Jeg var ikke helt klar over hvor meget færgen var endt med at blive forsinket, så der var lige til det sidste spænding om hvornår præcist vi ville ankomme til Arsuk – jeg stod i hvert fald på dækkede og spejdede og spejdede.
Da kaptajnen endelig annoncerede at der nu var en halv time til ankomst løb jeg ned til min soveplads og pakkede mine sidste ting, så jeg kunne nyde den indsejlingen til min destination. Synet af bygden var ingen skuffelse - den ligger i meget smukke omgivelser omsluttet af bjerge, med kun en enkelt landfast vej ud af byen – en lille sti som slår rundt om det 1400 meter høje fjeld, som Arsuk ligger for foden af.
Her bliver ingen snydt for havudsigt (jeg har i øvrigt snydt lidt - billedet her er fra hjemturen, da jeg ingen gode billeder har fra ankomsten).
Noget blev sagt over højttaleren på grønlandsk og jeg regnede ud at jeg skulle gå ned til 2. etage hvor der havde været landgang i Nuuk, Fiskenæsset og Paamiut. Fra rummet hvorfra man går i land er der ingen vinduer og da vi havde ligget et stille et par minutter uden at nogen besætningsmedlemmer var dukket op og var gået igang at slå broen ned, begyndte jeg at undre mig. Men så dukkede en kvindelig medarbejder op, fik øje på mig og spurgte bestemt "August Jungersen?". "Ja, det er mig!". "Åh, du er dansk, så skulle jeg have sagt dét over højttaleren på dansk. Vi er ikke vant til at der står så mange danskere af i Arsuk. Vi skal nedenunder, følg med": Jeg blev ført nedenunder, hvor de havde åbnet en åbning i siden af skibet og slået en bro direkte ud i vandet, så vi kunne stige ombord i en lille orange båd som de havde hejst ned fra øverste dæk! Sidste del af turen ind mod bygdens "havn" foregik altså i denne lille motorbåd. En venlig påklæderske hjalp mig med monteringen af en redningsvest - og så ombord i båden, der blev sejlet af en lige så venlig mand med overskæg og underbid. I fuld fart ind til kajen.
På kajen ventede min udlejer, en meget rar ældre dame. Hun hilste pænt på både mig og den anden passager i båden. Det viste sig at han også havde en lejeaftale med udlejeren - de kendte tydeligvis hinanden i forvejen. Min medpassager og jeg fik anvist vores fælles bolig - stort set alle huse kunne ses fra havnen, så det var bare at pege - på et lille türkisgrønt hus lidt længere oppe i bygden. Vi fik nøgle og besked om at vi bare kunne komme med pengene senere. Jeg forsøgte straks at lave en aftale om præcist sted og klokkeslæt hvor vi kunne mødes senere og ordne regnskab, men som udlejeren med et smil gjorde mig opmærksom på: "Du skal nok finde mig". Det havde hun sådan set ret i. Og her gik det første gang lidt op for mig, hvilket sælsomt sted en bygd må være. 40 huse midt ude i ingenting. Ikke bare midt ude i ingenting lige som i Danmark - men virkelig midt ude i ingenting. Her ville det ikke blive svært at finde udlejeren.
Der var en del mennesker på kajen ved ankomsten, vel nok 20 stykker, så det var lidt mærkeligt at være "ham den nye" som alle kiggede mærkeligt på. Men de smilede og nikkede venligt! Min medpassager og nu sambo var på ingen måde et nyt ansigt i byen. En elektriker nær pensionsalderen, der havde besøgt Arsuk mindst 100 gange siden han i 1966 var flyttet til den (mest) nærliggende by Paamiut. Der gik ikke mange minutter inden jeg havde fået ham godt i gang med at fortælle sin livshistorie, der viste sig at være alt andet end kedelig og propfyldt med eksotiske grønlands-anekdoter. Som Arsuk-ekspert blev han også min lokalguide og allerede inden vi var nået de 100 meter op til vores bolig havde jeg fået en mindre rundvisning og indføring i god bygdeskik og en kort "what-to-do-in-Arsuk"-liste.
Det første der slog mig da vi gik op mod huset var at det grønne græs i bygden var fuldstændig nytrimmet overalt - selv inde mellem husene, helt op langs murene og nede på et lille græsareal foran købmanden. Som en golfbane. Men så var det jeg fik øje på fårene - som spankulerede rundt overalt, evigt græssende - og trimmende! De fleste havde små lam med på slæb, som tumlede rundt i nærheden af mor eller far. Ren idyl og sindssygt hyggeligt. Nu ved jeg hvad jeg skal forære min mormor i fødselsdagsgave til sommer – hun vil aldrig behøve at slå græsset igen.
Vores hus var lille, men ekstremt hyggeligt og indrettet med alt hvad man nu kunne have brug for. Jeg behøvede sådan set kun en seng - og det var der. Elektrikeren og jeg skulle sove på overetagen i samme rum, men med en skillevæg imellem. Fint med mig - vi var allerede faldet godt i hak.
Huset vi boede i! Måske verdens hyggeligste – hvem ved?
Som det første gik jeg ned til bygdens lille købmand, der solgte for gamle madvarer, fire tomater og paller og atter paller af dåsemad. Et skævt udvalg af fødevarer til temmeligt høje priser, men basisvarer kunne dog fåes til noget der mindede om Nuuk-priser. Butikken havde naturligvis også en overetage med ikke-kolonial-varer som krus, bestik, skruer, fleecetrøjer, spil, dvd'er, lappegrej - en uendelighed af nyttige småting, som naturligvis må kunne anskaffes om nødvendigt. Jeg købte lidt proviant til eftermiddagen og aftenen og fik en gammel 50-kroneseddel igen, da jeg betalte med en 200 kr. seddel. Det er snart et år siden at 50'eren blev erstattet af den nye seddel, men i Arsuk er der jo ingen banker til at inddrive og udbytte den slags, så den ville nok have fået lov at cirkulere et par år endnu, hvis ikke jeg havde fået den stukket i hånden nu. Da jeg havde betalt ved kasse 1 (den eneste) kom en dame ind i butikken, der viste sig at være min kollega på K1's mor - og hende havde jeg jo en pakke med til som jeg fik overleveret - og jeg fik en ny retur som hun bad mig tage med til min kollega. Kald mig bare Postmand August.
Som sagt går der kun en vej ud af bygden, så min vandretur måtte naturligvis gå denne vej - rundt om bjerget Kuungnaat. Der går rent faktisk en rigtig grus/sten-belagt vej ud af byen - der ender ved en nedlagt heliport cirka 300m væk fra bebyggelsen. Den dag i dag er der ingen faste helikopterbesøg i Arsuk, alt foregår med både og skibe.
Her ses Arsuks "lufthavnsterminal" ved heliporten – det må simpelthen være verdens mindste – taget holdes fast med tønder fyldt med sten og så er der adgang forbudt. Kom an Kastrup.
Jeg passerede heliporten og kom forbi to små fåreavler huse med tilhørende indhegninger, hvori der gik et par får, foruden de mange fritgående får jeg mødte på min vej ud i landskabet. De holdt til hele vejen rundt langs bjergsiden, hvor de drak af de mange små bække med smeltevand oppe fra bjerget og gumlede løs på det grønne græs, som der desværre var skuffende små mængder af - dog langt større end i Nuuk.
Men sikke et landskab. Ekstremt storslået med bjergene overalt. Rundt om fjeldet, langs Arsuk fjord og op til en gigantisk dal med mange kilometers vidde til alle sider. Kuungnaat sneklædte top så fanatsisk ud og bjerget tårnede sig op og virkede nærmest uendeligt som jeg stod lige op ad den stejle, mærkeligt glatte fjeldside, hvor et par ørne kredesede rundt og inspicerede området nogle hundrede meter over mig. Fire-fem vandfald satte yderligere kul under idyllen, men gjorde dog passagen i terrænet en anelse mere udfordrende - jeg tror jeg hoppede og skrævede over mindst 100 små og store bække ialt på min gåtur. Alle med udløb i Arsukfjorden.
Til middag gjorde jeg ophold ved fjordens bred, hvor jeg kunne sidde i solen med bare fødder i det varme røde sand, glimtende i sorte striber - farvet af de mineraler som smeltevandet førte med sig fra oppe fra fjeldet. Sand! Sådan noget havde jeg ikke set siden min ankomst til Grønland - sydgrønland er i det hele taget noget ganske andet rent landskabsmæssigt. Bjergene har anderledes formationer, vegetationen er anderledes og dyrelivet adskiller sig naturligvis også.
Jeg fik makrelmadder, chokolade og kildevand (altså selvindsamlet kildevand) på "stranden" og sendte en sms til Atangana og takkede hende for hendes anbefaling af Arsuk. Hun havde hjulpet mig med at træffe det helt rigtige valg. Jeg smed skoene og jakken og kunne uden problemer sidde i bare tæer og cardigan og nyde udsigten ud over det blå vand og de sneklædte bjergtinder. Hver gang jeg vendte mig om mod Kuungnaat kunne jeg ikke andet end smile. Jeg nød at være alene med fårene, der underligt nok syntes at blive tiltrukket af duften af dåsemakrel og nysgerrigt og langsomt nærmere sig. Det hele virkede så perfekt.
Dumme August havde ikke taget sin 18mm linse med og turen blev derfor præget af alt for mange nærbilleder og alt for få landsskabsbilleder. Her har jeg dog forsøgt at redde det ved at samle nogle nærfotos til et større billede af det store fjeld jeg passerede. Det var imponerende.
Arsuk området er kendt for at være et af de mest geologisk interessante områder og der er en del forskning i området hvor man har fundet adskillige geologiske forekomster, der kun er fundet her. Min viden om geologi kan beskrives med meget få linjer, men jeg fandt mange mærkelige typer af sten, fjeldene havde underlige strukturer, sandet var rødt og skinnende, jeg gik forbi gigantiske sten på størrelse med små biler med fuldstændigt porøse overflader og området er kendt for dets forekomst af månesten (en særligt køn sten, som kan findes et stykke oppe på fjeldet, der bliver blå og skinnenede når den får fugt) - dem fandt jeg dog ingen af.
Undervejs stødte jeg også på en del blomster, små buske og vandplanter som jeg ikke havde set før. Og dyreliv! Jeg så edderkopper, larver og en enkelt mariehøne (!!) Wow. Og endda et par fuglearter som også var nye for mig. Og så naturligvis fårene.
Det der ses her, er en fugl.
Turen endte ved en 5-6 meter bred elv og jeg kom til at se på klokken, der afslørede at jeg til min store overraskelse allerede havde vandret 4 timer. Elven ville jeg dog prøve at krydse og da jeg efter en time endnu ikke havde fundet noget passérbart sted, valgte jeg at tage støvlerne af og passere den strømfyldte elv barfodet. Dum som jeg var, valgte jeg at bære støvlerne i stedet for at smide dem over på modsatte side, så da jeg fik overbalance og måtte støtte mig til en stor sten nede i vandet, fik jeg sænket begge to ned og fyldt dem til randen med vand. At passere de få meters iskolde vand var noget vanskeligere end jeg havde forestillet mig og tog vel næsten minut - til sidst kunne jeg næsten ikke mærke min fødder og underben længere og med helt våde sko i hænderne var det noget af en frustrerende oplevelse. Mens jeg sad og fik varmen tilbage på den anden side af elven var tanken om de helt gennemblødte støvler og mine fødder som makkerpar ganske uattraktiv.
Jeg gik i alt 8 timer – fulgte de små stier som gederne havde trampet ned i landskabet, nød at være alene og følte mig ganske lille, men meget heldig. Jeg mødte ikke et (menneske)øje før jeg igen vendte tilbage til bygden, der nu lå badet i smuk aftensol. Jeg gik lidt rundt mellem husene og fotograferede og forsøgte at indfange lidt af den fantastiske kolonihave-hurlumhej-stemning der hersker i Arsuk. Husene i byen var af meget svingende kvalitet, nogle efterladte og bar tydeligt præg af flere år uden kærlige hænder, andre så næsten nyopførte ud. Overordnet var stilen dog interimistisk med mange små kreative løsninger, når infrastrukturen og materialerne i bygden var sluppet op.
Med lidt hjælp fra et par af bygdens beboere fandt jeg ved til bygdens kiosk, som min udlejer driver. En kiosk i en bygd! Det må vist betegnes som en født dødssejler og der var da heller ikke en sjæl i den lille slik- og gavebod i løbet af den time jeg endte med at sludre med at stå og sludre med min udlejer. Hun havde boet i bygden i 40 år og kunne fortælle vidt og bredt og svare alle mine mange spørgsmål om livet i det lille minisamfund. Om alle fordelene og alle ulemperne. Om tiden, da bygden husede næsten 500 indbyggere og levede højt på fiskeri og endte som Grønlands rigeste bygd. Sådan er det ikke længere. De store mængder indbringende fisk er væk og fiskefabrikken der er Arsuks livsnerve og eneste egentlige eksistensgrundlag er nu blot en skygge af sig selv. Pengene må tjenes hjem i ganske få af årets måneder, hvor stenbiderrogn udgør den største kilde til indtægt. Resten af året er fangsten mindre betydelig. Flere og flere må flytte fra bygden. Der er ingen unge i byen - de tager væk efter 10. klasse for at uddanne sig og de få der kommer igen, bliver der højst et par år, inden de større byer eller Danmark får dem til at flytte påny. Skolen huser cirka 20 børn fordelt over alle klassetrin, men er blandt de bedste folkeskoler i Grønland. Samme antal går i bygdens børnehave, så børn fylder en del i bygden. Men her er ingen unge, der kan producere flere af dem.
Bemærk vivaret af slanger og rør. Alle rør og ledninger er ført over jorden - el, vand, telefoni.
Jeg var virkelig træt efter den lange gå tur, så efter at have spist nogle flere makrelmadder nede ved det lille hyggelige havneareal gik jeg hjem og så tv-avis sammen med elektrikeren, der nu var færdig med hans dags arbejde. Da toilettrangen meldte sig og jeg efter nogen tids søgning ikke havde fundet noget træk og slip på toilettet, måtte jeg have hans vejledning i anvendelse af et tørkloset. "Her er det tryk og slip", grinede han til mig, storbymennesket, der kun kendte den slags toiletter fra Roskilde Festival og spejderlejre. I huset var heller ikke noget badeværelse, kun en opstillet brusekabine i entreen og således udspillede en øm scene sig, da elektrikeren, fra sin lænestol i stuen, kunne nyde udsigten af mig, der måtte smide kludende lige foran ham, uden muligheden for at lukke døren og gøre den intime situation mere privat. Det lille hus levnede ingen plads til unødige døre eller store fine lokaler, så det var godt at vi kom så godt ud af det. Og nu kan elektrikeren fra Paamiut prale med at have set mig nøgen.
Inden jeg lagde mig til at sove, gik jeg en sidste aftentur rundt mellem husene og kunne nyde bygdens larmende stilhed, solnedgangen bag bjergene i horisonten og fårenes brægen. Jeg ringede kort til Karoline, hvilket var en perfekt afslutning på en perfekt dag.
13. maj
13. maj
Færgen var heldigvis også forsinket til hjemturen, så jeg blev ikke snydt for dyrbare timer i Arsuk på denne miniferie. Jeg prøvede at stå tidligt op, men kom først rigtigt igang kl.7 og tog straks på morgenspadsertur - op på et nærliggende fjeld hvorfra hele bygden kunne ses - og fotograferes!
'Total oversigt over Arsuk - i panoramamode.
Først kl.11 ankom færgen - 5 timer forsinket og afgangen fra lejet blev noget af et tilløbsstykke med hele 8 afgående Arsuk-passagerer, heriblandt et par ældre og gangbesværede Arsuk-beboere, der blev kørt til kajen på små minicrossere, hvilket resulterede i nogle herlige og lidt vanvittige scener med tre personer (2 hjælpere og den hjulpne) OG en rollator samtidigt på de små minicrossere.
Hele hjemturen tilbragte jeg stort set på dækket af skibet. Høj sol og smuk natur er virkelig en god kombination, så fotograferede løs, hørte musik, slappede af – og faldt indimellem i søvn, for igen at vågne op – midt ude på havet – på vej op langs Grønlands kyst – et surrealistisk scenarie af vand, ufattelige isbjerge, smuk kystlinje og eventyr. På et tidspunkt fik jeg igen selskab af min nye elektrikerven som jeg fik udfrittet for endnu flere anekdoter og jeg fik sat endnu flere perspektiver på livet i Grønland og spurgte løs om løst og fast. Jeg tror jeg kunne have talt i dagevis med ham, uden at kede mig et sekund.
Ups, det er vist det man kalder for et klassisk motiv!
Færgen ligger til i Paamiut og det kvarte af byen er mødt op til den ugentlige begivenhed! Mange af dem havde tydeligvis intet reelt formål med at være til stede på havnen, men hvorfor ikke være med på en kigger, hvis det nu er det eneste interessante der sker i byen den aften? Inden færgen var ude af havn var der på ny helt tomt på kajen.
Noget skægt ved sejlturen, både den til Arsuk og den fra Arsuk, var at det viste sig at jeg havde mistet min retningssans fuldstændigt under mit ophold i Grønland. Det gik op for mig at jeg hele tiden har haft en dybtliggende fornemmelse for hvilken retning Danmark lå i – og dermed hvilken vej man skulle sejle ud fra Nuuk for at komme ned langs kysten – og jeg ville altså i den stik modsatte retning. Så på ned til Arsuk havde jeg hele tiden en klar og meget overbevisende fornemmelse af at vi var på vej nordpå og jeg fik aldrig denne fornemmelse væk og ligemeget hvor meget jeg forsøgte at overbevise mig selv om at vi altså var på vej sydpå, føltes det som nordpå! Det samme gjorde sig gældende på hjemturen, hvor jeg absolut var overbesvist om at vi var på vej sydpå og ikke retur til Nuuk.
.jpg)
Et smukt stykke kyst. Bemærk det enlige hus i forgrunden.
Da det blev koldt hen ad aftenen gik lidt rundt på færgen og indsnusede noget af stemningen. Nede i en korridor havde man hængt nogle søkort op over det meste af kysten og støvsugede dem for fjollede navne og fandt blandt andet Hundeø, Pattefjeld, Kasketterne, Brændevinsskæret, Rotten og Lille fladø og Store fladø (prøv at bytte et par bogstaver om i de sidste to navne).
Efter aftensmadsen endte jeg i kantinen hvor jeg sad og læste og skrev lidt. Mest af alt nød jeg at betragte hvordan grønlænderne socialiserede, spillede kort og grinede på tværs af generationer, hjembyer og bekendtskaber. For grønlænderne virker samvær som en naturlig og meget umiddelbar ting. Som aftenen skred frem, og flere og flere lagde sig i deres køjer og kahytter, rykkede de tilbageblivende sammen – og hver gang blev man overrasket over de mange nye konstellationer, grupperinger og bekendtskaber der opstod. Grønlænderne taler sammen med hinanden fordi de er grønlændere, ikke nødvendigvis fordi de kender hinanden. Man kommer ikke listende som en stor undskyldning og spørger høfligt om man må sætte sig ved nogen andres bord, man sætter sig bare og snakker løs. Ingen kom til at sidde alene denne aften - kun mig - for jeg var for dansk og genert til at rejse mig fra min udkigspost i hjørnet og rykke sammen med de andre. Men jeg nød at følge med fra sidelinjen og mærke sammenholdet, lytte til grinene og gå på opdagelse i de ældres ansigter. Jeg følte uden tvivl noget smukt den aften.
Indlandsisen møder Grønlandshavet.
14.maj
Næste morgen ankom skibet til Nuuk, få timer efter jeg var vågnet. Jeg havde nydt en rolig nat i min køje, hvor det heldigvis lykkedes mig at få 5 timers sammenhængende søvn, men desværre også at ødelægge min mobil ved at smide den på gulvet fra overkøjen (så nu har jeg kun mit grønlandske nummer i brug og har langt dårligere tilgang til mails og mobilinternet).
Indsejlingen til Nuuk blev langt fra lige så spektakulær som udsejlingen, men jeg glemte næsten også at nyde udsigten - jeg ville faktisk bare gerne i havn til sidst og glæden var stor da jeg atter satte min fod på kajen i Nuuk!
_____________
Turen til Arsuk står for mig som noget af det største blandt mine oplevelser i Grønland. Jeg fik virkelig sat perspektiv på de ting jeg havde oplevet i Nuuk og det var spændende at se et andet Grønland end det jeg hidtil har set. Arsuk var virkelig noget helt andet. Det var 3 dage alene, med masser af tid til tanker og indtryk og undervejs var det virkelig gået op for mig hvor stort et indtryk Grønland har gjort på mig. Hvor fantastisk jeg har haft det heroppe.