Lidt om sidste uges bedrifter her i Nuuk!
I tirsdags skulle Joel og jeg have besteget bjerget, som jeg i sidste uge erklærede at jeg ville bestige på netop denne højhellige tirsdag. Men slud, sne og blæst aflyste desværre hvad der ellers skulle have været en herlig vandretur til et fantastisk udsigtspunkt og i stedet gik vi tur i Nuuk City hvor jeg bl.a. introducerede Joel til Butik Julie, hvilket viste sig at være en noget chokerende oplevelse for ham.
I tirsdags skulle Joel og jeg have besteget bjerget, som jeg i sidste uge erklærede at jeg ville bestige på netop denne højhellige tirsdag. Men slud, sne og blæst aflyste desværre hvad der ellers skulle have været en herlig vandretur til et fantastisk udsigtspunkt og i stedet gik vi tur i Nuuk City hvor jeg bl.a. introducerede Joel til Butik Julie, hvilket viste sig at være en noget chokerende oplevelse for ham.
Tirsdag var også dagen hvor Anders havde fødselsdag - og i den anledning havde Mikkel og Atangana valgt at fødselaren for en gangs skyld ikke selv behøvede at stå bag kødgryderne. I stedet trådte datter og svigersøn til. Mikkel havde indkøbt snehare fra en kollega, der havde skudt den et par dage forinden og flået den hjemme i vores køkken. Derudover stod menuen på moskus fra Brættet og den sjældne grønlandske spise SALAT (altså sjældent spist i Grønland). Og mens Mikkel og Atangana gjorde et fantastisk stykke arbejde med planlægningen, madlavningen og borddæningen, dukkede Knut, Joel og jeg blot op og nød aftenen og madorgiet, der i øvrigt endte, ikke i, men med lagkage. Alt i alt - et brag af en festmiddag.
Onsdag aften tilbragte jeg i selskab med Joel, der havde sin sidste aften i Grønland, inden turen gik hjemad mod Schweiz. Jeg fik lov at se ham "in action" med hans fantastiske analoge kamera og vi endte hos Anders, hvor vi spiste mad og tog afsked og lovede hinanden at vi skulle ses igen, før eller siden.
Onsdag aften tilbragte jeg i selskab med Joel, der havde sin sidste aften i Grønland, inden turen gik hjemad mod Schweiz. Jeg fik lov at se ham "in action" med hans fantastiske analoge kamera og vi endte hos Anders, hvor vi spiste mad og tog afsked og lovede hinanden at vi skulle ses igen, før eller siden.
Og ses, det gjorde vi, Joel og jeg - allerede aftenen efter. Der kom nemlig et vis vulkanudbrud i vejen for hans afrejse. Åh ja - den vulkan! At et vulkanudbrud spærrer for al flytrafik i hele Europa i adskillige dage, det er fantastisk og tankevækkende. Den slags forstyrrelser i hverdagen er svære ikke at holde af. Men på sygehuset har vi mærket konsekvenserne hvor patienter, der har behov for hjælp, pludselig ikke kan blive overflyttet til Rigshospitalet. Det har ikke været spor rart at være vidne til. Og i skrivende stund er der endda gisninger om, at også indenrigsflyvninger her i Grønland kan komme i fare. Og da 70% af vores patitenter er 100% afhængige af flytransport til Nuuk, så de kan få deres skader opereret og komme hjem igen, så virker den tanke helt uoverskuelig. Joel er endnu ikke kommet hjem og er foreløbeligt 5 dage forsinket og ingen kan endnu vide hvornår han skal afsted. Og Knut, den stakkels Knut, er rejst alene til Illulisat hvor han ellers skulle mødes med sin bror og brorens kæreste - og holde sit livs Grønlandsferie sammen med dem. Men de har siddet fast i København og har nu besluttet at vende tilbage til Norge, sånu må Knut forsøge at nyde Illulisat alene. Endnu mere uheldigt!
Fredag bød på den heftigste vagt nogensinde her i Grønland og jeg gik udmattet hjem fra dagvagten, og jeg fik mig en enkelt fyraftensøl med Knut og en K2-kollega, inden jeg vendte hjem til Blok10 hvor Mikkel, Atangana og Joel befandt sig. Sidstnævnte havde indtaget køkkenet og lavede rejer i tomatsauce og rødbedesalat, mens jeg sov middagslur. Herudover bød aftenen på øl og vin i køkkenet og da klokken slog 1, og det blot var Joel og jeg der stadig stod distancen, gik vi i byen. Efter et par øl på de to sammenhængende værtshuse "Daddys" og "Bryghuset" (faderhuset, som Anders ynder at kalder stedet) ville vi besigtige ungdoms disko-daskoet "Manhattan" - for Joels vedkommende for første gang. Og det var her, efter få sekunders udsyn fra balkonen til det kogende dansegulv, at Joel målløst udbrød de nu berømte ord: "OH SHIT! This is like China in the 80s!!". Og senere: "I'm like being in a time machine". Hahaha. Jeg brugte resten af aftenen på at grine over de udtalelser. Behøver jeg sige at vores festlige bytur endte præcis klokken 3? Nej, det gør jeg vel ikke. Men nu gjorde jeg det alligevel - for endnu engang måtte jeg vidne det sørgelige øjeblik hvor Nuuks barer og diskoteker lukker alt ned kl.3 og smider gæsterne ud - de heldige bliver sendt videre til efterfest, men ingen havde inviteret Joel eller mig, så vi blev bare sendt hjem i vores respektive senge.
Efter blot 4 timers søvn rullede jeg min tømmermændsramte krop ud af sengen, masede noget tøj ud over den, kastede den halvberuset ned af trapperne, over til bussen, som jeg lige akkurat fik kæmpet mig op i, min røv blev placeret i et sæde og da den store gule transportkasse (med hjul) holdt uden for Knuts lejlighed var jeg efterhånden begyndt at kunne se ud af mine øjne. Knut gav morgenkaffe og så begyndte det efterhånden at gå helt godt. Jeg fulgte med ham i taxaen ud til lufthavnen, hvorfra min lørdagsudflugt (til det i-tirsdags-ikke-bestegne bjerg) skulle udgå. Da jeg havde vinket farvel til Knut (og hans fly) begyndte jeg hvad der endte med at blive en knapt 7 timers intens vandretur, der, hvad angår sværhedsgrad og intensitet, langt overgik mine hidtidige vandreture her i Grønland. Men fuck, det var godt - tonsvis af sol, ikke en sky, en god lydbog i ørerne, masser af knirkende sne, bjerge, vandløb, udsigter, dale og en, tør jeg godt sige, kalorierig madpakke. I [heart] Greenland. Den mest interessante loaction på turen, bød på et gensyn med snescooterbøllerne fra Nuuk. Det tykke snelag, der muliggjorde snescooterræset inde i byen, har været væk længe. Der er kun klatter tilbage. Så jeg troede egentligt at snescooterbøllerne havde stillet deres dødsmaskiner i skuret og var gået i sommerhi - men selvfølgelig er det ikke tilfældet. Og det var både grotesk, paradoksalt og ironisk på samme tid, at et af de smukkeste steder jeg kom forbi på min vandretur - en stor dal, med en frossen og snebelagt sø i midten, omringet af høje spidse bjergetinder, udgjorde et sandt snescooterbølle-hangout, hvor de unge (16-20 årige) kørte snescooter-dødskørsel, drak Cult Shaker og hang ud med deres damer og deres nypolerede snescootere. Jeg talte 6 snescootere, 7 snescooterbøller og 5 duller. Her var den lokale tankstation blot byttet ud med smuk, storslået og absolut eminent natur.
Min turs egentlige højdepunkt blev dog turens højdepunkt! Altså, rent faktisk turens højeste punkt, hvor jeg fik løftet lidt af sløret for den eminente udsigt der gemmer sig bag bjerget Store Malene. Store Malene, der udgør den imponerende massive "mur" som adskiler by og resten af det højtindede bjerglandskab, indad mod indlandsisen. Desværre måtte jeg vende om, på min vej op af Store Malenes ene bjergside, da underlaget blev for usikkert og jeg ikke længere kunne garantere for min egen sikkerhed. Adskillige ukyndige turister er døde på Store Malene, senest en 28-årig sygeplejerske, der i 2008 faldt 300 meter i døden få dage efter hendes ankomst til Nuuk - hun var gået alene afsted. Mindst en gang om året foretager redningstjenesten heroppe evakueringer af folk, der er kommet i problemer på vej op af netop dette bjerg. Og da mobildækning i fjeldet er yderst begrænset, er al færdsel alene op på Store Malene, særligt på denne tid af året, kraftigt frarådet. Tøsne og stenskred gør det alt for farligt. Så jeg skyndte mig ned igen og da jeg omsider endte min tur, mange timer efter, tilbage ved blok10 - var jeg ude af stand til at gå ret mange flere skridt på mine trædte bimser. Puha! Efter en kort aftenslur endte jeg dog med på mirakuløsvis at holde mig vågen til latenight filmaften med Joel, Mikkel og en sovende Atangana.
Søndag så vi "Allstars" i stuen med tæpper, kaffe og madder. Hele Nuuk er virkelig på den anden ende. Julie Bertelsen og det nye show er talk of the town! Fædrelandskærligheden og stoltheden over Grønlands ukronede dronning, vil ingen ende tage i denne tid. Og KNR, der normalt kun sender håndholdt og stærkt tvivlsomt grønlandsk lokal-tv samt indkøbte DR-udsendelser, har nu pludselig indgået aftale med TV2 (!) om samsending af denne perlerække af kor-udsendelser - naturligvis live, ikke forskudt, så grønlænderne kan stemme med på sms! Og vi kunne, skulle og måtte ikke gå glip af dette brag af et show. Og så skete der ikke mere den søndag!