I torsdags spiste jeg næsten pingvin! I hvert fald lavede ondulerede vi endelig de to lomvier, der har ligget i vores fryser siden vi købte dem kort efter vores ankomst i februar. Og det er måske det tætteste jeg nogensinde kommer på at spise pingvin. Faktisk er den eneste væsentlige forskel på lomvien og pingvinen deres intelligens (kilde: Atangana). Og måske også mængden af publicity, hvor pingvinerne virkelig fører stort! F.eks. er der jo ikke nogen film ved navn ”Lomviemarchen” og DR viser ikke ”Lomvierne fra Madagascar”. Der er heller ingen Lomvio i Rasmus Klump og uanset hvor grundigt man går til værks kan man ikke finden nogen "Lomvieblanding" i Brugens slikafdeling (forleden ledte jeg en time uden held). Der er ikke noget fint britisk forlag der hedder "Lomvia" og på Google er der cirka 46 mio. hits på ”pinguin”, mens der blot er 52.000 på ”lomvia”. Pingviner er jo helt overeksponerede sammenlignet med lomvien. Mikkel har ligefrem udviklet en aversion mod de allestedsværende pingviner, for som han siger kan man snart ikke se et eneste dyreprogram uden de sniger sig med. Forleden så vi BBC's Planet Earth med tema om ørkener og selv her frygtede Mikkel at de, på trods af emnet, skulle få sneget sig med på den ene eller anden måde. For engangs skyld formåede BBC dog at holde en hel times pingvinfri zone, så Mikkel slap.
Men hvordan er pingvinerne blevet så populære? Og hvorfor er lomvien ikke? Måske er det pingvinernes højere intelligens, der har givet dem så stort et forspring - eller også er det fordi de har en kejser - det har lomvierne jo ikke - Lomvierne består blot af én stor pøbel uden nogen mægtig leder.
Lomvien - en lavintelligent (men dog flyvende) pingvin.
Tilbage til vores Lomvie-aftensmad. Mikkel og Atangana skal have den primære ære for dette fantastiske måltid, der på trods af en perlerække af gastronomiske hits fra vores køkken i Blok 10, må siges at være det bedste hidtil. Atangana havde flere dage i forvejen proklameret at hun havde opsporet en anbefalelsesværdig Lomvie-opskrift fra en politi-kollega, men da vi stod nede i Brugsen på selve dagen, viste sig at hun på grund af logistiske og uheldige omstændigheder alligevel ikke havde fået helt styr på hvad vi skulle indkøbe eller hvordan vi skulle angribe de to optøede fugle, der lå hjemme på køkkenbordet og ventede på vores tilberedning. Men så er det jo godt at hun kender det halve af Nuuk, for lige som jeg skulle til at skælde hende ud for ikke at have styr på noget som helst, spejdede Atangana rundt på alle sine bekendte, der gik rundt mellem kølediskene i Brugsen og udvalgte dén hun mente havde mest forstand på Lomvie-tilberedning. "Jeg spørger lige hende der, hun har helt sikkert en god opskrift". Og voila - få sekunder kom Atangana tilbage med en plan og opskrift: Lomvie svøbes i bacon, lynsteges, proppes med løg og hvidløg, koges i gryde halvt fyldt med vand. Tilsættes en smule honning. Lomvie-fonden laves til sauce og så er der serveret! Et måltid jeg sent vil glemme.
Mikkel bemærker paradokset: "Det her er modsætninger der mødes. Svinet (her i form af baconsvøb) - det opstalede, ildelugtende, immobile, antibiotikafyldte, fede danske dyr møder lomvien - et smukt dyr, fri som den fugl den er, opvokset i nogle af de reneste naturområder der findes på jorden og stort set fedtfri. Her er virkelig tale om et umage par!"