Det absolutte højdepunkt i ugen der gik: Jeg er på vej hjem fra Sømandshjemmet i mandags da jeg ovre i den anden side af vejen får øje på en af de talrige løse hunde i Nuuk, der trisser afsted i rask trav, tilsyneladende på vejen uden noget formål, på vej til et ikke-nærmere defineret og formentligt helt tilfældigt sted, ad en endnu mere tilfældig rute. Eller hvad? Pludselig sætter hunden farten ned, kigger op og får øje på en taxa. Den gøer bestemt mod taxaen og stejler kontinuerligt, mens den forsætter bjæfferiet. Da taxaen nærmer sig hunden holder den pænt ind til siden, taxamanden åbner døren og hunden springer ind i taxaen!!! Taxaen blinker ud, laver en uvending og forsvinder. Hvad har jeg dog været vidne til? EN HUND DER PRAJER EN TAXA! Det er simpelthen en af de mest vanvittig, men samtidigt mest fantastiske scener jeg i mit liv har været vidne til. Jeg vil gå så vidt som til at sige at den oplevelse alene har været hele turen værd.
Og det absolutte lavpunkt i ugen der gik: Hvalmillionbøf med udkogt trefarvet pasta til 40 kr. i Sanas kantine. Fy for helvede. Men jeg blev simpelthen nødt til at prøve det og jeg vil resten af mit liv insistere på at skrive på mit CV at jeg i 2010 spiste fucking HVALMILLIONBØF. Så er jeg ligeglad med hvor ligegyldig en oplysning kommende arbejdsgivere synes den oplysning er i jobansøgnings-sammenhæng. Det skal bare stå der, fordi jeg har gjort det!
Denne weekend var friweekend, så fredag havde vi inviteret de to grønlandske medicinstuderende fra Sana (tidligere omtalt på bloggen) og Knut til middag. Vi var meget rådvilde omkring menuen, men Atangana reddede os på målstregen med kvikke idéer og gode kontakter. Og så blev der indkøbt havkat på Brættet til spotpris og gennem en af sine venner kunne hun skaffe 9 kg krabber. Holy crab! (joke venligst udlånt af Atangana). Da hun skulle hente disse torsdag eftermiddag hjalp skafferen hende, i form af et lift, med at transportere de mange kilo til Blok10 - og nu hvor de alligevel var i bil og transporten ikke udgjorde noget problem, kunne hun lige så godt få 5 kilo rejer med til prisen. Og på den måde blev vi 600 kr. fattigere og 14 kilo skaldyr rigere! Vores fryser er nu fyldt til bristpunktet og der stikker krabbeben og rejehoveder op overalt mellem poser med kylligelår og bakker med frossent oksekød!
Der er himmelhunde og så er der havkatte (dette er en havkat).
Crap!
Men fredag aften endte altså med at byde på en særdeles omega-3-fedtsyre-holdig 3 retters festmenu. Kun desserten desserten gik fri for smagen af fisk, men var alligevel en helt særegen grønlandsk specialitet: Frossen Kløver-frugtyoghurt i de små karakteristiske plastikbægre med folie over. Ren nostalgi. De har ikke ændret sig en tøddel i hverken smag eller udseende siden jeg var blot en meter høj og fes rundt i tigerfutter på seminarieskolen i Aalborg. Dengang solgte skoleboden dem til 3 kr. stykket, men dengang havde ingen fået den revolutionerende idé at fryse fiduserne! På samme tid, heroppe i Grønland, har grønlænderne sikkert kæmpet med at holde selv samme bægre fri for frosten. I hvert fald er de små yoghurtbægre blevet solgt nedtøede siden Atangana var helt lille og i Brugsen sælges de simpelthen kun i frossen tilstand. Hvad bliver det næste? Stivfrosne osthaps og mælkesnitter med en kernetemperatur på -18°C? Det skal da i hvert fald prøves.
Vores gæster opførte sig pænt og vi havde en virkelig god aften i hinandens rasende gode selskab, Undervejs fik vi besøg af både frk. Smirnoff, monsieur Bourgogne og hr. Carlsberg og vi blev alle mere eller mindre påvirkede af deres besøg. Vi tog i byen, hvor jeg for første gang fik lov at opleve Nuuks berygtede og stærkt populære Diskotek Manhatten - byens eneste egentlige diskotek. Det var livsbekræftende at se de grønlandske unge danse moderne til DJ'ens techno-udvalg. Senere på aftenen lavede jeg fra diskotekets balkon, med udsigt til hele dansegulvet og baren, et mindre, uvidenskabeligt antroplogisk studie og selvom jeg under både studiets dataindsamling og analyse var decideret beruset - så mener jeg efterfølgende at kunne konkludere at grønlænderne forstår at more sig! Det samme gjorde vi, selvom også denne bytur blev afbrudt af diskotekets skandaløse lukketid klokken 3. Jeg blev fulgt hjem af de to medicinstuderende og en tredje grønlænder der, trods en alder af 27, blot var en meter høj (undskyld mig hvis min evne til at vurdere højder her var en smule påvirket af min promille og jeg dermed fremkommer med upræcise eller deciderede løgnagtige påstande her på bloggen, men det ER nu engang min blog og jeg må skrive hvad jeg vil). Også min anden bytur her i Nuuk endte med hjemve da min natmad måtte bestå af halvtørt flutes med kartoffelspegepølse tilsat remoulade i absurde, nærmest urimelige mængder - dertil en halv liter vand med klorsmag. Og så er det altså umuligt ikke at længes hjem efter Burger King's Whopper Cheese med tilhørende milkshake og jeg faldt ulykkelig i søvn og havde helt ondt i maven af savn. Eller også var det mængden af remoulade, der pressede mavesækken ud i nye og hidtil uprøvede dimensioner.
Hvad fredag nat ikke bød på af højkvalitets junkfood gjorde lørdag til gengæld. En af de første dage vi kom heroppe talte vi med Atangana om hvad man absolut bør se og opleve her i Nuuk og da hun var færdig med at fortælle om enestående sejlture i fjorden, udfordrende vandreture på fjeldet, lærerige museer og smukke bydele udbrød hun: "Noget andet I bliver nødt til at prøve mens I er heroppe er bøfsandwhich nede fra Centrum Grill". Og her gavner det for alvor at have en lokal guide som Atangana - for det tip finder man aldrig, aldrig, aldrig i "Turen går til Grønland". Haha. Lørdag formiddag prøvede vi så endelig, efter næsten to måneder i Nuuk, kræfter med sagen og lækker det var den! Og hvad den manglede af gastronomisk spidsfindighed kompenserede den så rigeligt for i form af fedt og salt og vi uddrev den sidste rest af tømmermænd fra vores postalkoholiserede kroppe. Eneste anke må være et enkelt halvskarpt ristet løg, der havde sneget sig ind under overbollen og i forbindelse med en ivrig bid af den tiltrængte burger ridsede det mig i ganen – og resten af weekenden har det været en smertelig affære at indtage alt fra varm suppe og til halvlunken kaffe. Æu.
Lidt mere gourmet blev det, da vi kom til eftermiddagskaffe-date med tørfisk og hjemmebagte boller hos nogle af Atanganas gode venner i bydelen "spøgelsesbyen". Et sødt, ungt, grønlandsk par (Adam og Anja) med to små søde børn og et dejligt hjem! Rigtig hyggeligt og endnu engang en fornøjelse at være med på sidelinjen og få et indblik i moderne grønlandsk kultur. I denne omgang især interessant at se hvordan man kan fylde væggene med fantastisk og meget smagfuld grønlandsk kunst/kultur - udefra set har jeg, som uvidende, altid tænkt på grønlandsk kulturliv som noget temmeligt kikset og uinteressant, men hos Adam og Anja var der virkelig hængt nogle ekstremt fede grønlandske tusch- og blyantstegninger og fotos på væggene! Grønland har jo et elendigt ry hos de fleste i danskere og at være ung i en periode med ekstrem fordanskning af den grønlandske kultur, særligt blandt unge, og stadig holde fast i sine rødder, det må kræve - ja - netop stærke rødder. Det tror jeg Adam og Anja har.
Vores gastronomiske lørdagstur rundt i Nuuk endte nok engang hos Anders, der som tidligere nævnt her på bloggen, bød på en sand festmiddag med rensdyrstunge og det verdensberømte sydgrønlandsk lam! Som surprise blev der mellem retterne serveret marsvine-mattak (hud med 1/2 cm spæk) – så nu har jeg næsten spist delfin! Denne mattak smagte, sammenlignet med tidligere afprøvede mattaker, temmeligt ukontroversiel, men tag ikke fejl - man bør stadig vaske grundigt fingre og mule efter at have indtaget rå hud og spæk fra et havdyr - også selvom det ikke umiddelbart smager og lugter stærkt. Og på vej hjem i bussen kom lugten pludselig til mig, en helt særligt dunst af hval og harsk fedt og den var i min mund, sad i mit skæg og var smurt ud over mine hænder. Så der blev skurret med vand og sæbe så snart jeg kom hjem i lejligheden – der i øvrigt stank af havkat efter fredagens kokkerier. Jeg er omringet og forfulgt af seafood - hjælp!
Hud og fedt fra marsvin. Råt.
Søndag er der blevet dovnet til den helt store guldmedalje. Det var ellers ikke planen. Mikkel og jeg stod tidligt op for at tage afsted på rybejagt, men tredjepart udeblev - den historie gemmer vi til en anden god gang her på bloggen! Den involverer usynlig tåge, ubrugte madpakker og en flink, men lidt fjollet konditor. Men vi har hygget os sygt meget og brugt en hel dag på at spare kræfter sammen til at slæbe os ned i biografen, hvor vi vil forsøge at holde os vågne til filmen Up In The Air.