Så skete det endelig (igen)! Mikkel og jeg kom på endnu en rypejagt. Efter to gange at have siddet klar, iført overtræksbukser, støvler og med smurte madpakker i taskerne, for blot at modtage beskeden om aflysning, kom vi endelig på rypejagt med vores nabo. For en måned siden fik vi nemlig ny nabo og da han hørte at vi havde været på rypejagt uden så meget som at se en eneste rype inviterede han os straks med på jagt. Vores nabo er tidligere konditor og nuværende portør på Sana. Han har lavet grønlands største lagkage (1,2 x 46 meter) og så er han skydeglad/gal. 15 rifler tæller hans imponerende samling! Samtidigt er han et af de rareste mennesker vi har mødt heroppe. At invitere to forholdsvist fremmede mennesker med på 9 timers jagt, låne dem ens dyrebare våben og have tålmodigheden til at instruere og oplære dem - det er ikke alle, der er så imødekommende og rummelige. Hvad man gladeligt betaler 1500 kr. (per person) for hos turistindustrien, fik vi gratis, bortset fra et symbolsk beløb - prisen for brændstof til båden.
Kl.8 om morgenen sejlede vi ud af Nuuk havn i naboens lille jolle - der dog, på trods af dens ringe størrelse (eller også var det netop derfor) kunne sejle hurtigt nok til at jeg måtte stramme ringmusklen en ekstra tand, for ikke at lave et "uheld" i overtræksbukserne. Det ville være en ærgerlig start på noget så mandigt som jagt med riffel og skarp ammunition. Jeg aner ikke hvor hurtigt vi sejlede men nok til at jeg flere gange måtte se nervøst op på vores nabo, der tydeligvis ikke tolkede mit angstfyldte kropssprog, men hver gang klaskede mig hårdt på skulderen og gennem larmen fra påhængsmotoren skreg "ER DET IKKE BARE FEDT?!?". Og hver gang måtte jeg høfligt, men med rystende stemme skrige "JO MAND" tilbage. Til mit forsvar skal det dog nævnes, at naboens seneste båd sank fordi han havde spændt en for stor motor på den. Men det var nu egentligt også ret fedt. Det var især fedt at se en lille del af de gigantiske fjordsystem, der omringer Nuuk. Nye bjerge, fjeldsider og småøer. Spejlblankt vand og en nyopstået sol, der forsøgte at brænde sig gennem et tyndt lag skyer. Havde det ikke været for motorens uromantiske larm og min angst for farten og det iskolde vand, havde jeg måske fældet en tåre.
Jeg tror vi sejlede 30 minutter inden vi ankom til rypejagtens udgangspunkt, fik smidt anker, tøjret båden og kom tørskoet i land! Vi blev grundigt instrueret i rifler, ammunition, walkie talkies, sikkerhed og rypejagtens små fif og hemmeligheder. Naboen lærte os endda at sige som en rype! Jeg synes nu mere det lød som om man forsøgte at kommunikere med aliens, når man sagde lyden. Vi drog afsted og en halv time senere kom vi til en gigantisk dal, med en frossen sø i midten. Et storslået syn med de de gigantiske hvide bjerge der tårnede sig op til begge sider og en helt særlig stilhed. Flere kilometers udsyn til alle sider og ikke en lyd. Vejret var klart og der var helt vindstille. Vi delte os op; naboen gik højre om søen og vi venstre. Vi øvede walkie talkies, så vi kunne holde radiokontakt fra hver vores side af søen og aftalte et punkt i den anden ende af den flere kilometer lange dal hvor vi kunne mødes og holde pause.
Til at begynde med gik det fint med at holde koncentrationen og spejde efter de små hvide fugle, men jeg må indrømme at der ikke gik længe før jeg måtte slippe den mest intense koncentration. At spejde efter små hvide prikker i et hvidt og sort landskab er hårdt for øjne og hjerne. Efter et par timer bliver det også lidt kedeligt. Så jeg nød mest af alt det storslåede landskab og trøstede mig med at min medbragte madpakkes størrelse på ingen måde gjorde det nødvendigt at skyde en rype, for at jeg kunne forblive mæt resten af dagen.
Vi kunne hele tiden følge naboen på den anden side af den frosne sø - og selvom han til tider blot var en uendelig lille silhouet af en prik (en prik med ben), blev lyden af hans snesko mod den knirkende sne nemt transporteret tværs over den kilometer brede dal og vi kunne høre ham skridt for skridt, host for host. Så det var intet under, hvis de mange dyr (ræve, harer og ryper) vi kunne se spor fra i sneen var smuttet for længst inden vi nåede at rette hverken øjne eller rifler mod deres små uskyldige kroppe. Eneste tegn på liv var en myg der kom sværmende (!?) og en larve jeg fandt under en sten! Og så pludselig fik vi melding fra naboen, der over walkie talkie-anlægget bad os kigge mod himlen hvor der svævede en gigantisk ørn (den største fugl jeg nogensinde har set), der kredsede over dalen, på jagt efter noget spiseligt (ligesom os) - måske ryper (ligesom os). Åh, den må have hadet sådan et par småsnakkende og fnisende blege danskere, der havde brugt de sidste par timer på at skræmme alt spiseligt liv over alle bjerge - bogstaveligt talt. Alligevel berigede den os med et imponerende show i dens flyvetekniske kundskaber og både dykkede, baskede og svævede i cirkler - lige over vores hoveder. Det var simpelthen toppen af poppen inden for naturoplevelser - jeg tror ikke de fåes meget større i Nuuk og omegn.
Efter at have mødtes med naboen i den anden ende af dalen og spist og drukket fortsatte turen gennem et noget mere kuperet terræn og uden snesko, var det virkelig hårdt arbejde for Mikael (som naboen kaldte Mikkel hele dagen) og jeg. Ikke sjældent røg man ned gennem det metertykke snelag og flere gange sad jeg ubehjælpeligt fast med begge ben dybt begravet i sneen. Det tærede på kræfterne, når man konstant skulle arbejde sig gennem den massive bløde forårssne og der gik ikke længe inden jeg smed jakke, hue og vanter. Da solen endelig fik brændt sig gennem skyerne blev det næsten helt sommerligt.
Her ses forsidebilledet til næste nummer af Hunters Magazine. Bemærk venligst den ultra hotte selebuks.
I takt med at vejret blev skønnere og skønnere og naturoplevelserne væltede ind over én som skidt fra en spædekalv, virkede ryperne mere og mere ligegyldige. Vi nærmede os båden, og dermed hjemturen, og jeg var lykkelig - med eller uden ryper. Jo, jeg gik da stadig og kiggede efter dem, men det virkede ikke så væsentligt om vi fik set og skudt nogen eller ej. Men så pludselig var naboen fyr og flamme og vinkede begejstret "Mikael" og mig hen til sig. Og der, minsandten, sad to ryper - stive og hvide af skræk over synet af de mærkelige, bevæbnede mennesker, der nu stirrede og pegede på dem. Det blev hurtigt bestemt at "Mikael" og naboen skulle skyde hver deres, da mit killerinstinct, som tidligere nævnt her på bloggen. kan ligge på et meget lille sted. Imens så jeg, åndeløs af spænding, til mens de to snigskytter krøb i position, ladede deres geværer, sigtede og "PANG!" - skød hver deres rype! "Mikaels" var dog standhaftig nok til at tage flugten længere ned af bjergsiden, med blodet dryppende efter sig, men han sprang efter den og gjorde dens endeligt få øjeblikke efter med et dræbende skud. Der var ikke et øje tørt - og pludselig indså jeg alligevel at dette var kronen på værket - dette var prikken over i'et. Pludselig virkede rypejagt uden ryper som en fiasko og dette - som den ultimative succes. Den sidste del af turen foregik i højfjeldssol - i ordets egentlige forstand og jeg kunne mærke hvordan endorfinerne kæmpede om pladsen i mine blodbaner, mens jeg gik i solen og sippede af min vandflaske med indsamlet kildevand i den ene hånd - og i den anden - to ryper i den medbragte GrønlandsBrugsen-pose.
Kan du se rypen? Den gemmer sig på dette billede!
Der gemmer sig også en rype på dette billede!
Den er død! Og det er "Mikaels" skyld.
Efter 8 timer i fjeldet returnerede vi til båden. Hjemturen foregik i lige så hidsigt et tempo som udturen og var mindst lige så herlig (og angstprovokerende). Vi lagde vejen forbi en tankstation for både (sejt, ikke?) inden vi til sidst lagde til kaj i havnen og sprang i land i Nuuk.
Hvis nogen, efter denne beskrivelse, er i tvivl, så var dette den hidtil bedste dag i Grønland - også selvom jeg blot en halv time efter vi gik i land stod midt i en travl aftenvagt nede på Sana, med rødbrændt hud og trætte ben. Det var fantastisk!
PS: Der er flere billeder i picasa!
PS: Der er flere billeder i picasa!