”Siden sidst…”. Sådan begynder alle gode blogindlæg fra Grønland! Inklusive dette. Ja, for jeg har forsømt bloggen, der har kørt på automatpilot de seneste mange dage - men nu vil jeg forsøge mig med et egentligt indlæg hvor jeg fortæller om nogle af højdepunkterne ”siden sidst”! Og for at fastholde dig, kære læser - vil jeg skynde mig at fortælle at dette blogindlæg byder på isbjørnespor, rascistiske tilråb, dødsslalom, påske og noget med Schweiz. Prøv lige at luk øjnene og stav til Schweiz.
1. april - GM i Snowboard
1. april - GM i Snowboard
Vi tog til Grønlands Mesterskaberne i Snowboarding ude ved skiliften, men det var aflyst pga for lidt sne! Så hvad der skulle have været en hyggelig dag i sneen, hvor vi kunne være tilskuere til lidt actionsport, spise madpakker og drikke varm kaffe fra den medbragte termokande, blev til en lang næse og 2 x 20 minutters ufornøjelig buskørsel med Nuup Bussi (nej, jeg har ikke stavet forkert - det hedder busselskabet heroppe). Oh well.
2. april - Påskefrokost
Efter dagvagt sammen med Mikkel tog vi til påskefrokost hos de to (vanlige) medicinstuderende ude i Nussuaq - sammen med Kaptajn Knut og vores bedste humør. Det var en fornøjelse at være blevet inviteret i byen og vi havde en festlig aften med god mad, gul dug og MASSER af påskestemning. Desværre blev frokosten nydt uden øl, da vi ikke havde nået at købe øl i tide. Alkoholsalget her i Grønland er ekstremt begrænset og der sælges aldrig alkohol efter kl.18 på hverdage, kk.12 på lørdage og aldrig søndage og helligdage. Så onsdag eftermiddag havde været sidste chance for at købe øl, og det havde ingen af os tænkt på. Herefter blev der kun solgt cider og nisseøl med procenter. Men Knut havde snaps med og pigerne havde lavet noget spændene og velsmagende punch - og selvom det ikke smagte af øl, så viste det sig, ikke overraskende, at virke det på præcis samme berusende måde!
3. april - Tømmermænd og graffiti
Egentligt havde jeg slet ikke tænkt mig at stå op den dag. Jeg vågnede med tømmermænd og solen bagende ind gennem soveværelsesvinduet. Jeg åbnede vinduet på fuld skrue, lod den varme sol strømme ind, pakkede mig under dynen og fik på den måde adskillige timer til at gå i solens varme, mens jeg hørte høj og halvhøj musik fra mit medbragte musikbibliotek. Til sidst kurerede de gode toner, varmen og lyset mine tømmermænd og da en lille dreng pludselig entrerede mit værelse og krævede underholdning her og nu (Atangana passede barn) måtte jeg nødtvunget stå op og deltage i det sociale liv i den rigtige verden (den uden for sengen). Det viste sig dog at være ganske tåleligt.
Mikkel og jeg spenderede eftermiddagen med at gå på graffitijagt - fra opgang til opgang fotograferede vi udvalgt graffiti i de nærliggende blokke. Her findes mængder og udvalg som kun Nuuk kan byde på. Overvældende! Kun få kvadratcentimeter af opgangene her i byen har undgået de unges tuscher og spraydåser, så der er meget at overskue og udvælge. Det er ekstremt skægt at gå på opdagelse i de mange udsagn, tegninger, bandnavne, udråb, skældsord og indimellem sågar konversationer (vi snakker ping-pong og nogle gange endda ping-pong-ping). Stilen spænder bredt lige fra det stupide og hærværksagtige – til det tankevækkende, morsomme og indimellem rørende. Et unikt indblik i 20 års grønlandsk ungdomskultur. Bevæbnet med kameraer og god tid, fotograferede vi de sjoveste, mærkeligste og flotteste ugerninger. Vi foretog en systematisk gennemgang af opgangene i Blok 1 til 4 (så vi mangler stadig 5 til 10). Når vi er færdige med vores fotografering, redigering og udvalg laver vi, sammen med Knut, en internetudstilling af det bedste graffiti fra Nuuk! Glæd jer!
New art photographer
Foto: Mikkel Straarup
Desværre endte vores grafittifotografering lidt trist. Lige som vi var ved at tage dagens sidste billeder, stødte vi på et par grønlandske damer, der nysgerrigt spurgte hvorfor vi tog billeder af væggene i opgangen. Jeg forklaerde at vi fotograferede grafitti, hvilket de slet ikke kunne forstå, men jeg sagde at vi syntes der stod mange sjove og interessante ting. De spurgte hvor vi var fra og da jeg svarede Danmark blev der råbt at vi skulle skride ud af deres land! Dertil er der kun at sige: Det gør vi også! Men vi bliver her lige halvanden måned endnu.
Aftensmaden blev pizzaria-pizza og den blev nydt (eller i hvert fald spist) på medbragte tæpper, i selskab med Mikkel, Atangana og en forårssolnedgang i kolonihavnen - inkl idyllisk udsigt til nordlandsbjergene og de uendeligt blå isbjerge i fjorden. Det var bare ærgeligt der var så meget ost! På pizzaen altså.
Jeg gik tidligt i seng pga dagvagt dagen efter og kunne fra min seng ligge og nyde en halv times nordlysopvisning ude på nattehimlen inden jeg til sidst søvnede hen.
Udsigten fra min seng.
4. april - Lam hos Anders
Da jeg gik fra dagvagt søndag eftermiddag var det med udsigt til tre sammenhængende fridage. For første og eneste gang i min tid i Nuuk! Fuck, en god følelse. Om aftenen gik vi ud til Atanganas far, der havde inviteret os alle, inkl. Kaptajn Knut, på påskemad - lam! Denne aften fik vi, foruden Knut, selskab af en schweizisk freelance-fotograf, der på besynderlig vis er havnet hos den gæstfrie Anders. Fotografen, Joel, var egentligt taget til Grønland med en aftale om at bo hos en bekendt, men da han ankom til Grønland fandt han ud af at den bekendte var rejst ud af Grønland på ferie - og pludselig stod Joel uden udsigt til tag over hovedet - fraset Nuuks voldsomt dyre hotel-alternativer, der reelt er ikke-alternativer, med mindre man er decideret rig. Men da det er Joels femte tur til Grønland, greb han telefonen og ringede til sine bekendte fra tidligere ophold og endte med at have Atanganas kusine i røret, der kunne henvise til Anders. Anders fik et opkald fra kusinen - og få timer efter ankom Joel til Anders' hjem. Egentligt var der først tale om et par enkelte overnatninger, men nu ender det med 14 af slagsen! Anders er også passioneret fotograf gennem adskillige år, så de to kommer efter sigende godt overens - og for Joel er det en unik mulighed for at bo en af de lokale.
Denne aften vil gå over i historien som en af mine bedste under mit ophold i Nuuk. Jeg var ganske enkelt endt i rasende godt selskab og vi havde en eminent aften i hinandens selskab. Atangana, Anders og Mikkel er jo allerede fast inventar på min (ikke eksisterende) person-hitliste og Knut har efterhånden også indskrevet sig. Joel viste sig at være en stor og inspirerende personlighed. Han har rejst i hele verden med hans kamera og når man gør den slags, med hjertet placeret på rette sted, så ender man med at være et klogt og godt menneske. Vi var alle hinandens perfekte match. Prikken og i'et var maden. Atangana og farmand stod for hver deres version af det sydgrønlandske lam og kødet, der blev serveret denne aften må være noget af det bedste jeg nogensinde har smagt. Det var ganske enkelt himmelsk.
6. april - Vandretur til toppen af Lille Malene
Denne fridag bød på heftigt solskin og forår i Nuuk. Heldigvis er sneen næsten smeltet overalt i byen, nu er det kun på fjeldet man for alvor finder sne, så paradoksalt nok fortrak jeg derud på en mindre gåtur - der faktisk endte med at være alt andet end mindre. Egentligt skulle den bare have været magen til den Mikkel, Atangana og jeg gik for nogle uger siden, men da jeg igen stod ved sidste turs mål, med udkig over bydelen Qinngorput og ikke anede hvad jeg skulle give mig til resten af dagen, hvis jeg blot vendte om og gik tilbage til Nuuk, besluttede jeg mig for at fortsætte. Hele tiden med intentionen om blot at gå liiiiidt længere, snart vende om og returnere inden turen blev alt for omfattende. Men med det vidunderlige vejr, den glimtende sne og de fantastiske hvide landskaber, var det svært at stoppe og ikke fortsætte udforskningen af det, for mig, ukendte område. Jeg gik rundt om cirkussøe og til sidst befandt jeg mig på toppen af bjerget Lille Malene, 450 meter over havets overflade med fantastisk udsigt over Nuuk. 6 timer endte turen med at vare og den var så stor en succes at jeg planlægger at gentage den allerede på søndag – denne gang i selskab med Knut.
Udsigten fra toppen af Lille Malene. Der er flere billeder fra turen i picasa!
7. april - Sommerhusbyggeri med naboen
Egentligt var min plan at tage den 10 timer lange tur med postbåden til bygden Kapisillit denne min sidste fridag, men da vores nabo ringede dagen inden og inviterede mig på sommerhusbyggeri 30 km uden for Nuuk var det svært at sige nej! Vi tog afsted i den lille jolle tidligt morgen og til min store glæde foregik den halvanden time lange sejltur denne gang i et mere mageligt tempo, eftersom båden var læsset med brædder til byggeprojektet. Desværre var vejret gråt og kedeligt, hvilket unægtelig lagde en dæmper på glæden ved atter at være på søen og dermed få lov at se noget andet end Nuuk og omegn. Det er få sommerhuse, der findes i området omkring Nuuk. Faktisk så vi kun to styks på den lange sejltur på vej mod naboens byggeprojekt. Byggematerialer er dyre heroppe og tilladelserne til at bygge ude i vildmarken er svære at få. Derudover skal alt sejles til stedet hvor man bygger, hvilket både er en væsentlig udgift og ret omstændigt (3 timers sejlads hver gang man vil arbejde lidt på projektet). Naboens byggeprojekt er temmelig omfattende og tæller et ca. 40 kvm stort sommerhus + terasse. Han regner med at det vil tage 10 år at få færdigt! Og alene de seks brædder vi sejlede ud til huset denne dag havde kostet ham 2200 kr.
Bag naboen ses de eneste to andre små huse i området. Vi er in the middle of nowhere!
Der blev hamret, målt, savet, skruet og waterpasset i to timer inden vi besluttede os for at returnere til Nuuk. Først ville jeg dog vandre en mindre tur i det ukendte landskab for at få varmen. Da der kun er to færdigbyggede sommerhuse i området fandt jeg det bemærkelsesværdigt at jeg stødte på forholdsvist friske spor i sneen et godt stykke fra husene. Der er tale om et ekstremt øde område, med kun de to små huse og naboens byggeri i adskillige kilometers afstand (formentligt 10-20 km). Jeg syntes også sporene så lidt mærkelige ud og tænkte først at der måske var tale om en speciel type snesko, men da jeg kom på afstand og kunne sammenligne min stribe af spor i sneen med de andre spor fik jeg en kraftig mistanke om at der næppe var tale om menneskespor. Da jeg gik tilbage og så nærmere på sporene var der fire huller, ude foran flere af sporene, som efter kløer. Mit gode kamera havde jeg efterladt tilbage ved sommerhusbyggeriet, men jeg forsøgte at tage billeder af sporene med min mobil.
Til sammenligning har jeg sat mit lille fodaftryk under de store spor!
Da jeg kom tilbage til naboen, der havde brugt tiden på at pakke sammen, gik vi ned til et af de andre sommerhuse, hvor beboeren, en ældre fanger, var ankommet tidligere på dagen og straks var gået indendøre. Vi kom ind i hans lille, simple, petroliumsopvarmede ”sommerhus” (nærmere et skur på 5 x 3 meter). Det indeholdt en briks, et bord med tre stole og en køkkenvask. En ghettoblaster, der var vendt på hovedet, spillede tvivlsom grønlandsk folkemusik fra et kassettebånd, der lød så slidt at det må have været afspillet mindst 500 gange. Fangeren lå på briksen. Han talte ikke dansk, men da naboen og ham havde talt sammen et stykke tid, fortalte naboen mig at fangeren havde det dårligt og var taget ud i sommerhuset for at slappe af. Jeg spurgte lidt, naboen oversatte, og fandt på den måde ud af at fangeren var hjertesyg og havde smerter i brystkassen. Det havde han prøvet før og det eneste der hjalp var at slappe af. Jeg fortalte at det kunne være farligt og han burde søge læge, men det havde han nu ikke tænkt sig. Og jeg kom til at tænke på elefanter, der forlader flokken og går afsides for at dø.
Mens vi spiste madpakker i varmen fortalte jeg naboen og fangeren om mit fund af spor i sneen og viste dem billederne på mobilen. Og så kunne det nok være at fangeren fik rejst sig fra briksen. Han var ikke i tvivl om at der var tale om isbjørnespor – og de havde skudt én derude i vinter, så det var langt fra utænkeligt at der nu var en ny på spil. Der blev straks fundet rifler frem og fangeren blev noget nervøs – han havde tænkt sig at overnatte ude i lille skur, som en bjørn nemt kunne vælte omkuld, hvis den var nok interesseret i maden (og mennesket) indenfor. Inden vi forlod området i jollen, blev der testet rifler og ammunition, så fangeren var sikker på at kunne forsvare sig, skulle en isbjørn have lyst til at kigge forbi.
Turen på vej hjem foregik desværre ikke i det rolige tempo som udturen blev gjort i og da naboen besluttede sig for at sejle dødsslalom gennem en større mængde isbjerge, hvoraf de største havde toppe på størrelse med parcelhuse, havde jeg min første egentlige nær-døds-oplevelse. Faktisk var jeg på et tidspunkt så skræmt at min krop blot valgte at grine hysterisk og højlydt, som tænkte den, ”nu skal jeg snart dø, så kan jeg lige så godt være glad de sidste minutter af min levetid". Men vi kom levende i havn og jeg skyndte mig hjem og stak fødderne i et varmt fodbad og krøb efterfølgende under dynen og nød varmen, et par afsnit af Simpsons på computeren og et par timers søvn efter de fysiske og psykiske strabasser.
Det var mellem disse blå isklumper, der blev sejlet dødsslalom med adskillige knob i timen. Puha.
8. april
Joel, Knut og en ny kvindelig sygeplejerske på vores afdeling kiggede forbi til rødbedesuppe og rugbrødsmadder om aftenen og vi tog en tur ud i byen og fik en øl! Absolut hyggeligt.
RESUMÈ:
Det går godt i Nuuk og jeg har haft nogle begivenhedsrige aprildage heroppe! Lad det endelig fortsætte sådan.
Link til fotografen Joels hjemmeside.