Ring-a-ling-a-ling-ding-dong - please connect med to Prince Greenland! Jeg lever altså stadig. Og hvis ikke i bedste velgående, så i næstbedste! Siden jeg sidst gav en fyldig nyhedsopdatering heroppe fra er der hændt det glædelige og dybt tragiske at Joel har forladt landet. Hele fire gange nåede vi at tage afsked og sige ”tak, for denne gang” og ”det har været en fornøjelse at lære dig at kende” og ”nu må du have en god flyvetur i morgen” og ”hvis du nogensinde kommer til Danmark, må du endelig komme forbi”. Det blev helt komisk til sidst. Joel nåede faktisk at flytte ind hos os en enkelt nat, fordi han følte at han ikke kunne blive ved med at bo gratis hos gæstfrie Anders. Jeg havde købt indflyttergave i form af et par bøger om vulkaner, som jeg havde opstøvet i genbrugen. Dem blev han ikke så glad for. Joel nåede at blive godt træt af vulkaner, men nåede kun at bo en enkelt dag hos os, inden det rent faktisk lykkedes ham at komme ud af landet. Og den morgen fulgte jeg ham da også i lufthavnen for at være sikker på at han nu også kom HELT op i flyveren og RIGTIGT afsted mod Schweiz. Og ligesom man havde mistet en god ven i Nuuk, vendte Kaptajn Knut hjem fra sin ferie i Illulisat og jeg aflagde ham straks et visit. Han havde, trods manglende rejsefælder, der aldrig kom dertil pga asken, haft en god tur og havde både set gletsjere, kørt med slædehunde og spurgt fremmede piger om han måtte ”legge dem till” (de troede det var noget frækt, men Knut mente altså bare ”legge dem till” på facebook).
Askeskyen har lagt sig og mens det stod på fyldte det meget. Heldigvis blev den interne transport kun spærret et par døgn og det eneste det betød for os, var et par patienter, der fik deres hjemrejse aflyst og at vi, da flyforbudet blev ophævet, fik et mindre læs akutte patienter med diverse småskader der i skrivende stund er sat sammen og sendt ud af døren, så alt er igen normalt på Sana!
Mit liv i Nuuk har gået sin meget stille gang. Jeg har listet mig gennem gaderne og holdt mig inden døre i et forsøg på at gøre mig så lidt bemærket som muligt. Vi har passeret d.28 april, hvilket betyder at der nu er under en måned til at vi forlader Grønland for denne gang og jeg forudser en lang og vemodig afsked med dette fantastiske sted. Jo, jeg glæder mig til at komme hjem. Men desto tættere vi kommer på afrejse, desto mere indser jeg hvor godt jeg har det her. Glad og isoleret. Bekymringsløs. For tiden er Nuuk heldigvis aldeles hæslig at se på, hvilket gør det lettere at forene sig med tanken om at skulle herfra. Under sneen gemte sig gult vissent græs, mudder, skrald og hærgede fortove. De fleste dage er vejret gråt, trist og uden karakter. Overgangen fra vinter til sommer har afsløret en kedelig side af Nuuk. Eller også er det bare mit humør der halter! Jeg venter på det grønne græs og noget ægte forårsstemning.
I morgen, d. 30 april har jeg min sidste af 8 vagter i træk. Herefter ser mit arbejdsprogram på afdelingen ekstremt overkommeligt ud. Jeg har mange nattevagter og en hel uge fri i maj. En hel uge, ja I hørte rigtigt. Et par vagtbyttere og nogle helligdage har skabt denne fantastiske begivenhed. Således planlægger jeg d.11 maj at sejle ud med AUL-færgen mod bygden Arsuk i Sydgrønland. Og hvis ikke lige du på stående fod husker alle facts om dette unikke grønlandske paradis, så kan jeg nævne at det er Hernings venskabsby (retteligt venskabsbygd), at der kun er én bil i byen (en brandbil) og at højdepunktet i bygdens historie var et 3 timer langt besøg i 1998 af cruiseren ”M/S Berlin”, hvor 300 glade, tyske passagerer for en kort stund, næsten tredoblede indbyggertallet. Der bor nemlig sølle 170 indbyggere - og da byen er fuldstændig uden tilbud til tursister og har 100 km til nærmeste by, er absolut intet at foretage sig. Et nyt begreb må opfindes til lejligheden: Antistorbyferie. Jeg er et døgn på færgen, et døgn i Arsuk og et døgn på færgen. Og så er den tur slut. Jeg tror det bliver en stor oplevelse og er allerede begyndt at glæde mig til at komme en tur ned i sydens sol og varme. Måske de kan byde på lidt grønt græs! Åh, det ville være skønt.
Til slut en undskyldning. Undskyld til alle dem, der har skrevet søde mails som jeg ikke har svaret på. Jeg har virkelig ikke været flittig ved tasterne i lang tid og det skyldes hverken at jeg ikke har lyst til at skrive eller at jeg har foretaget mig noget mere interessant. Og slet ikke at jeg ikke har værdsat alt hvad jeg har modtaget. Alle mails, breve og smser hjemmefra varmer utroligt meget når man er heroppe og hilsener og nyt hjemmefra kan virkelig være dagens højdepunkt, når himlen er grå, arbejdet kalder og alle jer, derhjemme er langt væk. Så tak tak tak – og undskyld undskyld undskyld.