torsdag den 11. marts 2010

Big time shopping + Isbjørn i Nuuk!

Hvis du kun må læse ét blog-indlæg fra min tur i Grønland - så skal det være det her! Og er du ovenikøbet vild med tv-serier som Sex & The City, bøger som "Nynnes dagbog" og cd'er som "Teen Hits vol. 3" så er dette indlæg et MUST for netop DIG!

Først og fremmest starter jeg med at bringe mit bedste (og eneste) bevis på at Mikkel og Atangana HAVDE årsdag i sidste uge (d.6 marts): En annonce der blev bragt i denne uges Nuuk Ugeavis:


Klik på billedet for at kunne se det i stor udgave. Det vil du ikke fortryde.

Onsdag var jeg på SHOPPING med Atangana. Vi var i den på bloggen tidligere omtalte Julie-butik hvor Julies mor har indrettet et to etagers hus som butik, hvor der sælges aflagt tøj fra Julie, smykker designet af Julie, duftserier og cremer udviklet af Julie og gammelt bras (second hand) som Julie skødesløst har efterladt sig på sin vej gennem livet. Skulle nogen være i tvivl er Julie = Julie Berthelsen.

Jeg købte:
To LP'er som jeg ikke har tænkt mig at høre, men som jeg håber er penge værd så jeg snart bliver rig på at sælge dem videre:

 

Et par smarte og velholdte adidas-sko til 100 kr!! Jeg kan ikke helt finde ud af hvilken tilknytning de skulle have til Julie. Det er str.44 og selvom rygterne siger at hun skulle have meget store fødder, så er vel næppe så gigantiske.


Klik på billedet for at kunne se det i stor udgave Det vil du måske fortryde.

Derudover overvejer jeg kraftigt om jeg skal købe en gammel rødternet fjällräven-jakke, som angiveligt også skulle have en eller anden relation til frk. Bertelsen. Den vender jeg tilbage til her på bloggen. Glæd jer.

I går shoppede jeg også Nanooks plade i Arctic Music:


KONKURRENCE:
Jeg har erfaret at den også kan købes på iTunes og gør nu min blog til et interaktivt foretagende: Jeg udlodder hermed 3 gavekort fra iTunes til det bedste nummer fra pladen (værdi: 8 kr.). Alle der indenfor en uge skriver en mail til mig hvor ordet Nanook indgår er med i konkurrencen. Mail:
kunstner5@kunstner5.com

Af andre gode ting jeg har shoppet er min første flyfriske mælk!! Et tilbud på 30 kr. kunne jeg ikke afslå og jeg har nu, efter en måneds fravær, fået min første portion havregryn med vidunderlig dansk mælk. Åh, jeg var helt salig imorges.


Du ville også sove med din flyfriske mælk om natten hvis du havde undværet den i halvanden måned og givet 30 kr. for den.

Og nu til noget jeg IKKE har købt. For en uges tid siden så jeg denne fantastiske skrivetavle ligge ved siden af kassedamen i Pissifik-supermarkedet. Jeg tænkte straks at sådan én MÅTTE jeg eje, men jeg turde ikke spørge om jeg måtte få/købe den. I går tog jeg så mod til mig. Jeg købte en Esselte-plade magen til i Grønlands Kontorforsyning (vidunderligt navn til en butik, ikke?) og spurgte Brian fra Pissifik om de var villige til at bytte deres gamle plads med min nyindkøbte. Desværre kunne Brian ikke finde tavlen, men fik mit telefonnummer og lovede at ringe tilbage, når han fandt en til mig. Og jeg måtte få den GRATIS og beholde min Esselteplade! Brian ringede allerede kl.18 og nu er tavlen min, min, min!


Same procedure as every day

Og nu spørger alle der ikke arbejder på E4 måske sig selv hvad i alverden jeg skal bruge sådan en til. Jo ser I: På E4 har man altid sådan en tavle med sig når man er gruppeleder. Og hvad kunne være mere fantastisk end at have en tavle med rundt med teksten "Same procedure as every day"? For er der noget, der absolut IKKE er passende i sygeplejen så er det at gøre som man altid gør! Et lille stykke med ironi. Fra nu af vil dette ALTID være min faste gruppeleder tavle når jeg er gruppeleder på E4.

I dag skulle Mikkel og jeg have været på rybejagt. Men i går eftermiddag begyndte rygtet: Der var set en isbjørn ved Nussuaq - præcis der hvor vi gik, helt alene og ubevæbnet, i lørdags! Og præcis der hvor vi ville have været på rybejagt i dag. Det er simpelthen så sindssygt at tænke på. Alle fangerne i byen var på sagen i går og jagtede bjørnen - enten til fods eller i deres både. Der har været mange forskellige rygter i byen. Et rygte sagde at den skulle være blevet skudt, et andet at der blot var tale om et barn, der var blevet forvekslet med en isbjørn! Men i dag er alle rygter manet til jorden og der var tale om en isbjørn - men kun en enkelt fanger havde set den og han formåede ikke at forfølge den. Skulle nogen være i tvivl så er isbjørnen truet og man må kun skyde hvis man er i livsfare. Eftersom vi netop har byttet vores store isbjørne-gevær med en ryberiffel hos Atanganas far, så besluttede vi hurtigt at vi IKKE skulle nyde noget af at på jagt i dag - for overfor en isbjørn er man chanceløs med ryberiflen. Og nu overvejer vi kraftigt at køre med enten 3 geværer (2 til rybe, 1 til isbjørn) eller to som tidligere (1 til rybe, 1 til isbjørn).


Det var ikke denne bjørn der blev set igår. Den er ellers sød.

Til slut på dette billedrige blogindlæg får I lige en nyhed jeg faldt over på KNRs tekst-tv:


Dette er HELE nyheden. Der er ikke mere. Åh ja... KNR! Man ved ikke om man skal grine eller græde. Forleden, da jeg talte mindre pænt om kanalen, sagde Atangana: "Ja, men det er da altid bedre end ingenting". Men jeg er faktisk i tvivl om jeg er enig i det udsagn.