returnere inden turen blev alt for omfattende. Men med det vidunderlige vejr, den glimtende sne og de fantastiske hvide landskaber, var det svært at stoppe og ikke fortsætte udforskningen af det, for mig, ukendte område. Jeg gik rundt om cirkussøe og til sidst befandt jeg mig på toppen af bjerget Lille Malene, 450 meter over havets overflade med fantastisk udsigt over Nuuk. 6 timer endte turen med at vare og den var så stor en succes at jeg planlægger at gentage den allerede på søndag – denne gang i selskab med Knut.

Udsigten fra toppen af Lille Malene. Der er flere billeder fra turen i picasa!

7. april - Sommerhusbyggeri med naboen

Egentligt var min plan at tage den 10 timer lange tur med postbåden til bygden Kapisillit denne min sidste fridag, men da vores nabo ringede dagen inden og inviterede mig på sommerhusbyggeri 30 km uden for Nuuk var det svært at sige nej! Vi tog afsted i den lille jolle tidligt morgen og til min store glæde foregik den halvanden time lange sejltur denne gang i et mere mageligt tempo, eftersom båden var læsset med brædder til byggeprojektet. Desværre var vejret gråt og kedeligt, hvilket unægtelig lagde en dæmper på glæden ved atter at være på søen og dermed få lov at se noget andet end Nuuk og omegn. Det er få sommerhuse, der findes i området omkring Nuuk. Faktisk så vi kun to styks på den lange sejltur på vej mod naboens byggeprojekt. Byggematerialer er dyre heroppe og tilladelserne til at bygge ude i vildmarken er svære at få. Derudover skal alt sejles til stedet hvor man bygger, hvilket både er en væsentlig udgift og ret omstændigt (3 timers sejlads hver gang man vil arbejde lidt på projektet). Naboens byggeprojekt er temmelig omfattende og tæller et ca. 40 kvm stort sommerhus + terasse. Han regner med at det vil tage 10 år at få færdigt! Og alene de seks brædder vi sejlede ud til huset denne dag havde kostet ham 2200 kr.

Bag naboen ses de eneste to andre små huse i området. Vi er in the middle of nowhere!

Der blev hamret, målt, savet, skruet og waterpasset i to timer inden vi besluttede os for at returnere til Nuuk. Først ville jeg dog vandre en mindre tur i det ukendte landskab for at få varmen. Da der kun er to færdigbyggede sommerhuse i området fandt jeg det bemærkelsesværdigt at jeg stødte på forholdsvist friske spor i sneen et godt stykke fra husene. Der er tale om et ekstremt øde område, med kun de to små huse og naboens byggeri i adskillige kilometers afstand (formentligt 10-20 km). Jeg syntes også sporene så lidt mærkelige ud og tænkte først at der måske var tale om en speciel type snesko, men da jeg kom på afstand og kunne sammenligne min stribe af spor i sneen med de andre spor fik jeg en kraftig mistanke om at der næppe var tale om menneskespor. Da jeg gik tilbage og så nærmere på sporene var der fire huller, ude foran flere af sporene, som efter kløer. Mit gode kamera havde jeg efterladt tilbage ved sommerhusbyggeriet, men jeg forsøgte at tage billeder af sporene med min mobil.

Til sammenligning har jeg sat mit lille fodaftryk under de store spor!

Da jeg kom tilbage til naboen, der havde brugt tiden på at pakke sammen, gik vi ned til et af de andre sommerhuse, hvor beboeren, en ældre fanger, var ankommet tidligere på dagen og straks var gået indendøre. Vi kom ind i hans lille, simple, petroliumsopvarmede ”sommerhus” (nærmere et skur på 5 x 3 meter). Det indeholdt en briks, et bord med tre stole og en køkkenvask. En ghettoblaster, der var vendt på hovedet, spillede tvivlsom grønlandsk folkemusik fra et kassettebånd, der lød så slidt at det må have været afspillet mindst 500 gange. Fangeren lå på briksen. Han talte ikke dansk, men da naboen og ham havde talt sammen et stykke tid, fortalte naboen mig at fangeren havde det dårligt og var taget ud i sommerhuset for at slappe af. Jeg spurgte lidt, naboen oversatte, og fandt på den måde ud af at fangeren var hjertesyg og havde smerter i brystkassen. Det havde han prøvet før og det eneste der hjalp var at slappe af. Jeg fortalte at det kunne være farligt og han burde søge læge, men det havde han nu ikke tænkt sig. Og jeg kom til at tænke på elefanter, der forlader flokken og går afsides for at dø.

Mens vi spiste madpakker i varmen fortalte jeg naboen og fangeren om mit fund af spor i sneen og viste dem billederne på mobilen. Og så kunne det nok være at fangeren fik rejst sig fra briksen. Han var ikke i tvivl om at der var tale om isbjørnespor – og de havde skudt én derude i vinter, så det var langt fra utænkeligt at der nu var en ny på spil. Der blev straks fundet rifler frem og fangeren blev noget nervøs – han havde tænkt sig at overnatte ude i lille skur, som en bjørn nemt kunne vælte omkuld, hvis den var nok interesseret i maden (og mennesket) indenfor. Inden vi forlod området i jollen, blev der testet rifler og ammunition, så fangeren var sikker på at kunne forsvare sig, skulle en isbjørn have lyst til at kigge forbi.

Turen på vej hjem foregik desværre ikke i det rolige tempo som udturen blev gjort i og da naboen besluttede sig for at sejle dødsslalom gennem en større mængde isbjerge, hvoraf de største havde toppe på størrelse med parcelhuse, havde jeg min første egentlige nær-døds-oplevelse. Faktisk var jeg på et tidspunkt så skræmt at min krop blot valgte at grine hysterisk og højlydt, som tænkte den, ”nu skal jeg snart dø, så kan jeg lige så godt være glad de sidste minutter af min levetid". Men vi kom levende i havn og jeg skyndte mig hjem og stak fødderne i et varmt fodbad og krøb efterfølgende under dynen og nød varmen, et par afsnit af Simpsons på computeren og et par timers søvn efter de fysiske og psykiske strabasser.

Det var mellem disse blå isklumper, der blev sejlet dødsslalom med adskillige knob i timen. Puha.

8. april

Joel, Knut og en ny kvindelig sygeplejerske på vores afdeling kiggede forbi til rødbedesuppe og rugbrødsmadder om aftenen og vi tog en tur ud i byen og fik en øl! Absolut hyggeligt.

RESUMÈ:

Det går godt i Nuuk og jeg har haft nogle begivenhedsrige aprildage heroppe! Lad det endelig fortsætte sådan.

Link til fotografen Joels hjemmeside.

Dagens tema: BILER!

Denne bil holder parkeret mellem blok 9 og 10. Det har den gjort siden vi ankom til Grønland.

Grønlænderne elsker jo at rode med biler. Dette pragteksemplar af et ongoing fritidsprojekt fandt jeg i bydelen Nussuaq. Den skal nok blive så god som ny. Der skal bare lige skrues lidt hist og her.

Lækker parkering af den tilsyneladende vældigt terrængående Golf!! Greenland style.

Dagens ord:

Dansk: Bil

Grønlandsk: Bili

Undskyld vi roder - vi er ungarbejdere!

Her er hvad Store-Brugsen får ud af primært at ansætte ungarbejdere. SKANDALE!

Mit første grønlandske kæledyr

Denne lidet lækre spyflue har nu levet sit eget mærkelige liv i FEM dage inde mellem de to ruder i mit termovindue i soveværelset. Der er ingen vej ud, da det jo selvsagt er et lukket system - og jeg aner ikke hvordan den nogensinde er kommet derind - eller hvordan nogen har lagt det æg den er kommet ud af inde mellem de to ruder. Den må snart dø af sult. Jeg hader den, den er ulækker.

Grønlandsk graffiti når det er bedst!

Alle opgange i Grønland er fyldt med tuschmalet grafitti - dette budskab er fundet i Knuts opgang. Det er stadig ikke mere end 7 dage siden jeg tog billedet, så jeg nyder mine sidste 5 dage. Hav det godt alle sammen. Jeg elsker jer.

Månedens smil

Denne sygt herlige rubrik blev bragt i Nuuk ugeavis for 4 uger siden. Det bliver simpelthen ikke meget sjovere. Jeg lover at bringe rubrikken løbende her på bloggen.

Markedet foran StoreBrugsen

En af de helt fede ting ved Nuuk er det improviserede marked nede foran StoreBrugsen. Fra små papkasseboder sælger grønlænderne ALT! Keyboards, bøger, malerier, cykler,  kamikker, dvd'er, sælspæk, børnetøj, cremer, krydderier, tupilakker, stereoanlæg, nyfangede fisk, hjemmebagt brød og kager og computere. You name it. Sælgerne står klar fra tidlig morgen til sen aften! Antallet af boder vokser i takt med månedens dage - når der er lønningsdag falder antallet af boder - og begynder så at stige langsomt hen over måneden i efterhånden som beløbet på kontoen, sedlerne i tegnebogen og indholdet i køleskabet svinder. Indimellem er folk helt desperate: I denne uge så jeg en bod, der udelukkende solgte brugte cremer og spændskruer! Det kan man virkelig kalde niche-varegrupper i en sælsom kombination. Og sælsomme kombinationer ses også på de to sidste billeder. Her kombineres erotik og spænding med sælkød og hjemmestrikkede uldsokker. Mærkeligt. Men god fornøjelse!

Mammelukken!

Idag besøgte vi endelig Nuuks største tursistattraktion, Mammalukken! Den imponerende og majestætiske statue er det første, der møder een under indsejlingen til Nuuk. En 56 meter høj mastrodont. Nuuks svar på New Yorks frihedsgudine, Paris' Eiffeltårn og Berlins tv-mast. Og i lighed med disse kan Mammalukken ses fra stort set alle positioner i Nuuk.

Det koster 200 kr. at komme en tur med elevatoren op i Mammalukken, men det skal retfærdigvis nævnes at der også kun er plads til 30 personer af gangen oppe i hovedet på hende - og det er heldigt at der ikke er plads til flere, for der er rift om udsigten, der kun kan nydes gennem de to store glasøjne. Til gengæld er der god plads til de 30 personer i den lille bistro, man har fået plads til oppe i Mammalukken - her sælges cowboy-toast til 40 kr. stykket og det eneste drikkelse der sælges er en 25cl. Fanta til 30 kr.! Det mærkelige er at der maks må opholde sig 30 personer ad gangen oppe i Mammalukken, men der er 35 siddepladser i bistroen!

Bistroen i Mammalukken er hyggelig, men dyr!

Udover maden og Fanta sælger man selvfølgelig også alt souvenir-braset: Nøgleringe, snekugler, hårtørrere og andet ubrugeligt lort. Okay, indrømmet: Jeg købte en t-shirt med den frække tekst "Jeg har været oppe i Mammalukken" - desværre var der kun størrelse small tilbage, så den sidder lidt stramt, men pyt.

Ellers var der ikke meget valuta for de 200 kr. det kostede at få en tur op i Mammalukken. Ved højre øre er der et lille legeland til børnene og ved ventre øre har man indrettet et mini-museum, der underholder med spændene facts om Mammalukkens historie. Jeg giver lige et kort resumé:

Det var den grønlandske diktator Jonathan Motzfeldt, der er i 1979 beordrede statuen opført, som en tro kopi af hans daværende kone, Berit. Det tog 12 år fra man begyndte at bygge Mammalukken til indvielsen af monumentet d.3. juni 1991. Statuen kostede mere end 2 milliarder kroner at opføre og denne udgift regnes for at være den primære årsag til Grønlands økonomiske og dermed også sociale deroute op gennem 80er- og 90erne. Mere end 35 grønlændere og polske håndværkere skulle være omkommet under byggeriet der blev udført helt uden stillads - dødstallet er dog aldrig blevet bekræftet fra officielt hold. Dragten som statuen er beklædt med er syet udelukkende i hånden udelukkende af grønlandske kvinder. Den består af imponerende 80 milliarder perler og 900 kvm stof. Skulle én grønlandsk kvinde have syet dragten alene ville det, hvis man regner med 5 arbejdsdage om ugen á 8 timer, fraregnet rygepauser af 5 minutters varighed 9 gange dagligt og en stor frokostpause på 40 minutter midt på dagen, plus 1-2 sygedage hver gang det er den første i måneden og der lige er udbetalt løn, hvorefter man går på druk og dermed også arbejder mindre effektivt hele første uge af hver måned, tage 9.429 dage at sy beklædningen til Mammalukken. Det var multikunstneren Erik Clausen, der stod for den kunstneriske udformning af statuen, mens detaljer som glasøjnene er designet af den dengang ukendte, men sidenhen verdensberømte kunstner Olafur Eliasson - og beklædningens mønster er udtænkt og tegnet af Bjørn Nørgaard (efter sigende var det denne opgave, der senere sikrede ham jobbet med Dronning Magrethes gobeliner). I 2002 blev Mammalukken restaureret, hvor man tegnede makeup'en op og gav hende en mere moderne og tidssvarende frisure (tidligere havde hun Mullet).

Det er gratis for grønlændere at komme en tur op i Mammalukken. Jeg synes ikke det var de 200 kr. værd som vi måtte slippe for at komme op i hende - for den helt store oplevelse er klart at se hende udefra - og det er jo gratis. Men vi havde alligevel en god agtig tur derop. Og sådan noget. Nu slutter jeg dette blogindlæg. Hallo mand.

Her er hun den så: Mammalukken - i al hendes pragt og vælde. Billedet er venligst udlånt fra 80'erne.