Livet i Grønland er godt. Så er det sagt. I denne weekend toppede humør, livsglæde og mængden af interessante begivenheder. Det har været en eksplodering af en fest.
Lørdag kickstartede jeg dagen med tur i Brugsen, hvor jeg skulle foregive at handle spændene varer ind til en middag med hemmelig menu for Knut (sygeplejekollega fra afdelingen) Atangana og Mikkel om aftenen. I virkeligheden var min overraskelse at vi skulle ud at spise fint, så jeg bluffede ved at fylde taske og poser med basisvarer, der skulle agere attrapper for spændene eksotiske middagsingredienser, så jeg kunne overbevise Atangana om at vi altså ikke skulle ud at spise, hvilket hun desværre meget dygtigt havde gættet. Hun arbejder jo også for politiet, den idiot! Umuligt at holde hemmeligheder for hende. Da det ifølge min kalender var Mikkel og Atanganas 1-årsdag købte jeg rundstykker med hjem fra Pissifiks bager, men kæresteparret nægtede purre at det var deres årsdag og sagde at de ikke har nogen årsdag. Men de nægtede dog ikke at spise rundstykker, hvilket jeg tager som en indrømmelse. Og jeg ved at jeg har ret, for jeg ville aldrig have sat kryds i kalenderen hvis ikke jeg vidste at det var PRÆCIS DEN DAG at Mikkel fortalte mig at nu var de officielt hr. og fru.
Efter morgenmad gik vi ud under den blå og næsten skyfri himmel, hvor en flink gul bus kørte os ud til Nussuaq, en lille forstad til Nuuk og vistnok den bebyggelse, der ligger længst fra centrum. Næsten al bebyggelse derude er meget luksuriøs, nybygget, alle med flere kilometers udsyn og udsigt ud over vandet. Med Nussuaq som udgangspunkt gik vi en tur op på toppen af fjeldet, hvorfra vi nød en skolhed udsigt (desværre uden mælk) og en meget smuk kop kaffe (som smagte helt tydeligt i det flotte klare vejr). På nedstigningen gik der pjat i den og vi endte med sne i støvlerne, våde fødder og kolde hænder efter et par mislykkede og halvbizzarre kælketure, rulleture og snedrive-slams. Men det var sjovt! Og kort efter fik vi varmen hos to af Atanganas gode venner, der bor ved foden af fjeldet i Nussuaq og som gav kaffe, varme og en mulighed for at se noget af det lækre byggeri indefra.
Tilbage i lejligheden blev det mere og mere klart for Mikkel og Atangana at jeg ikke havde tænkt mig at lave aftensmadsmenu og da klokken slog 17 og jeg endnu ikke havde så meget som snittet et løg eller tændt en kogeplads, var det svært at bilde Atangana ind at vi om en time skulle have en lækker middag tilberedt af mesterkokken August. I stedet for at brase, stege og koge drak vi øl og hyggede med Knut, der kom over til os direkte fra arbejdet. I reglen ønsker jeg ikke at publicere offentlige personkarakteristikker her på bloggen, selvom det kunne være skægt, for der er mange sjove typer heroppe, men jeg bliver nød til kort at fortælle at nordmanden Knut har sejlet det halve af jorden rundt, begyndende i en alder af bare 20 og nu er havnet i Grønland, af alle steder. Egentligt skulle han og hans bror have været sejlet til Grønland, men da de ikke kunne gå i land pga. store mængder is måtte de sejle til Island hvorfra Knut skrev en email til Grønland og spurgte om de ikke havde et job til ham på Sana. Det havde de på vores nuværende afdeling og nu bor og arbejder han her - i hvert fald indtil rejselysten igen sender ham videre ud i verden. Jeg tror den mand har flere gode historier end jeg har hår på hovedet! Et ekstremt kærligt, morsomt og sympatisk væsen. Lang tid siden jeg har mødt så dejlig en person.
Efter morgenmad gik vi ud under den blå og næsten skyfri himmel, hvor en flink gul bus kørte os ud til Nussuaq, en lille forstad til Nuuk og vistnok den bebyggelse, der ligger længst fra centrum. Næsten al bebyggelse derude er meget luksuriøs, nybygget, alle med flere kilometers udsyn og udsigt ud over vandet. Med Nussuaq som udgangspunkt gik vi en tur op på toppen af fjeldet, hvorfra vi nød en skolhed udsigt (desværre uden mælk) og en meget smuk kop kaffe (som smagte helt tydeligt i det flotte klare vejr). På nedstigningen gik der pjat i den og vi endte med sne i støvlerne, våde fødder og kolde hænder efter et par mislykkede og halvbizzarre kælketure, rulleture og snedrive-slams. Men det var sjovt! Og kort efter fik vi varmen hos to af Atanganas gode venner, der bor ved foden af fjeldet i Nussuaq og som gav kaffe, varme og en mulighed for at se noget af det lækre byggeri indefra.
Tilbage i lejligheden blev det mere og mere klart for Mikkel og Atangana at jeg ikke havde tænkt mig at lave aftensmadsmenu og da klokken slog 17 og jeg endnu ikke havde så meget som snittet et løg eller tændt en kogeplads, var det svært at bilde Atangana ind at vi om en time skulle have en lækker middag tilberedt af mesterkokken August. I stedet for at brase, stege og koge drak vi øl og hyggede med Knut, der kom over til os direkte fra arbejdet. I reglen ønsker jeg ikke at publicere offentlige personkarakteristikker her på bloggen, selvom det kunne være skægt, for der er mange sjove typer heroppe, men jeg bliver nød til kort at fortælle at nordmanden Knut har sejlet det halve af jorden rundt, begyndende i en alder af bare 20 og nu er havnet i Grønland, af alle steder. Egentligt skulle han og hans bror have været sejlet til Grønland, men da de ikke kunne gå i land pga. store mængder is måtte de sejle til Island hvorfra Knut skrev en email til Grønland og spurgte om de ikke havde et job til ham på Sana. Det havde de på vores nuværende afdeling og nu bor og arbejder han her - i hvert fald indtil rejselysten igen sender ham videre ud i verden. Jeg tror den mand har flere gode historier end jeg har hår på hovedet! Et ekstremt kærligt, morsomt og sympatisk væsen. Lang tid siden jeg har mødt så dejlig en person.
Nå, tilbage til virkeligheden. Klokken 18 gik over på Hotel Hans Egede's restaurant, hvor jeg havde reserveret bord til et arrangement hvor Grønlands projektor for Ny Nordisk Mad (Sofie-et-eller-andet) serverede og præsenterede en 4 retters menu bestående af bl.a. mankelav-og-rensdyrs-suppe, gravet hellefisk med buletang, rævesauce og sortebær, rype med moskus og småkager med grønlandsk timian og grønlandske kvanfrø. Overvejende virkelig lækker mad, men hende Sofie-kokken var lidt irriterende når hun indimellem kom med information om retternes opståen krydret med en god portion selvfedhed og adskillige reklamestunts for diverse projekter, kogebøger og en kommende netbutik, der sælger Grønlandske krydderurter. Hun kunne også fortælle at flere af retterne var kommet til hende som åbenbaringer og at hun FAKTISK (et ord hun benyttede i helt overdreven grad) havde skrevet en bog, der havde startet en hel ny tid på Grønland. Lidt ærgeligt. Men vi fire hyggede os og kunne heldigvis grine af det efter vores smag lidt for fine sted, de alt for velklædte gæster og den ulidelige højtidelighed, der gennemsyrede tjenere, indretning, vinkortet og arrangementet i det hele taget.
Vi vendte hjem og forsøgte påny at genetablere de respektive promiller vi havde arbejdet os op på inden afgang til restauranten. Det lykkedes til fulde og engang over midnat luskede vi ned til byen for at se koncert med de Nuukianske rockhelte Nanook på Godthåb Bryghus. Efter mere end en måned i Nuuk var det på tide at vi kom i byen og set hvordan ungdommen morer sig – der var naturligvis fyldt med folk fra Sana og en masse unge mennesker man har set rundt omkring i byen. Nuuk er lille. Bandet var fantastiske og spillede en fremragende koncert! Jeg må indrømme at jeg langt fra havde forventet at skulle se god livemusik under mit ophold i Grønland, men det lykkedes hermed og vi havde en kort, men voldsomt god bytur!
Nanook
Alle barer lukker kl.3 i Nuuk. Men vores lejlighed holdt åbent nogle timer endnu, så vi inviterede to medicinstuderende fra Sana (hvoraf Mikkel og jeg kendte den ene og Atangana kendte den anden) hjem til øl og chips og kl.6 rundede jeg natten af med en stor vamset knækbrød med makrel og ketchup (man må tage hvad man kan få når Nuuk hverken har Burger King eller McDonalds) og faldt i søvn! Glad og træt.
Søndag var som søndage er bedst. Vindstille og skyfrit, næsten lunt. Få biler på vejene, børn der leger i gården, lyden af sne der smelter i solen og drypper ned fra hustagene. Jeg følte mig opløftet, faktisk helt lykkelig. Vi spiste spejlægsmadder og gik tur nede ved havnen hvor vi slentrede rundt og klappede isbjerge og legede med vores kameraer. Jeg tyggede i noget tang i håb om at det var spiseligt, det var det ikke rigtigt.
Om aftenen gik vi ud til Atanganas far, der bød på sæl, hvilket jeg havde set meget frem til. Jeg var advaret om at det skulle smage meget specielt, og det smagte ganske vidst ikke som noget jeg havde smagt før – men jeg kunne lide det. Sælens kød er mørkt som blodpølse, men ikke sejt og har en ret ekstrem mængde fedt, så dyret kan holde varmen; Ikke fordi det var noget problem i dette tilfælde for Anders havde puttet det i kogende vand – altså den har brug for fedtet mens den er i live nede i det kolde vand! Vandet sælen var kogt i var lavet til sælsuppe med grødris og grøntsager og fungerede som tilbehør til kødet sammen med en sur (og velsmagende) kartoffelmos og sennep. Det var altså lækkert! Bagefter lugtede man godt nok lidt af sæl, det har en meget karakteristisk og kraftig luft og smag. På vej hjem i bussen kom jeg til at slå en lille bøvs og jeg tror aldrig jeg har oplevet noget så mærkværdigt i min mund! Sikke en duft/smag. Af samme grund vasker man altid op med det samme når man har spist sæl og man smider skraldeposen med ben og knogler og levnet fedt ud med det samme. Sælsuppen blev hældt i toilettet!! På den måde sendte vi jo lidt af sælen retur ud i havet. Det kan man jo næsten kalde et slags begravelsesritual.
Jeg takkede Anders for endnu en formidabel grønlandsk madoplevelse og tog bussen tidligt hjem og skyndte mig i seng, hvor jeg tænkte at jeg, som jeg lå der under min lyserøde dyne, i netop disse sekunder måtte være grønlands lykkeligste mand.