Hvis jeg skal opsummere de sidste tre dage i Nuuk med ét ord må det være: Godt. Hvis jeg skal opsummere de sidste tre dage i to ord må det være: Godt vejr. Og hvis jeg skal opsummere de sidste tre dage i 1314 ord må det være:
Så kom det gode vejr endelig tilbage til Nuuk. For fucking fuld skrue! Sidst jeg berettede herfra sad jeg smådeprimeret og storbrokkende midt i en nattevagt, men kunne dog slutteligt berette at det ulidelige og innoverende regnvejr i skrivende datid netop var blevet skiftet ud med snevejr, hvilket viste sig at være begyndelsen på en væskeægte happy end - for hvad videre skete var det, at den grå himmel blev skiftet ud med en blå en af slagsen. Hallo! Og da jeg gik hjem fra vagten var Nuuk på ny klædt i hvidt (med sol på), hvilket syntes smukkere end nogensinde. Og så var August glad igen. De få hvide centimeter holdt ganske vist kun nogle timer op af formiddagen inden de smeltede hen, men lige siden har vejret været upåklageligt – og torsdag var Nuuk forvandlet til et decideret sommer-solskins-slaraffenland i adskillige dimensioner.
Winter Wonder Land
Onsdag tilbragte jeg dels i selskab med vores nye gæster i blok10 (der havde bagt morgenboller), dels Knut (der serverede middagsmad for mig og viste noget på tv), dels de to grønlandske lægestuderende (der serverede aftens-the og appelsinbåde) og dels med mig selv og et kamerastativ, da jeg efter aftens-theen tog ud i det smukke vejr på aften/nat-fotografering med Knuts kamerastativ. Fik bl.a. lov til at tage dette billede af de venlige små drenge:
BMX-drenge hænger ud en hverdags aften over midnat! Skal I ikke hjem og sove inden skole? Åbenbart ikke.
Torsdag skulle de nye gæster Greta og Wilhelm luftes. Så Mikkel og jeg viste dem ud til Lille Malene hvor vi gik af den klassiske bag-om-og-op-på-lille-malene-via-cirkussøen-rute, som jeg efterhånden har gået af en lille håndfuld gange. Denne gang var dog ganske anderledes, for med det gode vejrs komme vælter massive mængder smeltevand ned fra bjergene og underminerer den i forvejen smeltende sne ved foden, hvilket for os fodgængere viste sig at være noget af en udfordring. Dum som jeg var, havde jeg valgt at iklæde mig mine specialdesignede og særligt vandsugende filtstøvler, også kaldet ”fodsvampens favoritter” og mine fødder var våde fra start til slut på den 5 timer lange tur. Det var dog svært for alvor at miste modet, så længe solen ihærdigt arbejdede på at tørre vores fødder og brune vores ansigter - og der var Bailey, kaffe og træstammer i tasken. Til sidst kunne man blot grine, når vi skiftedes til at brage gennem den bløde sne og fik vores ben og fødder begravet i sne - eller når man var rigtig uheldig, som jeg var et par gange: i iskoldt vand til op over knæet. Til sidst endte jeg med at revne mine bukser på en stor sten som jeg røg på, da mit ene ben susede gennem et tyndt lag is, der dækkede over et hul med 40 cm pudder-sne. Man kunne aldrig regne ud hvor hullerne under sneen befandt sig, blot vente på man gik i fælden og måtte slæbe sig op og videre igen. Ganske morsomt og vældigt udfordrende! Mine revnede bukser blev skiftet ud med tilfældigt medbragte badeshorts og en overgang gik jeg endda i strømpesokker da filtskoene alligevel var totalt gennemblødte og iskolde af sne og is. De blev dog gen-monteret på fødderne, da terrænet på ny blev vanskeligt og underlaget fyldt med små skarpe sten.
Ægte vildmænd klarer sig i strømpesokker og shorts. Foto: Mikkel.
Turen op på Lille Malene blev den bedste hidtil. Oppe på toppen, der før var hvid og hvid og hvid, gemmer sig nu små blå-grønne søer fra smeltevand og lyng, lav og småplanter begynder at spire og trives i det små. Nu hvor toppen stort set er snefri, kan man meget nemmere vandre rundt på klipperne og det klare vejr gav et sjældent godt udsyn deroppefra, hvilket gjorde hele turen til en ubetinget succes og en glimrende introduktion til Wilhelm, der har debut som Grønlands-gæst.
Mikkel biddrager til en af de små smeltevands-bække, der løber ned af Lille Malene. Foto: Vingborg.
Et hul er et hul! Men modsat kvindens anatomi kan man ude i fjeldet aldrig vide hvor de befinder sig og man vil helst undgå dem.
Aftenens planer var banko og mad fra Video-Leif. Hov. Jeg har slet ikke fået fortalt om Video-Leif! For Nuuk-kendere er Video-Leif en klassisk figur. En særling af de elskbare. Hans butik hedder egentligt ”Video-butikken”, men ingen anvender dét navn. Man taler blot om ”Video-Leif”. Helt ude i yderkanten af Nuuk ligger et større industrikvarter med bilophuggere, lagerhaller, maskinstation, bunker af rustne tønder og overfyldte containere. Jo dybere man bevæger sig ind i kvarteret, desto mere skummelt, rodet og kaotisk bliver det. Og midt mellem skurvogne og skrotbunker ligger VideoLeif. Kun et ganske lille skilt på den grønne garage-lignende bygning oplyser forbipasserende om, at det er her ”Video-butikken” gemmer sig. Og når man står dér udenfor, kunne man aldrig have gættet at der indeni gemmer sig Nuuks mest populære take-away-sted og en biks, der sælger lige dele kulørte spraglede kjoler, asiatiske specialiteter og dvd’er til overpriser. Uden tvivl et af de særligste og herligste steder jeg nogensinde har opholdt mig. Til trods for butikkens ringe størrelse, er der grundlag for mindst en times roden og søgen i det mildest talt varierede varesortiment. Nå, men selve Hr. Video-Leif, en ældre herre et sted mellem 60-70 år, har en kone - hun er fra Thailand og er god til at lave mad. På et tidspunkt har mindst én af de to fået den brillante idé at butikken, udover at sælge dvd’er og kulørte kjoler, lige så godt kunne udvide med noget fantastisk thailandsk take-away-mad, så der blev snittet, hakket, kogt, braset og puttet i foliebakker – og før nogen vidste af det, havde det halve af Nuuk fundet frem til det grønne skur nede i industrikvarteret, hvor de stod på nakken af hinanden for at købe Video-Leifs kondes foliebakker med billig, lækker og forholdsvis sund take-away! Uden tilladelse til at servere mad, gik det dog hverken værre eller bedre, end at madproduktionen blev lukket ned for en længere periode (vistnok engang sidste år) – for nu igen at være genopstået – denne gang med formel tilladelse til servering! Det kunne vi kun være tilfredse med på denne solrige torsdag bankoaften. Vi havde samlet et helt hold, bestående af otte glade og entusiastiske bankoelskere og mens aftensolen stadig varmede, nød vi de lækre thaiproducerede retter og nogle kolde øl på klippen nede ved vandet, inden vi vendte snuderne mod forsamlingshusets bankolokaler.
Der spises lystigt af Video-Leifs kones lækre retter. Foto: Mikkel.
Mine høje forventninger til grønlandsk banko medførte ingen skuffelse. Vores selskab trak denne aften, ikke helt uventet, gennemsnitsalderen i bankosalen en hel del ned og vores tilstedeværelse viste sig at være til lige dele morskab og irritation blandt vores grønlandske med-banko-spillere. Velvidende at mit forbrug gik det et godt formål (9a’s skoletur til Island), spenderede jeg rask væk 140 kr. på bankoplader, 15 kr. på hjemmebagt bolle og kage og 20 kr. på en særlig og til formålet meget praktisk banko-tusch. Jeg spillede som den eneste af os unge mennesker på to plader hvilket, med det vanvittige høje trækningstempo, viste sig at være noget af et adrenalin-rush! Det var temmeligt vanskeligt at følge med for sådan en utrænet ung mand som mig, der ikke har den nødvendige rutine ud i dette ellers så idiotsikre spil. Særligt vanskeligt blev det når man samtidigt skulle forsøge at få sig en lille bid bolle eller kage indimellem, det var stort set umuligt. Mellem to spil blev der på et tidspunkt sagt noget på grønlandsk og tempoet på nummertrækningen blev sat væsentligt ned, hvilket jeg tænkte betød, at vi nu spillede på de ekstra-bingo plader, nogle særlige nogen jeg som den eneste havde købt ved siden af de normale plader, uden helt at forstå hvad de skulle bruges til. Så jeg begyndte lystigt at krydse numrene af på disse plader også, hvilket resulterede i at min kollega Kaalat fra afdelingen, der også var til stede denne aften, da hun så min ugerning, vadede tværs gennem salen og irettesatte mig foran hele salen ”nej, August – ikke de plader nu!!” – til stor morskab for den gråhårede grønlandske forsamling. Det var satme pinligt. Og ret sjovt. Ingen af os vandt noget, selvom vi statistisk set burde have gjort det. Men vi gik langt fra skuffede hjem.
På dette billede kan man se at jeg er vild med banko! Foto: Mikkel.
Fredag skulle jeg i dagvagt og senere møde i den nattevagt jeg i skrivende stund befinder mig i. Jeg fik sovet lidt om eftermiddagen og da jeg vågnede havde Mikkel, Atangana, Knut, Greta og Wilhelm tændt grill og stegt pølser og lammefrikadeller oppe på fjeldet uden for Blok10 - og selvom jeg ikke kunne nyde en øl sammen med dem, pga. min forestående nattevagt, hyggede jeg mig vældigt med årets første grillmad, udsigt over hele Nuuk og senere bål som blev lavet af indsamlet brænde og et gammelt juletræ som en grønlænder tilbød os, da hun fra sin nærliggende bolig havde set vores knapt så vellykkede forsøge på at tænde op i det fugtige brænde.
Sommeren er sandelig kommet til Nuuk! Og det er endda kun forår. Foto: Vingborg.
Der er en hel spandfuld nye billeder i Picasa!
Der er en hel spandfuld nye billeder i Picasa!