fredag den 28. maj 2010

Afsked

Så er vi i lufthavnen, checket ind og om en halv time flyver vi ud af Grønland. Sikke et eventyr det har været. Men nu var det alt for denne gang. Jeg kommer helt sikkert tilbage, før eller siden.

Jeg har oplevet meget de sidste dage heroppe, men har ikke fået skrevet meget om det. Har haft travlt med pakning og sociale aktiviteter. Jeg regner med at skrive lidt mere når jeg er tilbage i Danmark om en uges tid. Så kommer der lidt om hvaler, bjergbestigning og om kærlighed til Grønland.

Glæder mig til at se jer alle derhjemme.

onsdag den 26. maj 2010

Jeg har det mærkeligt

Jeg har det mærkeligt lige nu. Sidder i min sidste nattevagt, om 1 time har jeg fri og min grønlandske sygeplejekarriere er forbi for denne gang. Afleverer mine nøgler, skriver afskedshilsen i bogen på afdelingen for tidligere medarbejdere, giver mine kollegaer et kram, tømmer mit dueslag, rydder op i mit skab, pakker mine arbejdssko i rygsækken, smider resten af mine rene uniformer til vask og går ud af hospitalsindgangen for sidste gang.

I eftermiddag og i aften får vi besøg i lejligheden. Vi har inviteret til selvopfundet ”mini-mik” hvor alle dem, vi har omgivet os med de seneste måneder kommer forbi og siger farvel og spiser noget fiskesuppe, drikker noget kaffe og snupper sig en bolle. Det bliver vemodigt og der er mange gode mennesker at sige farvel til.

I morgen er sidste dag med Mikkel og Atangana i lejligheden. Vi skal gøre rent, sende flyttekasse til Danmark og om aftenen er der afskedsmiddag hvor vi vil tilberede ryper (heriblandt den ene Mikkel skød for snart evigheder siden). Ikke længere at skulle bo sammen med Mikkel og Atangana bliver endnu en ting i rækken over mærkelige og triste ting. Vi har haft det godt. At bo sammen med dem har været helt perfekt – og at tænke på at jeg i sin tid overvejede muligheden at bo alene virker helt ude i hampen, når man tænker på hvor godt vi har haft det jeg håber de har det på samme måde :-)

Om to dage forlader jeg Nuuk og Grønland. Jeg skal sige farvel til det sted jeg har boet (og elsket) de sidste 4 måneder. Som Knut siger: At bo I Nuuk kan sammenlignes med en psykiatrisk afdeling. Man bor i faste, trygge rammer. Man tænker ikke over at der er en verden uden for. Der er ikke så meget at overskue, byen er lille og man slipper ikke så let ud. Men nu skal jeg altså udskrives og sendes hjem – ud i resten af verden, hvor mulighederne igen er uendelige. Det virker lidt skræmmende. Der venter meget godt forude, men også meget nyt, stor uvished. Mit liv vil uden tvivl forme sig noget anderledes når jeg rejser herfra.

Når jeg tænker på alt det triste, alt det jeg kommer til at savne og alle dem jeg skal sige farvel til er det dog svært ikke samtidigt at tænke på alt det gode der venter mig forude. At skulle fra Grønland er langt fra kun en trist begivenhed.

Når jeg forlader Grønland starter en fire dages ferie i Island med Mikkel og min svigerfar, hvor vi skal køre øen rundt i Jeep, se på den flotte natur og sove i telt om natten.

Efter Island skal jeg hjem til min mor, min familie, venner i Danmark. Det bliver mærkeligt at se dem alle sammen igen. Og fantastisk!

Endelig er der sølle tolv dage til jeg skal se Karoline igen – i Paris. Her er tale om højdepunktet over alle højdepunkter. Og alt hvad der synes trist og mærkeligt lige nu, overskygges af det faktum at ventetiden snart er ovre og at vi atter genforenes. Mere behøver jeg vidst ikke sige.

Når vi to vender hjem fra Paris starter livet i Århus på ny. En hverdag. Tanken om at skulle vende tilbage og bo i lejligheden igen er helt mærkelig. Jeg aner ikke hvordan det bliver at genoptage ens ”gamle liv”. Det bliver jo næppe det samme, men heldigvis er jeg overbevist om at det bliver endnu bedre – hvilket ikke siger så lidt!

Når mine tre ugers ferie er overstået, begynder jeg på afdelingen på Århus Sygehus igen. Åh, det glæder jeg mig også meget til. Verdens bedste afdeling, ynder jeg at kalde den. I hvert fald den bedste jeg kender. Men selvom jeg kender mine kollegaer, patientgruppen og arbejdet, føles det alligevel som om jeg er på vej til at starte på en helt ny arbejdsplads. Og jeg får lidt ondt i maven og bliver lidt nervøs.

Nå.

Mærkeligt er det hele i hvert fald. Først og fremmest glæder jeg mig dog over at jeg både forlader Grønland med stort vemod, fordi jeg har haft det så godt - og at jeg har noget fantastisk at vende hjem til. Hvad mere kunne jeg have ønsket mig?

mandag den 24. maj 2010

Kørekort!


Som min ven Mads sagde da han så dette: "Det er da det fedeste at have med hjem! Fuck dem og alle deres fedtsten med topmonteret tupilaq!". Han har ret. Man får ikke bedre souvenirs end denne.

lørdag den 22. maj 2010

Kontasternes dag - Fra boksestævne til GayPride

Denne dag blev kontrasternes dag! Om eftermiddagen tog Knut, Wilhelm, Mikkel og Michael (ny sygeplejerske på vores afdeling) til Nuuks første boksestævne i 12 år, så der var fadøl, Eye Of The Tiger og øretæver i luften. det var fedt at være til et større arrangement med så mange mennesker – der kom vel næsten tusind - og så mange mennesker har jeg ikke været forsamlet med i mange mange måneder. Det var mit første møde med live boksning og jeg må sige at det var temmelig grænseoverskridende at se folk slå på hinanden – endda ganske små børn. Og piger. Puha. Man må jo ellers ikke slå! Men det måtte man altså til boksestævne. Men det gled altså ned med nogle fadøl og noget høj musik og var faktisk en ganske skæg oplevelse.

B A N G ! Piger der slå, det er ikke pænt at se på.

Til aftensmadstid, bød vi gæster ind i vores lejlighed til suppe og lam – som opvarmningsmiddag til Nuuks første Gay Parade – ikke i 12 år – men nogensinde! Så da aftensmaden var overstået gik vi 8 mand stærk i aftenssolskin over til kulturhuset, hvor paraden skulle udgå fra. Der har i ugerne op til været megen omtale af denne Gay Parade. Det homoseksuelle miljø har haft svære tider i Grønland og det er primært to bøsser, der har stået for promoveringen og hele arrangementet. Nogle gange er man helt i tvivl om der overhovedet findes andre homoseksuelle heroppe end de to, for de er de eneste erklærede homoseksuelle - men det skulle der altså efter sigende gøre.


Ved du heller ikke hvad GayPride er? Så læs her!

Det var overraskende for mig at så mange var mødt op, måske det var fordi vejret var så godt til en aftensgåtur, måske de var kommet, selv i silende regn - det kan man ikke vide. Men jeg tror der var 400-500 mennesker, der i samlet flok gik gennem Nuuks gader til støtte for de homoseksuelles rettigheder. En ghettoblaster på dækket af en lastbil udgjorde party-elementet, men paraden havde hverken karakter af demonstration eller opråb. Det blev lidt komisk med kun to udklædte og erklærede homoseksuelle og hele optoget havde mest karakter af småhygge og aftensgåtur. Men det var første skridt på vejen – og hvem ved – når jeg kommer tilbage om 10 år er der måske 500 farverige, dansende og larmende gays, der hærger og tungekysser gennem hele byen, sådan som man kender det fra New York, Berlin og København. Jeg støttede i hvert fald op, men denne aften blev det kun til lyserøde underbukser og lyserøde sokker for mit vedkommende – og det var der jo ingen der kunne se da jeg både beholdt sko og bukser på i optoget.

Meget lille Ghettoblaster på en meget stor lastbil. Bag lastbilen ses de to homoseksuelle arrangører af parade og fest - godt gået boys!

Vi forlod optoget da det næsten var tilbage ved kulturhuset. Vi var endt med at være en flok på 9-10 stykker, så vi gik op på fjeldet bag Blok10 hvor vi drak nogle øl indtil solen gik ned og fjeldet blev for koldt. Fantatisk hyggeligt. Egentligt var det meningen at vi alle skulle have været til det stort opsatte Gay-afterparty i kulturhuset, men det gik op for os at det i virkeligheden var sidste aften med mulighed for at være så mange af de mennesker vi har omgivet os med samlet, så vi blev hjemme - og det hele udviklede sig til hvad der mindede om en afskedsfest og der blev sagt mange pæne ord om tiden i Grønland og vi mindede alle hinanden på hvor godt vi havde haft det og hvor meget vi ville komme til af savne hinanden! Endnu en uforglemmelig aften i Nuuk! Dem har vi efterhånden haft dejligt mange af.

14. maj - Krokket, Restaurant og nogle (dyre) øl

Fuck, det var rart at komme tilbage til lejligheden, Mikkel, Atangana og the New Kids In The Block. Vi tog alle fem ud i solskinnet og drak øl og spillede krokket nede foran den gamle kirke i kolonihavnen. Det var sindssygt hyggeligt og vi fik tiltrukket os stor opmærksomhed fra en børnehave, der var sluppet ud i nærheden. De var tydeligvis noget forundrede over dette sære spil, som disse øldrikkende blege danskere havde gang i. Selvom jeg savnede lidt af magien og stilheden fra Arsuk var det dejligt at være tilbage i ”storbyen” og være sammen med mine fire dejlige medbeboere.

Om aftenen tog vi på Charoen Porn (tidligere omtalt på bloggen) hvor vi fik thailandsk mad. Atangana fik en hel kylling på spyd som tjeneren satte ild til inde ved vores bord. Chicken on the mountain, kalder de det. Vi drenge fik grønlandsk kaffe som er en 125 kr. dyr, men meget velsmagende kaffe med uanseelige mængder sprut, som tjeneren også sætter ild til i forbindelse med et større gøglershow han foretager når den skal hældes op. Den er meget populær bland danskerne heroppe og alle siger at man skal prøve den! Så nu hvor jeg har været her i næsten fire måneder og kun har kort tid igen, måtte den prøves. Og det blev den så. Og jeg blev lidt halvfuld.

Hjemme i lejligheden holdt vi en lille minifest, bare os fem og én af Atanganas veninder, der stødte til os senere. For første gang blev jeg opmærksom på hvor lidt mørke vi har tilbage i Nuuk. Det bliver kun mørkt 1-2 timer og der er på intet tidspunkt så mørkt at man ikke sagtens kan orientere sig udenfor uden gadebelysning. Solen var allerede godt på vej op kl.3 da jeg gik i seng.

Arsuk + hjemtur (12-14 maj)

Jeg var ikke helt klar over hvor meget færgen var endt med at blive forsinket, så der var lige til det sidste spænding om hvornår præcist vi ville ankomme til Arsuk – jeg stod i hvert fald på dækkede og spejdede og spejdede.

Da kaptajnen endelig annoncerede at der nu var en halv time til ankomst løb jeg ned til min soveplads og pakkede mine sidste ting, så jeg kunne nyde den indsejlingen til min destination. Synet af bygden var ingen skuffelse - den ligger i meget smukke omgivelser omsluttet af bjerge, med kun en enkelt landfast vej ud af byen – en lille sti som slår rundt om det 1400 meter høje fjeld, som Arsuk ligger for foden af.

Her bliver ingen snydt for havudsigt (jeg har i øvrigt snydt lidt - billedet her er fra hjemturen, da jeg ingen gode billeder har fra ankomsten).


Noget blev sagt over højttaleren på grønlandsk og jeg regnede ud at jeg skulle gå ned til 2. etage hvor der havde været landgang i Nuuk, Fiskenæsset og Paamiut. Fra rummet hvorfra man går i land er der ingen vinduer og da vi havde ligget et stille et par minutter uden at nogen besætningsmedlemmer var dukket op og var gået igang at slå broen ned, begyndte jeg at undre mig. Men så dukkede en kvindelig medarbejder op, fik øje på mig og spurgte bestemt "August Jungersen?". "Ja, det er mig!". "Åh, du er dansk, så skulle jeg have sagt dét over højttaleren på dansk. Vi er ikke vant til at der står så mange danskere af i Arsuk. Vi skal nedenunder, følg med": Jeg blev ført nedenunder, hvor de havde åbnet en åbning i siden af skibet og slået en bro direkte ud i vandet, så vi kunne stige ombord i en lille orange båd som de havde hejst ned fra øverste dæk! Sidste del af turen ind mod bygdens "havn" foregik altså i denne lille motorbåd. En venlig påklæderske hjalp mig med monteringen af en redningsvest - og så ombord i båden, der blev sejlet af en lige så venlig mand med overskæg og underbid. I fuld fart ind til kajen.


På kajen ventede min udlejer, en meget rar ældre dame. Hun hilste pænt på både mig og den anden passager i båden. Det viste sig at han også havde en lejeaftale med udlejeren - de kendte tydeligvis hinanden i forvejen. Min medpassager og jeg fik anvist vores fælles bolig - stort set alle huse kunne ses fra havnen, så det var bare at pege - på et lille türkisgrønt hus lidt længere oppe i bygden. Vi fik nøgle og besked om at vi bare kunne komme med pengene senere. Jeg forsøgte straks at lave en aftale om præcist sted og klokkeslæt hvor vi kunne mødes senere og ordne regnskab, men som udlejeren med et smil gjorde mig opmærksom på: "Du skal nok finde mig". Det havde hun sådan set ret i. Og her gik det første gang lidt op for mig, hvilket sælsomt sted en bygd må være. 40 huse midt ude i ingenting. Ikke bare midt ude i ingenting lige som i Danmark - men virkelig midt ude i ingenting. Her ville det ikke blive svært at finde udlejeren.

Der var en del mennesker på kajen ved ankomsten, vel nok 20 stykker, så det var lidt mærkeligt at være "ham den nye" som alle kiggede mærkeligt på. Men de smilede og nikkede venligt! Min medpassager og nu sambo var på ingen måde et nyt ansigt i byen. En elektriker nær pensionsalderen, der havde besøgt Arsuk mindst 100 gange siden han i 1966 var flyttet til den (mest) nærliggende by Paamiut. Der gik ikke mange minutter inden jeg havde fået ham godt i gang med at fortælle sin livshistorie, der viste sig at være alt andet end kedelig og propfyldt med eksotiske grønlands-anekdoter. Som Arsuk-ekspert blev han også min lokalguide og allerede inden vi var nået de 100 meter op til vores bolig havde jeg fået en mindre rundvisning og indføring i god bygdeskik og en kort "what-to-do-in-Arsuk"-liste.

Det første der slog mig da vi gik op mod huset var at det grønne græs i bygden var fuldstændig nytrimmet overalt - selv inde mellem husene, helt op langs murene og nede på et lille græsareal foran købmanden. Som en golfbane. Men så var det jeg fik øje på fårene - som spankulerede rundt overalt, evigt græssende - og trimmende! De fleste havde små lam med på slæb, som tumlede rundt i nærheden af mor eller far. Ren idyl og sindssygt hyggeligt. Nu ved jeg hvad jeg skal forære min mormor i fødselsdagsgave til sommer – hun vil aldrig behøve at slå græsset igen.

Vores hus var lille, men ekstremt hyggeligt og indrettet med alt hvad man nu kunne have brug for. Jeg behøvede sådan set kun en seng - og det var der. Elektrikeren og jeg skulle sove på overetagen i samme rum, men med en skillevæg imellem. Fint med mig - vi var allerede faldet godt i hak.
Huset vi boede i! Måske verdens hyggeligste – hvem ved?


Som det første gik jeg ned til bygdens lille købmand, der solgte for gamle madvarer, fire tomater og paller og atter paller af dåsemad. Et skævt udvalg af fødevarer til temmeligt høje priser, men basisvarer kunne dog fåes til noget der mindede om Nuuk-priser. Butikken havde naturligvis også en overetage med ikke-kolonial-varer som krus, bestik, skruer, fleecetrøjer, spil, dvd'er, lappegrej - en uendelighed af nyttige småting, som naturligvis må kunne anskaffes om nødvendigt. Jeg købte lidt proviant til eftermiddagen og aftenen og fik en gammel 50-kroneseddel igen, da jeg betalte med en 200 kr. seddel. Det er snart et år siden at 50'eren blev erstattet af den nye seddel, men i Arsuk er der jo ingen banker til at inddrive og udbytte den slags, så den ville nok have fået lov at cirkulere et par år endnu, hvis ikke jeg havde fået den stukket i hånden nu. Da jeg havde betalt ved kasse 1 (den eneste) kom en dame ind i butikken, der viste sig at være min kollega på K1's mor - og hende havde jeg jo en pakke med til som jeg fik overleveret - og jeg fik en ny retur som hun bad mig tage med til min kollega. Kald mig bare Postmand August.


Som sagt går der kun en vej ud af bygden, så min vandretur måtte naturligvis gå denne vej - rundt om bjerget Kuungnaat. Der går rent faktisk en rigtig grus/sten-belagt vej ud af byen - der ender ved en nedlagt heliport cirka 300m væk fra bebyggelsen. Den dag i dag er der ingen faste helikopterbesøg i Arsuk, alt foregår med både og skibe.

Her ses Arsuks "lufthavnsterminal" ved heliporten – det må simpelthen være verdens mindste – taget holdes fast med tønder fyldt med sten og så er der adgang forbudt. Kom an Kastrup.


Jeg passerede heliporten og kom forbi to små fåreavler huse med tilhørende indhegninger, hvori der gik et par får, foruden de mange fritgående får jeg mødte på min vej ud i landskabet. De holdt til hele vejen rundt langs bjergsiden, hvor de drak af de mange små bække med smeltevand oppe fra bjerget og gumlede løs på det grønne græs, som der desværre var skuffende små mængder af - dog langt større end i Nuuk.


Men sikke et landskab. Ekstremt storslået med bjergene overalt. Rundt om fjeldet, langs Arsuk fjord og op til en gigantisk dal med mange kilometers vidde til alle sider. Kuungnaat sneklædte top så fanatsisk ud og bjerget tårnede sig op og virkede nærmest uendeligt som jeg stod lige op ad den stejle, mærkeligt glatte fjeldside, hvor et par ørne kredesede rundt og inspicerede området nogle hundrede meter over mig. Fire-fem vandfald satte yderligere kul under idyllen, men gjorde dog passagen i terrænet en anelse mere udfordrende - jeg tror jeg hoppede og skrævede over mindst 100 små og store bække ialt på min gåtur. Alle med udløb i Arsukfjorden.


Til middag gjorde jeg ophold ved fjordens bred, hvor jeg kunne sidde i solen med bare fødder i det varme røde sand, glimtende i sorte striber - farvet af de mineraler som smeltevandet førte med sig fra oppe fra fjeldet. Sand! Sådan noget havde jeg ikke set siden min ankomst til Grønland - sydgrønland er i det hele taget noget ganske andet rent landskabsmæssigt. Bjergene har anderledes formationer, vegetationen er anderledes og dyrelivet adskiller sig naturligvis også.


Jeg fik makrelmadder, chokolade og kildevand (altså selvindsamlet kildevand) på "stranden" og sendte en sms til Atangana og takkede hende for hendes anbefaling af Arsuk. Hun havde hjulpet mig med at træffe det helt rigtige valg. Jeg smed skoene og jakken og kunne uden problemer sidde i bare tæer og cardigan og nyde udsigten ud over det blå vand og de sneklædte bjergtinder. Hver gang jeg vendte mig om mod Kuungnaat kunne jeg ikke andet end smile. Jeg nød at være alene med fårene, der underligt nok syntes at blive tiltrukket af duften af dåsemakrel og nysgerrigt og langsomt nærmere sig. Det hele virkede så perfekt.

Dumme August havde ikke taget sin 18mm linse med og turen blev derfor præget af alt for mange nærbilleder og alt for få landsskabsbilleder. Her har jeg dog forsøgt at redde det ved at samle nogle nærfotos til et større billede af det store fjeld jeg passerede. Det var imponerende.

Arsuk området er kendt for at være et af de mest geologisk interessante områder og der er en del forskning i området hvor man har fundet adskillige geologiske forekomster, der kun er fundet her. Min viden om geologi kan beskrives med meget få linjer, men jeg fandt mange mærkelige typer af sten, fjeldene havde underlige strukturer, sandet var rødt og skinnende, jeg gik forbi gigantiske sten på størrelse med små biler med fuldstændigt porøse overflader og området er kendt for dets forekomst af månesten (en særligt køn sten, som kan findes et stykke oppe på fjeldet, der bliver blå og skinnenede når den får fugt) - dem fandt jeg dog ingen af.


Undervejs stødte jeg også på en del blomster, små buske og vandplanter som jeg ikke havde set før. Og dyreliv! Jeg så edderkopper, larver og en enkelt mariehøne (!!) Wow. Og endda et par fuglearter som også var nye for mig. Og så naturligvis fårene.

Det der ses her, er en fugl.

Turen endte ved en 5-6 meter bred elv og jeg kom til at se på klokken, der afslørede at jeg til min store overraskelse allerede havde vandret 4 timer. Elven ville jeg dog prøve at krydse og da jeg efter en time endnu ikke havde fundet noget passérbart sted, valgte jeg at tage støvlerne af og passere den strømfyldte elv barfodet. Dum som jeg var, valgte jeg at bære støvlerne i stedet for at smide dem over på modsatte side, så da jeg fik overbalance og måtte støtte mig til en stor sten nede i vandet, fik jeg sænket begge to ned og fyldt dem til randen med vand. At passere de få meters iskolde vand var noget vanskeligere end jeg havde forestillet mig og tog vel næsten minut - til sidst kunne jeg næsten ikke mærke min fødder og underben længere og med helt våde sko i hænderne var det noget af en frustrerende oplevelse. Mens jeg sad og fik varmen tilbage på den anden side af elven var tanken om de helt gennemblødte støvler og mine fødder som makkerpar ganske uattraktiv.


Jeg gik i alt 8 timer – fulgte de små stier som gederne havde trampet ned i landskabet, nød at være alene og følte mig ganske lille, men meget heldig. Jeg mødte ikke et (menneske)øje før jeg igen vendte tilbage til bygden, der nu lå badet i smuk aftensol. Jeg gik lidt rundt mellem husene og fotograferede og forsøgte at indfange lidt af den fantastiske kolonihave-hurlumhej-stemning der hersker i Arsuk. Husene i byen var af meget svingende kvalitet, nogle efterladte og bar tydeligt præg af flere år uden kærlige hænder, andre så næsten nyopførte ud. Overordnet var stilen dog interimistisk med mange små kreative løsninger, når infrastrukturen og materialerne i bygden var sluppet op.


Børnene rendte rundt udenfor og mange gik aftentur på de små stier mellem husene. Der var en helt særlig og virkelig fantastisk stemning. Jeg var klart noget af en attraktion for børnene og selvom jeg hilste pænt når de løb forbi mig, forblev de fleste tavse og lettere skrækslagne når denne fremmede danske mand sagde "hej" eller vinkede til dem. En dreng gjorde jeg vidst særligt indtryk på - han kom løbende bagom et hus da han fik øje på mig og nærmest flygtede tilbage igen. På vejen måtte han dog lige vende sig om igen og se om han nu havde set rigtigt: Jo, der var én han ikke havde set før! Og så forsvandt han ellers bag huset igen ligeså hurtigt som han var dukket op.

Med lidt hjælp fra et par af bygdens beboere fandt jeg ved til bygdens kiosk, som min udlejer driver. En kiosk i en bygd! Det må vist betegnes som en født dødssejler og der var da heller ikke en sjæl i den lille slik- og gavebod i løbet af den time jeg endte med at sludre med at stå og sludre med min udlejer. Hun havde boet i bygden i 40 år og kunne fortælle vidt og bredt og svare alle mine mange spørgsmål om livet i det lille minisamfund. Om alle fordelene og alle ulemperne. Om tiden, da bygden husede næsten 500 indbyggere og levede højt på fiskeri og endte som Grønlands rigeste bygd. Sådan er det ikke længere. De store mængder indbringende fisk er væk og fiskefabrikken der er Arsuks livsnerve og eneste egentlige eksistensgrundlag er nu blot en skygge af sig selv. Pengene må tjenes hjem i ganske få af årets måneder, hvor stenbiderrogn udgør den største kilde til indtægt. Resten af året er fangsten mindre betydelig. Flere og flere må flytte fra bygden. Der er ingen unge i byen - de tager væk efter 10. klasse for at uddanne sig og de få der kommer igen, bliver der højst et par år, inden de større byer eller Danmark får dem til at flytte påny. Skolen huser cirka 20 børn fordelt over alle klassetrin, men er blandt de bedste folkeskoler i Grønland. Samme antal går i bygdens børnehave, så børn fylder en del i bygden. Men her er ingen unge, der kan producere flere af dem.


Bemærk vivaret af slanger og rør. Alle rør og ledninger er ført over jorden - el, vand, telefoni.

Jeg var virkelig træt efter den lange gå tur, så efter at have spist nogle flere makrelmadder nede ved det lille hyggelige havneareal gik jeg hjem og så tv-avis sammen med elektrikeren, der nu var færdig med hans dags arbejde. Da toilettrangen meldte sig og jeg efter nogen tids søgning ikke havde fundet noget træk og slip på toilettet, måtte jeg have hans vejledning i anvendelse af et tørkloset. "Her er det tryk og slip", grinede han til mig, storbymennesket, der kun kendte den slags toiletter fra Roskilde Festival og spejderlejre. I huset var heller ikke noget badeværelse, kun en opstillet brusekabine i entreen og således udspillede en øm scene sig, da elektrikeren, fra sin lænestol i stuen, kunne nyde udsigten af mig, der måtte smide kludende lige foran ham, uden muligheden for at lukke døren og gøre den intime situation mere privat. Det lille hus levnede ingen plads til unødige døre eller store fine lokaler, så det var godt at vi kom så godt ud af det. Og nu kan elektrikeren fra Paamiut prale med at have set mig nøgen.

Inden jeg lagde mig til at sove, gik jeg en sidste aftentur rundt mellem husene og kunne nyde bygdens larmende stilhed, solnedgangen bag bjergene i horisonten og fårenes brægen. Jeg ringede kort til Karoline, hvilket var en perfekt afslutning på en perfekt dag.

13. maj
Færgen var heldigvis også forsinket til hjemturen, så jeg blev ikke snydt for dyrbare timer i Arsuk på denne miniferie. Jeg prøvede at stå tidligt op, men kom først rigtigt igang kl.7 og tog straks på morgenspadsertur - op på et nærliggende fjeld hvorfra hele bygden kunne ses - og fotograferes!

'
Total oversigt over Arsuk - i panoramamode.

Først kl.11 ankom færgen - 5 timer forsinket og afgangen fra lejet blev noget af et tilløbsstykke med hele 8 afgående Arsuk-passagerer, heriblandt et par ældre og gangbesværede Arsuk-beboere, der blev kørt til kajen på små minicrossere, hvilket resulterede i nogle herlige og lidt vanvittige scener med tre personer (2 hjælpere og den hjulpne) OG en rollator samtidigt på de små minicrossere.

Hele hjemturen tilbragte jeg stort set på dækket af skibet. Høj sol og smuk natur er virkelig en god kombination, så fotograferede løs, hørte musik, slappede af – og faldt indimellem i søvn, for igen at vågne op – midt ude på havet – på vej op langs Grønlands kyst – et surrealistisk scenarie af vand, ufattelige isbjerge, smuk kystlinje og eventyr. På et tidspunkt fik jeg igen selskab af min nye elektrikerven som jeg fik udfrittet for endnu flere anekdoter og jeg fik sat endnu flere perspektiver på livet i Grønland og spurgte løs om løst og fast. Jeg tror jeg kunne have talt i dagevis med ham, uden at kede mig et sekund.

Ups, det er vist det man kalder for et klassisk motiv!

Færgen ligger til i Paamiut og det kvarte af byen er mødt op til den ugentlige begivenhed! Mange af dem havde tydeligvis intet reelt formål med at være til stede på havnen, men hvorfor ikke være med på en kigger, hvis det nu er det eneste interessante der sker i byen den aften? Inden færgen var ude af havn var der på ny helt tomt på kajen.

Noget skægt ved sejlturen, både den til Arsuk og den fra Arsuk, var at det viste sig at jeg havde mistet min retningssans fuldstændigt under mit ophold i Grønland. Det gik op for mig at jeg hele tiden har haft en dybtliggende fornemmelse for hvilken retning Danmark lå i – og dermed hvilken vej man skulle sejle ud fra Nuuk for at komme ned langs kysten – og jeg ville altså i den stik modsatte retning. Så på ned til Arsuk havde jeg hele tiden en klar og meget overbevisende fornemmelse af at vi var på vej nordpå og jeg fik aldrig denne fornemmelse væk og ligemeget hvor meget jeg forsøgte at overbevise mig selv om at vi altså var på vej sydpå, føltes det som nordpå! Det samme gjorde sig gældende på hjemturen, hvor jeg absolut var overbesvist om at vi var på vej sydpå og ikke retur til Nuuk.

Et smukt stykke kyst. Bemærk det enlige hus i forgrunden.
Da det blev koldt hen ad aftenen gik lidt rundt på færgen og indsnusede noget af stemningen. Nede i en korridor havde man hængt nogle søkort op over det meste af kysten og støvsugede dem for fjollede navne og fandt blandt andet Hundeø, Pattefjeld, Kasketterne, Brændevinsskæret, Rotten og Lille fladø og Store fladø (prøv at bytte et par bogstaver om i de sidste to navne).


Efter aftensmadsen endte jeg i kantinen hvor jeg sad og læste og skrev lidt. Mest af alt nød jeg at betragte hvordan grønlænderne socialiserede, spillede kort og grinede på tværs af generationer, hjembyer og bekendtskaber. For grønlænderne virker samvær som en naturlig og meget umiddelbar ting. Som aftenen skred frem, og flere og flere lagde sig i deres køjer og kahytter, rykkede de tilbageblivende sammen – og hver gang blev man overrasket over de mange nye konstellationer, grupperinger og bekendtskaber der opstod. Grønlænderne taler sammen med hinanden fordi de er grønlændere, ikke nødvendigvis fordi de kender hinanden. Man kommer ikke listende som en stor undskyldning og spørger høfligt om man må sætte sig ved nogen andres bord, man sætter sig bare og snakker løs. Ingen kom til at sidde alene denne aften - kun mig - for jeg var for dansk og genert til at rejse mig fra min udkigspost i hjørnet og rykke sammen med de andre. Men jeg nød at følge med fra sidelinjen og mærke sammenholdet, lytte til grinene og gå på opdagelse i de ældres ansigter. Jeg følte uden tvivl noget smukt den aften.

Indlandsisen møder Grønlandshavet.

14.maj
Næste morgen ankom skibet til Nuuk, få timer efter jeg var vågnet. Jeg havde nydt en rolig nat i min køje, hvor det heldigvis lykkedes mig at få 5 timers sammenhængende søvn, men desværre også at ødelægge min mobil ved at smide den på gulvet fra overkøjen (så nu har jeg kun mit grønlandske nummer i brug og har langt dårligere tilgang til mails og mobilinternet).

Indsejlingen til Nuuk blev langt fra lige så spektakulær som udsejlingen, men jeg glemte næsten også at nyde udsigten - jeg ville faktisk bare gerne i havn til sidst og glæden var stor da jeg atter satte min fod på kajen i Nuuk!

_____________

Turen til Arsuk står for mig som noget af det største blandt mine oplevelser i Grønland. Jeg fik virkelig sat perspektiv på de ting jeg havde oplevet i Nuuk og det var spændende at se et andet Grønland end det jeg hidtil har set. Arsuk var virkelig noget helt andet. Det var 3 dage alene, med masser af tid til tanker og indtryk og undervejs var det virkelig gået op for mig hvor stort et indtryk Grønland har gjort på mig. Hvor fantastisk jeg har haft det heroppe.

torsdag den 13. maj 2010

Torsdag 18.03

Lige et lille tweet herfra. Jeg samler resten af mine oplevelser til
senere indlæg, så nu skriver jeg bare for at lade jer vide at
sejlturen går godt, fuld sol hele vejen så har stort set kun været på
dækket. Flot tur op langs hele kysten. Nu er vi i Paamiut!

Torsdag 11.29

Så sejler jeg fra Arsuk! Vil lige lade alle vide at jeg har det godt.
Fantastisk, faktisk. Turen har været bedre end jeg overhovedet havde
turdet håbe på. Jeg føler virkelig jeg har oplevet noget unikt og
sjældent. Oplevelserne er for mange og for store til at grifle ned på
min mobiltelefon, så jeg venter med at fortælle om opholdet indtil jeg
sidder foran min computer igen. Der burde også komme et par gode fotos
på et tidspunkt.

onsdag den 12. maj 2010

Onsdag 8.39

Jeg vågnede kl.6.30 ved at solen skinnede ind på min køje gennem
koøjet i rummet vi har sovet i. Jeg for op og sprang op for at se hvad
gemte sig udenfor og da det viste sig at være smukke bjerge og
kolosale is bjerge gik der ikke mere end to minutter før jeg stod klar
til mønstring på dækket. Og fuck hvor har det været en god morgen.
Indsejlingen til Arsuk har været helt fantastisk og slår om muligt
udsejlingen fra Nuuk. Mageløst. Fantastiske landskabsformationer og
hvor de største isbjerge jeg hidtil har set har været på størrelse med
villahuse er disse på størrelse med hele villaveje! Vi sejlede forbi
et der var større end færgen. Så jeg har tilbragt hele morgenen på det
solrige dæk - nu er det slut med at sidde og surmule i kantinen!
Morgenen toppede dog da jeg for 5 minutter siden så OG fotograferede
en sæl der var oppe at trække morgenluft ved en af de tusinde isflager
vi har skubbet os igennem på vejen ind til Arsuk. Vi ankommer vist
snart, i hvert fald er der nu mobildækning så jeg skynder mig at sende
dette indlæg og nyde det sidste af turen ind.

tirsdag den 11. maj 2010

Onsdag kl.3

Super kort nyt herfra sejlturen hvor vi anløber Paamiut om få minutter
og derfor har mobildækning igen. Klokken er tre om natten og jeg
ligger i min køje. Har fået et par timers søvn, men der har virkelig
været gang i den i nat! Wow, nogle bølger. Jeg ved ikke hvor høje de
var, måske 5-7 meter. Vi tog nogle kæmpeture op og ned, op og ned, op
og ned. Det blev helt meditativt til sidst og jeg sov indimellem. Jeg
blev på magisk vis ikke søsyg og har det derfor stadig godt! Hvilken
lykke. Ankomst til Arsuk kl.9 grønlandsk tid.

Tirsdag kl.19

Så er jeg på søen! Og hvilken fornøjelse at være ude at sejle uden den overvældende og meget nærværende dødsangst som har fyldt mig de gange vi har sejlet i naboens jolle. Denne gang er det noget nemmere at nyde.

Lad mig begynde med at være ærlig. Jeg fik gåsehud da færgen ved 
afgangen tudede så højt at ingen i hele Nuuk kunne være i tvivl: Nu
 lagde grønlands yndlingssygeplejerske fra kaj. Mon de også kunne høre
det i Arsuk? Og mon de gik indenfor og låste deres døre, eller gik de 
til købmanden og købte ingredienser til en gigantisk velkomst-brunch?

Den første halve time af sejladsen gik ud gennem fjordsystemet med de
 enorme bjerge, overvældende som de tårnede sig op i disen, ude i 
horisonten, med spidserne i sky. Grå og mystiske. Det var magisk og
jeg fik hurtigt fornemmelsen af at denne tur vil vise sig at være 
alle de mange penge værd. Jeg kunne jo være taget til Mallorca i 14
 dage for dette beløb, men nej - det her føles helt rigtigt.

Skibet hedder Sarfaq Ittuk. Et 63m langt skiv, der kan lide at være i
 bølgen blå og altid holder skruen i vandet. Det er restaureret i Polen 
i 2000 (det gør mig sådan set ikke mere tryg). Der er plads til 246
passagerer, men jeg tror ikke vi er mere end en femtedel ombord. Jeg
 har nu spottet et par stykker med anden etnisk baggrund end grønlandsk 
(danskere), men ellers er den dominerende hårfarve kulsort. Der er 
støjende gamle damer, der spiller kort for fulde gardiner, et ægtepar, 
der stirrer ud i luften i timevis uden at veksle et eneste ord med 
hinanden, en ung pige med en kat i en vasketøjskurv, en håndfuld
børnefamilier og en meget charmerende herre med blød hat, der, at
 dømme ud fra den mængde af tid han bruger på at inspicere skibet, må
 være udsendt som hemmelig agent fra den grønlandske
sø-efterretningstjeneste (hvis sådan en findes).

Personalet virker til at have styr på det. De har nok prøvet det med
 at sejle et skib før! Kantinepersonalet, hvis jeg skal sige noget
 pænt om dem, skal det være at de er hjælpsomme og gode til at forklare
 hvordan man ikke spilder kaffe ud over hele gulvet, når man skal have
 koppen ud af automaten, der dispenserer kaffen. De er heller ikke undervægtige.

Det blæser - nok til at man må støtte sig til noget når man er på 
dækket. Og nok til at lave nogle gevaldige bølger, så vi får os nogle
 gevaldige vippeture, men heldigvis kun frem og tilbage
- ikke fra side til side. Jeg havde det perfekt de første timer, kunne
 absolut ikke klage over nogen søsyge, men nu er der som bekendt
 grænser for hvor dum man kan være og den grænse overskred jeg med 
adskillige længder da jeg slog mig ned i skibets bageste ende, hvor 
der virkelig er gang i vipperiet. Der gik cirka et minut før kvalmen 
vældede ind over mig, men jeg skulle lige teste mig selv og blev 
siddende indtil kvalmen var så presserende at jeg måtte flygte ud på
 dækket og hænge ud over relingen - i overhængende fare for at
forvandle mit maveindhold til fiskefoder. Slukøret returnerede jeg til
 kantinen hvor jeg, fortsat kvalm, brugte to timer på at sidde og have
det dårligt og til sidst faldt jeg i søvn hen over bordet. Jeg vågnede da aftenens menu blev præsenteret over skibets 
højttalersystem: Rejesuppe og nakkefilet (nakkefile som der står på
 tavlen i kantinen). Og da jeg efter søvnen var kureret for min søsyge, 
valgte jeg at fejre det med en sådan omgang. Jeg har som sådan ikke foretaget mig noget interessant. På sådan et 
døgn har man god tid til at sidde og tænke over de store ting i livet, 
f.eks. hvorfor fanden måger vælger at flyve rundt oppe i Grønland på 
åbent hav, i kulde og modvind, når de istedet kunne bo året rundt i en
 dansk industrihavn og leve af skidtfisk og skraldespandsindhold. Dem
 om det. Jeg har fotograferet lidt og siddet og snakket med Sanas piccoline der
 er med skibet. Hun hedder i øvrigt Oline (og er piccoline)! Det er sjovt. Jeg var næsten
 ved at falde i snak med en grønlandsk herre, men så spurgte han om jeg
var turist og da jeg kom til at svare ja mistede han vist interessen
for mig og jeg nåede aldrig at fortælle at jeg altså bor i blok10,
side om side med de indfødte, at jeg efterhånden føler mig som 1/8-del
grønlænder og at jeg de sidste tre måneder har helbredt de syge på 
hospitalet. Æv. Jeg er jo ikke kun turist. Jeg er også en flink fyr på
grønlansk eventyr.

Tirsdag 11.42

Så er jeg ombord på færgen! Jeg blev ringet op af færgeselskabet og
fik at vide at vi først sejlede kl.12, så jeg gik en tur hjem igen og
fik en portion havregrød med Mikkel og New Kids In The Blok. Jeg har
lige været nede og smide det meste af min bagage på min tarvelige
lille sovebriks på nederste dæk - monkeyclass. Her er en helt særlig
og helt fantastisk stemning - og mange flere mennesker og meget mere
liv end jeg havde forestillet mig! Har endnu ikke set en eneste
dansker, hvilket øge det eksotiske element betydeligt. Nu begynder jeg
så småt at glæde mig! Mere nyt næste gang jeg er i havn.

Tirsdag 8.37

Kære allesammen. Jeg er stadig i live. Og når jeg er det, hænger det
bl.a. sammen med at jeg slet ikke er sejlet endnu. I går aftes
begyndte det at storme og det har stormet hele natten, morgenen og det
stormer stadig. Stiv kuling, sikkert med vindstød af orkanstyrke (hvad
ved jeg). I hvert fald blæser det hvad der vel svarer til når det
blæser godt op i det danske efterår. Og det er den kraftigste blæst vi
har haft heroppe hidtil. Det er simpelthen ironisk, lige som jeg skal
ud og sejle med den lange, smalle færge, der er kendt for dens ringe
evne til at holde sig ret i vandet. Men jeg er klar. Klar til at tage
imod. Klar med søsygepiller og brækposer. Og godt humør, ikke mindst.
Lige nu sidder jeg i ly nede i et lille lysstofrørsoplyst venteværelse
på havnen sammen med en ordentlig stak grønlændere. Skibet er nemlig
forsinket, vist endda temmeligt meget, det skulle ganske vist først
have sejlet om en halv time, men det skulle have været her for 3 timer
siden. Ingen ved så meget om hvad der sker, alle informationer er på
rygtebasis OG på grønlandsk, men en venlig grønlænder hjælper mig med
tolkningen. Der skulle være nyt om en halv time, han har vist nok et
telefonnummer til Arctic Umiaq Line. Jeg sender nyt senere (jeg har
alligevel ikke andet at give mig til, her er ved at blive lidt
småkedeligt).

mandag den 10. maj 2010

Afrejse om et døgn!

Om et døgn rejser jeg til Arsuk - tirsdag morgen kl.9 sejler færgen. Jeg har pakket søsygepillerne og ingefæren og krydser fingrene og beder om en rolig sejlads. Adskillige "venlige" sjæle har forsøgt at skræmme livet af mig med beretninger om timelange opkastningssceancer og titanic-lignende scener. "Ved du hvad du har sagt ja til?", "Jeg håber du er søstærk" og "sidst jeg tog den færge kastede jeg op i seks timer og fik ikke sovet en hel nat". Tak, for det venner!

Indtil i går havde jeg stadig ikke fundet noget sted at bo - begge listede moteller var lukket, men en kollega har en mor dernede og hun havde et nummer på en dame, der tog 450 kr. for en overnatning. Perfekt. Ifølge min kollega skulle det være inklusive "ALT", hvad end det så betyder. Nå, men igår fik jeg endelig fat på damen. Hun råbte i telefonen og lød ikke særligt venlig, men hun tager imod mig nede på havnen og så kan jeg vel ikke forlange mere. Iøvrigt forstod hun absolut ikke at jeg kun skulle være der EN dag, det måtte jeg gentage tre gange, før hun overhovedet kunne begribe det. Haha.

Jeg har absolut ingen planer for min tur. Jo, min kollega har bedt mig medbringe nogle ting til hendes mor, så hende skal jeg i hvert fald forbi. Og så vil jeg gå en tur! Og tage en masse billeder. Og hvis nogen står og roder med en båd vil jeg måske spørge om de vil tage mig med ud og sejle. Arsuk fjorden, der går ind til Grønnedal skulle være blandt de smukkeste i Grønland, men da der ingen turisttilbud er, kan den ikke købes for penge, man må kende nogen med båd.

Det er sparsomt med informationer om bygden på nettet, men jeg har fundet et par beretninger fra folk, der har været forbi stedet for år tilbage og så viser det sig at Michael Falch har spillet der i 1997. Jeg har også læst at det er et godt sted at skyde moskusokser som der skulle være stor forekomst af, men lad os ikke håbe at det er et godt sted for moskusokser at stange uvidende og uforsigtige turister.

Og så faldt jeg over et arkiv hvori der var en artikel fra Geografisk Tidsskrift, Bind 22 (1913 - 1914). Her står om Arsuk:
"I Arsuk er der ingen Fangere mere — vel den eneste, der duede noget, omkom i Kajak i Vinter. Derfor maa man dog ikke tro, at Arsuk er et særlig fattigt Sted; men moralsk og legemlig ødelagt som Befolkningen er, snylter den faktisk paa Ivigtüt. Hertil kommer yderligere, at Stedet er det eneste i Grønland, der er befængt med Kønssygdomme, hvorfor der gælder meget strænge Afspærringsregler med Hensyn til Samkvem med andre Steder."

Jeg havde ellers planlagt at være verdens første sexturist i Grønland og finde mig et godt engangsknald i Arsuk, nu hvor man endelig var på afstand af alle de potentielle sladrehanke, der straks ville skræppe op hvis man var en smule utro... men den plan må jeg hellere lægge på hylden nu. Det vil Karoline nok også sætte pris på.

Jeg vil sende beretninger ud på bloggen fra min mobil, når jeg indimellem kommer indenfor mobildækning.

søndag den 9. maj 2010

Farlighed

At færdes I fjeldet er ikke urisikabelt. Når den optøede sne vælter ned fra bjergsiderne samles vandet for foden af bjerget og gør jorden blød og mudret. Nogle steder er jorden så mør og sumpet at man uden den rette viden og forsigtighed kan være så uheldig at drukne i et mudderhul. Denne skæbne overgik en tysk turist tilbage i firserne og sidst vi var på fjeldet fandt jeg hendes hårtop stikkende op fra mudderet. Blot sørgelige rester af en ellers frisk tysk pige, der bare lige ville vandre en lille tur alene i fjeldet.

Så smuk var hun.

Nu er blot minderne (og håret) tilbage.

Lidt statistik

Det er efterhånden noget tid siden jeg installerede en skjult tæller på min blog som gør at jeg kan se statistik over hvor mange besøgende jeg har, hvad de klikker på, hvor de kommer fra i verden og hvordan de har fundet min side.

- 78 % af de besøgende på min blog er fra Danmark.
- 37% af alle besøgende er fra Århus og omegn.
- 30% er fra Nordjylland.
- 10% af de besøgende er fra Grønland.
- 54% af alle besøgende vender tilbage mindst 10 gange.
- Jeg har haft besøg fra så eksotiske steder som Ghana, Israel og Rusland.

Det mest interessante er at se hvad de folk der har besøgt min side efter en søgning på Google har søgt på. Mon ikke dem jeg kan se har søgt på "bingo bankoplader til i aften 8 maj 2010", "hvad spiser delfin" og "kørekort grønland" er blevet skuffet når de er blevet vist hen til min side? Det sjoveste er uden samligning fyren, der har søgt på "gratis grønlandske fræk damer" - sikke en nedtur at ende på min blog, når man lige er i humør til den slags.

lørdag den 8. maj 2010

Noget om vejret

Hvis jeg skal opsummere de sidste tre dage i Nuuk med ét ord må det være: Godt. Hvis jeg skal opsummere de sidste tre dage i to ord må det være: Godt vejr. Og hvis jeg skal opsummere de sidste tre dage i 1314 ord må det være:

Så kom det gode vejr endelig tilbage til Nuuk. For fucking fuld skrue! Sidst jeg berettede herfra sad jeg smådeprimeret og storbrokkende midt i en nattevagt, men kunne dog slutteligt berette at det ulidelige og innoverende regnvejr i skrivende datid netop var blevet skiftet ud med snevejr, hvilket viste sig at være begyndelsen på en væskeægte happy end - for hvad videre skete var det, at den grå himmel blev skiftet ud med en blå en af slagsen. Hallo! Og da jeg gik hjem fra vagten var Nuuk på ny klædt i hvidt (med sol på), hvilket syntes smukkere end nogensinde. Og så var August glad igen. De få hvide centimeter holdt ganske vist kun nogle timer op af formiddagen inden de smeltede hen, men lige siden har vejret været upåklageligt – og torsdag var Nuuk forvandlet til et decideret sommer-solskins-slaraffenland i adskillige dimensioner.


Winter Wonder Land

Onsdag tilbragte jeg dels i selskab med vores nye gæster i blok10 (der havde bagt morgenboller), dels Knut (der serverede middagsmad for mig og viste noget på tv), dels de to grønlandske lægestuderende (der serverede aftens-the og appelsinbåde) og dels med mig selv og et kamerastativ, da jeg efter aftens-theen tog ud i det smukke vejr på aften/nat-fotografering med Knuts kamerastativ. Fik bl.a. lov til at tage dette billede af de venlige små drenge:

BMX-drenge hænger ud en hverdags aften over midnat! Skal I ikke hjem og sove inden skole? Åbenbart ikke.

Torsdag skulle de nye gæster Greta og Wilhelm luftes. Så Mikkel og jeg viste dem ud til Lille Malene hvor vi gik af den klassiske bag-om-og-op-på-lille-malene-via-cirkussøen-rute, som jeg efterhånden har gået af en lille håndfuld gange. Denne gang var dog ganske anderledes, for med det gode vejrs komme vælter massive mængder smeltevand ned fra bjergene og underminerer den i forvejen smeltende sne ved foden, hvilket for os fodgængere viste sig at være noget af en udfordring. Dum som jeg var, havde jeg valgt at iklæde mig mine specialdesignede og særligt vandsugende filtstøvler, også kaldet ”fodsvampens favoritter” og mine fødder var våde fra start til slut på den 5 timer lange tur. Det var dog svært for alvor at miste modet, så længe solen ihærdigt arbejdede på at tørre vores fødder og brune vores ansigter - og der var Bailey, kaffe og træstammer i tasken. Til sidst kunne man blot grine, når vi skiftedes til at brage gennem den bløde sne og fik vores ben og fødder begravet i sne - eller når man var rigtig uheldig, som jeg var et par gange: i iskoldt vand til op over knæet. Til sidst endte jeg med at revne mine bukser på en stor sten som jeg røg på, da mit ene ben susede gennem et tyndt lag is, der dækkede over et hul med 40 cm pudder-sne. Man kunne aldrig regne ud hvor hullerne under sneen befandt sig, blot vente på man gik i fælden og måtte slæbe sig op og videre igen. Ganske morsomt og vældigt udfordrende! Mine revnede bukser blev skiftet ud med tilfældigt medbragte badeshorts og en overgang gik jeg endda i strømpesokker da filtskoene alligevel var totalt gennemblødte og iskolde af sne og is. De blev dog gen-monteret på fødderne, da terrænet på ny blev vanskeligt og underlaget fyldt med små skarpe sten.

Ægte vildmænd klarer sig i strømpesokker og shorts. Foto: Mikkel.

Turen op på Lille Malene blev den bedste hidtil. Oppe på toppen, der før var hvid og hvid og hvid, gemmer sig nu små blå-grønne søer fra smeltevand og lyng, lav og småplanter begynder at spire og trives i det små. Nu hvor toppen stort set er snefri, kan man meget nemmere vandre rundt på klipperne og det klare vejr gav et sjældent godt udsyn deroppefra, hvilket gjorde hele turen til en ubetinget succes og en glimrende introduktion til Wilhelm, der har debut som Grønlands-gæst.
Mikkel biddrager til en af de små smeltevands-bække, der løber ned af Lille Malene. Foto: Vingborg.


Et hul er et hul! Men modsat kvindens anatomi kan man ude i fjeldet aldrig vide hvor de befinder sig og man vil helst undgå dem.

Aftenens planer var banko og mad fra Video-Leif. Hov. Jeg har slet ikke fået fortalt om Video-Leif! For Nuuk-kendere er Video-Leif en klassisk figur. En særling af de elskbare. Hans butik hedder egentligt ”Video-butikken”, men ingen anvender dét navn. Man taler blot om ”Video-Leif”. Helt ude i yderkanten af Nuuk ligger et større industrikvarter med bilophuggere, lagerhaller, maskinstation, bunker af rustne tønder og overfyldte containere. Jo dybere man bevæger sig ind i kvarteret, desto mere skummelt, rodet og kaotisk bliver det. Og midt mellem skurvogne og skrotbunker ligger VideoLeif. Kun et ganske lille skilt på den grønne garage-lignende bygning oplyser forbipasserende om, at det er her ”Video-butikken” gemmer sig. Og når man står dér udenfor, kunne man aldrig have gættet at der indeni gemmer sig Nuuks mest populære take-away-sted og en biks, der sælger lige dele kulørte spraglede kjoler, asiatiske specialiteter og dvd’er til overpriser. Uden tvivl et af de særligste og herligste steder jeg nogensinde har opholdt mig. Til trods for butikkens ringe størrelse, er der grundlag for mindst en times roden og søgen i det mildest talt varierede varesortiment. Nå, men selve Hr. Video-Leif, en ældre herre et sted mellem 60-70 år, har en kone - hun er fra Thailand og er god til at lave mad. På et tidspunkt har mindst én af de to fået den brillante idé at butikken, udover at sælge dvd’er og kulørte kjoler, lige så godt kunne udvide med noget fantastisk thailandsk take-away-mad, så der blev snittet, hakket, kogt, braset og puttet i foliebakker  – og før nogen vidste af det, havde det halve af Nuuk fundet frem til det grønne skur nede i industrikvarteret, hvor de stod på nakken af hinanden for at købe Video-Leifs kondes foliebakker med billig, lækker og forholdsvis sund take-away! Uden tilladelse til at servere mad, gik det dog hverken værre eller bedre, end at madproduktionen blev lukket ned for en længere periode (vistnok engang sidste år) – for nu igen at være genopstået – denne gang med formel tilladelse til servering! Det kunne vi kun være tilfredse med på denne solrige torsdag bankoaften. Vi havde samlet et helt hold, bestående af otte glade og entusiastiske bankoelskere og mens aftensolen stadig varmede, nød vi de lækre thaiproducerede retter og nogle kolde øl på klippen nede ved vandet, inden vi vendte snuderne mod forsamlingshusets bankolokaler.


Der spises lystigt af Video-Leifs kones lækre retter. Foto: Mikkel.

Mine høje forventninger til grønlandsk banko medførte ingen skuffelse. Vores selskab trak denne aften, ikke helt uventet, gennemsnitsalderen i bankosalen en hel del ned og vores tilstedeværelse viste sig at være til lige dele morskab og irritation blandt vores grønlandske med-banko-spillere. Velvidende at mit forbrug gik det et godt formål (9a’s skoletur til Island), spenderede jeg rask væk 140 kr. på bankoplader, 15 kr. på hjemmebagt bolle og kage og 20 kr. på en særlig og til formålet meget praktisk banko-tusch. Jeg spillede som den eneste af os unge mennesker på to plader hvilket, med det vanvittige høje trækningstempo, viste sig at være noget af et adrenalin-rush! Det var temmeligt vanskeligt at følge med for sådan en utrænet ung mand som mig, der ikke har den nødvendige rutine ud i dette ellers så idiotsikre spil. Særligt vanskeligt blev det når man samtidigt skulle forsøge at få sig en lille bid bolle eller kage indimellem, det var stort set umuligt. Mellem to spil blev der på et tidspunkt sagt noget på grønlandsk og tempoet på nummertrækningen blev sat væsentligt ned, hvilket jeg tænkte betød, at vi nu spillede på de ekstra-bingo plader, nogle særlige nogen jeg som den eneste havde købt ved siden af de normale plader, uden helt at forstå hvad de skulle bruges til. Så jeg begyndte lystigt at krydse numrene af på disse plader også, hvilket resulterede i at min kollega Kaalat fra afdelingen, der også var til stede denne aften, da hun så min ugerning, vadede tværs gennem salen og irettesatte mig foran hele salen ”nej, August – ikke de plader nu!!” – til stor morskab for den gråhårede grønlandske forsamling. Det var satme pinligt. Og ret sjovt. Ingen af os vandt noget, selvom vi statistisk set burde have gjort det. Men vi gik langt fra skuffede hjem.


På dette billede kan man se at jeg er vild med banko! Foto: Mikkel.

Fredag skulle jeg i dagvagt og senere møde i den nattevagt jeg i skrivende stund befinder mig i. Jeg fik sovet lidt om eftermiddagen og da jeg vågnede havde Mikkel, Atangana, Knut, Greta og Wilhelm tændt grill og stegt pølser og lammefrikadeller oppe på fjeldet uden for Blok10 - og selvom jeg ikke kunne nyde en øl sammen med dem, pga. min forestående nattevagt, hyggede jeg mig vældigt med årets første grillmad, udsigt over hele Nuuk og senere bål som blev lavet af indsamlet brænde og et gammelt juletræ som en grønlænder tilbød os, da hun fra sin nærliggende bolig havde set vores knapt så vellykkede forsøge på at tænde op i det fugtige brænde.

Sommeren er sandelig kommet til Nuuk! Og det er endda kun forår. Foto: Vingborg.

Der er en hel spandfuld nye billeder i Picasa!

tirsdag den 4. maj 2010

New Kids In The Blok

Kan I se pointen?

Forårsregn, mudder, tunge grå skyer, arbejde og broccoli til 45 kroner per bundt. Livet i Grønland kan være en noget deprimerende affære. Og som kendere af mig vil man vide, at jeg ikke er den, der holder mig tilbage når der skal smøres tykt på – særligt når lejligheden byder sig til at svælge mig i elendighedens elendige elendighed. Er der noget bedre end at sidde indenfor og kede sig, mens regnen udenfor siler ned i timer og timer. Nej! Det skulle da lige være, når bliver tvunget ud i den og vender drivvåd hjem med en nyanlagt halsbetændelse og gennemblødte sko. Og hvad lørdagen ikke bragte af kedsomhed, bragte søndagen til gengæld. Og mandag og tirsdag blev der hverken sparet på regn eller uendelige rækker af negative tanker! Men nu skal det hele heller ikke være så negativt. Der er jo lyspunkter i tilværelsen heroppe i nord: F.eks. er jeg ikke blevet fyret og jeg har heller ikke fået konstateret nogen dødelig sygdom.

Nyheder er det sparsomt med. Som den opmærksomme bloglæser har kunnet konstatere har jeg på det seneste gjort mig ekstremt umage for at leve et så kedeligt og uinspirerende liv som muligt, hvilket har givet et minimum af blogindlæg, men til gengæld et maksimum af indholdsløshed i de få, jeg trods alt har fået skrevet.

Her kommer et par antinyheder:

Mikkel og jeg er så småt begyndt at planlægge Islandsturen på vejen hjem til Danmark. Vi får selskab af min svigerfar, Den Grønne Mand, og vi tre har nu booket en udlejnings-jeep, som skal fragte os rundt i landskabet. Nu mangler vi bare at finde ud af hvor vi skal fragte os hen. Inden jeg gik i gang med research til turen havde jeg tænkt på Island som en slags forvokset Bornholm à men nej, det er altså et ganske stort land og med en tilsyneladende uendelig og helt sikkert uoverskuelig række af sightseeings og must-do’s. Så alle tips og forslag fra kendere af Island er velkomne. Planen er at køre og køre og campere med telt om natten. Vi har kun fire dage i bilen før vi letter igen. Island, island, island – du den dejligste ferieø! (Måske).

Af andre spændene planer kan nævnes næste uges rejse til Arsuk. Der er ikke meget nyt at fortælle om den, udover at jeg nu har passeret point-of-no-return: Jeg har nu booket billetten til den svimlende sum af (CENCURERET AF HENSYN TIL MIN MORS BEKYMRINGER FOR MIN PRIVATØKONOMI) kr.! I morgen ringer jeg til bygdens motel og booker plads hos dem og så er jeg ellers klar til sydens sol og sommer! Huskeliste til mig selv: Badetøj, solcreme, pas, penge og masser af Bacardi Breezer. Sydgrønland, forvent det værste.

Og så til historien bag overskriften: I dag fik vi gæster i Blok10. Mikkel og Atanganas gode venner Wilhem og Greta er rejst herop og er flyttet ind de næste 14 dage, så nu er den ellers rummelige lejlighed godt fyldt op! Vi har allerede lagt planer og på torsdag skal vi til BANKO I FORSAMLINGSHUSET! Endelig, endelig, endelig skal jeg til Grønlandsk banko! Det har jeg glædet mig til lige siden jeg ankom og nu bliver det endelig til noget. Forventningerne vil ingen ende tage og er der noget, der kan gøre mig glad i triste tider som disse, så er det tanken om sidegevinster, et tyk slør af røg i lokalet, halve flæskestege og ældre damer, der skriger ”Gamle Ole!” hver gang nummer 90 bliver trukket op af den lille mulepose med tallene i. Fuck, det bliver godt.

Til sidst kan jeg fortælle at den konstane regn, der (som jeg vist snart har fået klargjort for læseren) har stået ned i støvregnskyer og stænger de senste dage, få timer inden dette blogindlæg er gået hen og blevet til sne! Så nu er Nuuk igen hvid. Vejrudsigten levner dog ikke det nye kønne hvide lag mange chancer. Sol og +grader venter forude.

Der er en del nye billeder i picasa, så kig forbi. De to jeg har fundet frem til dette indlæg opsummerer og illustrerer ret præcist mine følelser for tiden.

Puha.

torsdag den 29. april 2010

Jeg lever stadig

Ring-a-ling-a-ling-ding-dong - please connect med to Prince Greenland! Jeg lever altså stadig. Og hvis ikke i bedste velgående, så i næstbedste! Siden jeg sidst gav en fyldig nyhedsopdatering heroppe fra er der hændt det glædelige og dybt tragiske at Joel har forladt landet. Hele fire gange nåede vi at tage afsked og sige ”tak, for denne gang” og ”det har været en fornøjelse at lære dig at kende” og ”nu må du have en god flyvetur i morgen” og ”hvis du nogensinde kommer til Danmark, må du endelig komme forbi”. Det blev helt komisk til sidst. Joel nåede faktisk at flytte ind hos os en enkelt nat, fordi han følte at han ikke kunne blive ved med at bo gratis hos gæstfrie Anders. Jeg havde købt indflyttergave i form af et par bøger om vulkaner, som jeg havde opstøvet i genbrugen. Dem blev han ikke så glad for. Joel nåede at blive godt træt af vulkaner, men nåede kun at bo en enkelt dag hos os, inden det rent faktisk lykkedes ham at komme ud af landet. Og den morgen fulgte jeg ham da også i lufthavnen for at være sikker på at han nu også kom HELT op i flyveren og RIGTIGT afsted mod Schweiz. Og ligesom man havde mistet en god ven i Nuuk, vendte Kaptajn Knut hjem fra sin ferie i Illulisat og jeg aflagde ham straks et visit. Han havde, trods manglende rejsefælder, der aldrig kom dertil pga asken, haft en god tur og havde både set gletsjere, kørt med slædehunde og spurgt fremmede piger om han måtte ”legge dem till” (de troede det var noget frækt, men Knut mente altså bare ”legge dem till” på facebook).

Askeskyen har lagt sig og mens det stod på fyldte det meget. Heldigvis blev den interne transport kun spærret et par døgn og det eneste det betød for os, var et par patienter, der fik deres hjemrejse aflyst og at vi, da flyforbudet blev ophævet, fik et mindre læs akutte patienter med diverse småskader der i skrivende stund er sat sammen og sendt ud af døren, så alt er igen normalt på Sana!

Mit liv i Nuuk har gået sin meget stille gang. Jeg har listet mig gennem gaderne og holdt mig inden døre i et forsøg på at gøre mig så lidt bemærket som muligt. Vi har passeret d.28 april, hvilket betyder at der nu er under en måned til at vi forlader Grønland for denne gang og jeg forudser en lang og vemodig afsked med dette fantastiske sted. Jo, jeg glæder mig til at komme hjem. Men desto tættere vi kommer på afrejse, desto mere indser jeg hvor godt jeg har det her. Glad og isoleret. Bekymringsløs. For tiden er Nuuk heldigvis aldeles hæslig at se på, hvilket gør det lettere at forene sig med tanken om at skulle herfra. Under sneen gemte sig gult vissent græs, mudder, skrald og hærgede fortove. De fleste dage er vejret gråt, trist og uden karakter. Overgangen fra vinter til sommer har afsløret en kedelig side af Nuuk. Eller også er det bare mit humør der halter! Jeg venter på det grønne græs og noget ægte forårsstemning.

I morgen, d. 30 april har jeg min sidste af 8 vagter i træk. Herefter ser mit arbejdsprogram på afdelingen ekstremt overkommeligt ud. Jeg har mange nattevagter og en hel uge fri i maj. En hel uge, ja I hørte rigtigt. Et par vagtbyttere og nogle helligdage har skabt denne fantastiske begivenhed. Således planlægger jeg d.11 maj at sejle ud med AUL-færgen mod bygden Arsuk i Sydgrønland. Og hvis ikke lige du på stående fod husker alle facts om dette unikke grønlandske paradis, så kan jeg nævne at det er Hernings venskabsby (retteligt venskabsbygd), at der kun er én bil i byen (en brandbil) og at højdepunktet i bygdens historie var et 3 timer langt besøg i 1998 af cruiseren ”M/S Berlin”, hvor 300 glade, tyske passagerer for en kort stund, næsten tredoblede indbyggertallet. Der bor nemlig sølle 170 indbyggere - og da byen er fuldstændig uden tilbud til tursister og har 100 km til nærmeste by, er absolut intet at foretage sig. Et nyt begreb må opfindes til lejligheden: Antistorbyferie. Jeg er et døgn på færgen, et døgn i Arsuk og et døgn på færgen. Og så er den tur slut. Jeg tror det bliver en stor oplevelse og er allerede begyndt at glæde mig til at komme en tur ned i sydens sol og varme. Måske de kan byde på lidt grønt græs! Åh, det ville være skønt.

Til slut en undskyldning. Undskyld til alle dem, der har skrevet søde mails som jeg ikke har svaret på. Jeg har virkelig ikke været flittig ved tasterne i lang tid og det skyldes hverken at jeg ikke har lyst til at skrive eller at jeg har foretaget mig noget mere interessant. Og slet ikke at jeg ikke har værdsat alt hvad jeg har modtaget. Alle mails, breve og smser hjemmefra varmer utroligt meget når man er heroppe og hilsener og nyt hjemmefra kan virkelig være dagens højdepunkt, når himlen er grå, arbejdet kalder og alle jer, derhjemme er langt væk. Så tak tak tak – og undskyld undskyld undskyld.

onsdag den 28. april 2010

Den bedste souvenir - nu i trykken!

I dag har jeg bestilt mit første (og nok også mit livs eneste) grønlandske kørekort! Og det var ikke uden en vis portion sommerfugle i maven at jeg afleverede dette billede af mig forklædt som grønlænder henne på politistationen. Selvom damen bag skranken så meget alvorlig og lidt sur ud, så stussede hun ikke det mindste over fotoet - men hun er jo trods alt også vant til at 80% af alle herboende mænd (og et par procent af kvinderne) har overskæg, så jeg glider bare ind i mængden. Intet kunne være mere tilfredsstillende. Efter sigende kan jeg hente denne unikke souvenir henne på stationen om 14 dage. For satan, jeg glæder mig.

Mor udtaler: "Du ligner én der skal i fængsel".

Tak til fotograf Mikkel og sminkøse Atangana. Ikke tak til alle dem, der i de seneste dage har grinet og grinet hver gang de har kigget på mig. Æv.

tirsdag den 20. april 2010

Den usynlige lasbil

Den seneste tid har jeg fået en del henvendelser (to helt præcist) fra læsere, der spørger om der ikke er nogen usynlige lastbiler i Nuuk.

_________

15.31, 10 april 2010:
From: Mikael Toftegaard mikaeltoftegaard62@hotmail.com
To: August Jungersen kunstner5@kunstner5.com

Hej August.
Spændende blog (not). Jeg læser den hver dag (som om). "Desværre" kan jeg ikke finde noget om usynlige lastbiler derinde, har du set nogen?

Hilsen
Mikael
_________
19.58, 19 april 2010:
From: Ann-Bade Bodelsen badebodelsen@gmail.com
To: August Jungersen kunstner5@kunstner5.com

Kære August.
Jeg skriver til dig fordi jeg gennem længere tid har interesseret mig for usynlige lastbiler og stærkt vanedannende medicin. Ved du noget om førstnævnte og kan man evt. få lov at se et par fotos, hvis du har nogen?

Hilsen
Ane
_________

Og jo, der er faktisk en enkelt usynlig lastbil her i Nuuk. Takket være fotografsnigskytten Mikkel kan jeg nu vise disse sjældne og helt enestående fotos:


Er det ikke...? Jo, det er det! Det er mig, mig, mig!

This is like China in the 80s

Lidt om sidste uges bedrifter her i Nuuk!

I tirsdags skulle Joel og jeg have besteget bjerget, som jeg i sidste uge erklærede at jeg ville bestige på netop denne højhellige tirsdag. Men slud, sne og blæst aflyste desværre hvad der ellers skulle have været en herlig vandretur til et fantastisk udsigtspunkt og i stedet gik vi tur i Nuuk City hvor jeg bl.a. introducerede Joel til Butik Julie, hvilket viste sig at være en noget chokerende oplevelse for ham. 

Tirsdag var også dagen hvor Anders havde fødselsdag - og i den anledning havde Mikkel og Atangana valgt at fødselaren for en gangs skyld ikke selv behøvede at stå bag kødgryderne. I stedet trådte datter og svigersøn til. Mikkel havde indkøbt snehare fra en kollega, der havde skudt den et par dage forinden og flået den hjemme i vores køkken. Derudover stod menuen på moskus fra Brættet og den sjældne grønlandske spise SALAT (altså sjældent spist i Grønland). Og mens Mikkel og Atangana gjorde et fantastisk stykke arbejde med planlægningen, madlavningen og borddæningen, dukkede Knut, Joel og jeg blot op og nød aftenen og madorgiet, der i øvrigt endte, ikke i, men med lagkage. Alt i alt - et brag af en festmiddag.

Onsdag aften tilbragte jeg i selskab med Joel, der havde sin sidste aften i Grønland, inden turen gik hjemad mod Schweiz. Jeg fik lov at se ham "in action" med hans fantastiske analoge kamera og vi endte hos Anders, hvor vi spiste mad og tog afsked og lovede hinanden at vi skulle ses igen, før eller siden.

Og ses, det gjorde vi, Joel og jeg - allerede aftenen efter. Der kom nemlig et vis vulkanudbrud i vejen for hans afrejse. Åh ja - den vulkan! At et vulkanudbrud spærrer for al flytrafik i hele Europa i adskillige dage, det er fantastisk og tankevækkende. Den slags forstyrrelser i hverdagen er svære ikke at holde af. Men på sygehuset har vi mærket konsekvenserne hvor patienter, der har behov for hjælp, pludselig ikke kan blive overflyttet til Rigshospitalet. Det har ikke været spor rart at være vidne til. Og i skrivende stund er der endda gisninger om, at også indenrigsflyvninger her i Grønland kan komme i fare. Og da 70% af vores patitenter er 100% afhængige af flytransport til Nuuk, så de kan få deres skader opereret og komme hjem igen, så virker den tanke helt uoverskuelig. Joel er endnu ikke kommet hjem og er foreløbeligt 5 dage forsinket og ingen kan endnu vide hvornår han skal afsted. Og Knut, den stakkels Knut, er rejst alene til Illulisat hvor han ellers skulle mødes med sin bror og brorens kæreste - og holde sit livs Grønlandsferie sammen med dem. Men de har siddet fast i København og har nu besluttet at vende tilbage til Norge, sånu må Knut forsøge at nyde Illulisat alene. Endnu mere uheldigt!

Fredag bød på den heftigste vagt nogensinde her i Grønland og jeg gik udmattet hjem fra dagvagten, og jeg fik mig en enkelt fyraftensøl med Knut og en K2-kollega, inden jeg vendte hjem til Blok10 hvor Mikkel, Atangana og Joel befandt sig. Sidstnævnte havde indtaget køkkenet og lavede rejer i tomatsauce og rødbedesalat, mens jeg sov middagslur. Herudover bød aftenen på øl og vin i køkkenet og da klokken slog 1, og det blot var Joel og jeg der stadig stod distancen, gik vi i byen. Efter et par øl på de to sammenhængende værtshuse "Daddys" og "Bryghuset" (faderhuset, som Anders ynder at kalder stedet) ville vi besigtige ungdoms disko-daskoet "Manhattan" - for Joels vedkommende for første gang. Og det var her, efter få sekunders udsyn fra balkonen til det kogende dansegulv, at Joel målløst udbrød de nu berømte ord: "OH SHIT! This is like China in the 80s!!". Og senere: "I'm like being in a time machine". Hahaha. Jeg brugte resten af aftenen på at grine over de udtalelser. Behøver jeg sige at vores festlige bytur endte præcis klokken 3? Nej, det gør jeg vel ikke. Men nu gjorde jeg det alligevel - for endnu engang måtte jeg vidne det sørgelige øjeblik hvor Nuuks barer og diskoteker lukker alt ned kl.3 og smider gæsterne ud - de heldige bliver sendt videre til efterfest, men ingen havde inviteret Joel eller mig, så vi blev bare sendt hjem i vores respektive senge.

Efter blot 4 timers søvn rullede jeg min tømmermændsramte krop ud af sengen, masede noget tøj ud over den, kastede den halvberuset ned af trapperne, over til bussen, som jeg lige akkurat fik kæmpet mig op i, min røv blev placeret i et sæde og da den store gule transportkasse (med hjul) holdt uden for Knuts lejlighed var jeg efterhånden begyndt at kunne se ud af mine øjne. Knut gav morgenkaffe og så begyndte det efterhånden at gå helt godt. Jeg fulgte med ham i taxaen ud til lufthavnen, hvorfra min lørdagsudflugt (til det i-tirsdags-ikke-bestegne bjerg) skulle udgå. Da jeg havde vinket farvel til Knut (og hans fly) begyndte jeg hvad der endte med at blive en knapt 7 timers intens vandretur, der, hvad angår sværhedsgrad og intensitet, langt overgik mine hidtidige vandreture her i Grønland. Men fuck, det var godt - tonsvis af sol, ikke en sky, en god lydbog i ørerne, masser af knirkende sne, bjerge, vandløb, udsigter, dale og en, tør jeg godt sige, kalorierig madpakke. I  [heart] Greenland. Den mest interessante loaction på turen, bød på et gensyn med snescooterbøllerne fra Nuuk. Det tykke snelag, der muliggjorde snescooterræset inde i byen, har været væk længe. Der er kun klatter tilbage. Så jeg troede egentligt at snescooterbøllerne havde stillet deres dødsmaskiner i skuret og var gået i sommerhi - men selvfølgelig er det ikke tilfældet. Og det var både grotesk, paradoksalt og ironisk på samme tid, at et af de smukkeste steder jeg kom forbi på min vandretur - en stor dal, med en frossen og snebelagt sø i midten, omringet af høje spidse bjergetinder, udgjorde et sandt snescooterbølle-hangout, hvor de unge (16-20 årige) kørte snescooter-dødskørsel, drak Cult Shaker og hang ud med deres damer og deres nypolerede snescootere. Jeg talte 6 snescootere, 7 snescooterbøller og 5 duller. Her var den lokale tankstation blot byttet ud med smuk, storslået og absolut eminent natur.

Min turs egentlige højdepunkt blev dog turens højdepunkt! Altså, rent faktisk turens højeste punkt, hvor jeg fik løftet lidt af sløret for den eminente udsigt der gemmer sig bag bjerget Store Malene. Store Malene, der udgør den imponerende massive "mur" som adskiler by og resten af det højtindede bjerglandskab, indad mod indlandsisen. Desværre måtte jeg vende om, på min vej op af Store Malenes ene bjergside, da underlaget blev for usikkert og jeg ikke længere kunne garantere for min egen sikkerhed. Adskillige ukyndige turister er døde på Store Malene, senest en 28-årig sygeplejerske, der i 2008 faldt 300 meter i døden få dage efter hendes ankomst til Nuuk - hun var gået alene afsted. Mindst en gang om året foretager redningstjenesten heroppe evakueringer af folk, der er kommet i problemer på vej op af netop dette bjerg. Og da mobildækning i fjeldet er yderst begrænset, er al færdsel alene op på Store Malene, særligt på denne tid af året, kraftigt frarådet. Tøsne og stenskred gør det alt for farligt. Så jeg skyndte mig ned igen og da jeg omsider endte min tur, mange timer efter, tilbage ved blok10 - var jeg ude af stand til at gå ret mange flere skridt på mine trædte bimser. Puha! Efter en kort aftenslur endte jeg dog med på mirakuløsvis at holde mig vågen til latenight filmaften med Joel, Mikkel og en sovende Atangana.

Søndag så vi "Allstars" i stuen med tæpper, kaffe og madder. Hele Nuuk er virkelig på den anden ende. Julie Bertelsen og det nye show er talk of the town! Fædrelandskærligheden og stoltheden over Grønlands ukronede dronning, vil ingen ende tage i denne tid. Og KNR, der normalt kun sender håndholdt og stærkt tvivlsomt grønlandsk lokal-tv samt indkøbte DR-udsendelser, har nu pludselig indgået aftale med TV2 (!) om samsending af denne perlerække af kor-udsendelser - naturligvis live, ikke forskudt, så grønlænderne kan stemme med på sms! Og vi kunne, skulle og måtte ikke gå glip af dette brag af et show. Og så skete der ikke mere den søndag!