Så er jeg på søen! Og hvilken fornøjelse at være ude at sejle uden den overvældende og meget nærværende dødsangst som har fyldt mig de gange vi har sejlet i naboens jolle. Denne gang er det noget nemmere at nyde.
Lad mig begynde med at være ærlig. Jeg fik gåsehud da færgen ved
afgangen tudede så højt at ingen i hele Nuuk kunne være i tvivl: Nu
lagde grønlands yndlingssygeplejerske fra kaj. Mon de også kunne høre
det i Arsuk? Og mon de gik indenfor og låste deres døre, eller gik de
til købmanden og købte ingredienser til en gigantisk velkomst-brunch?
Den første halve time af sejladsen gik ud gennem fjordsystemet med de
enorme bjerge, overvældende som de tårnede sig op i disen, ude i
horisonten, med spidserne i sky. Grå og mystiske. Det var magisk og
jeg fik hurtigt fornemmelsen af at denne tur vil vise sig at være
alle de mange penge værd. Jeg kunne jo være taget til Mallorca i 14
dage for dette beløb, men nej - det her føles helt rigtigt.
Skibet hedder Sarfaq Ittuk. Et 63m langt skiv, der kan lide at være i
bølgen blå og altid holder skruen i vandet. Det er restaureret i Polen
i 2000 (det gør mig sådan set ikke mere tryg). Der er plads til 246
passagerer, men jeg tror ikke vi er mere end en femtedel ombord. Jeg
har nu spottet et par stykker med anden etnisk baggrund end grønlandsk
(danskere), men ellers er den dominerende hårfarve kulsort. Der er
støjende gamle damer, der spiller kort for fulde gardiner, et ægtepar,
der stirrer ud i luften i timevis uden at veksle et eneste ord med
hinanden, en ung pige med en kat i en vasketøjskurv, en håndfuld
børnefamilier og en meget charmerende herre med blød hat, der, at
dømme ud fra den mængde af tid han bruger på at inspicere skibet, må
være udsendt som hemmelig agent fra den grønlandske
sø-efterretningstjeneste (hvis sådan en findes).
Personalet virker til at have styr på det. De har nok prøvet det med
at sejle et skib før! Kantinepersonalet, hvis jeg skal sige noget
pænt om dem, skal det være at de er hjælpsomme og gode til at forklare
hvordan man ikke spilder kaffe ud over hele gulvet, når man skal have
koppen ud af automaten, der dispenserer kaffen. De er heller ikke undervægtige.
Det blæser - nok til at man må støtte sig til noget når man er på
dækket. Og nok til at lave nogle gevaldige bølger, så vi får os nogle
gevaldige vippeture, men heldigvis kun frem og tilbage
- ikke fra side til side. Jeg havde det perfekt de første timer, kunne
absolut ikke klage over nogen søsyge, men nu er der som bekendt
grænser for hvor dum man kan være og den grænse overskred jeg med
adskillige længder da jeg slog mig ned i skibets bageste ende, hvor
der virkelig er gang i vipperiet. Der gik cirka et minut før kvalmen
vældede ind over mig, men jeg skulle lige teste mig selv og blev
siddende indtil kvalmen var så presserende at jeg måtte flygte ud på
dækket og hænge ud over relingen - i overhængende fare for at
forvandle mit maveindhold til fiskefoder. Slukøret returnerede jeg til
kantinen hvor jeg, fortsat kvalm, brugte to timer på at sidde og have
det dårligt og til sidst faldt jeg i søvn hen over bordet. Jeg vågnede da aftenens menu blev præsenteret over skibets
højttalersystem: Rejesuppe og nakkefilet (nakkefile som der står på
tavlen i kantinen). Og da jeg efter søvnen var kureret for min søsyge,
valgte jeg at fejre det med en sådan omgang. Jeg har som sådan ikke foretaget mig noget interessant. På sådan et
døgn har man god tid til at sidde og tænke over de store ting i livet,
f.eks. hvorfor fanden måger vælger at flyve rundt oppe i Grønland på
åbent hav, i kulde og modvind, når de istedet kunne bo året rundt i en
dansk industrihavn og leve af skidtfisk og skraldespandsindhold. Dem
om det. Jeg har fotograferet lidt og siddet og snakket med Sanas piccoline der
er med skibet. Hun hedder i øvrigt Oline (og er piccoline)! Det er sjovt. Jeg var næsten
ved at falde i snak med en grønlandsk herre, men så spurgte han om jeg
var turist og da jeg kom til at svare ja mistede han vist interessen
for mig og jeg nåede aldrig at fortælle at jeg altså bor i blok10,
side om side med de indfødte, at jeg efterhånden føler mig som 1/8-del
grønlænder og at jeg de sidste tre måneder har helbredt de syge på
hospitalet. Æv. Jeg er jo ikke kun turist. Jeg er også en flink fyr på
grønlansk eventyr.