Jeg har det mærkeligt lige nu. Sidder i min sidste nattevagt, om 1 time har jeg fri og min grønlandske sygeplejekarriere er forbi for denne gang. Afleverer mine nøgler, skriver afskedshilsen i bogen på afdelingen for tidligere medarbejdere, giver mine kollegaer et kram, tømmer mit dueslag, rydder op i mit skab, pakker mine arbejdssko i rygsækken, smider resten af mine rene uniformer til vask og går ud af hospitalsindgangen for sidste gang.
I eftermiddag og i aften får vi besøg i lejligheden. Vi har inviteret til selvopfundet ”mini-mik” hvor alle dem, vi har omgivet os med de seneste måneder kommer forbi og siger farvel og spiser noget fiskesuppe, drikker noget kaffe og snupper sig en bolle. Det bliver vemodigt og der er mange gode mennesker at sige farvel til.
I morgen er sidste dag med Mikkel og Atangana i lejligheden. Vi skal gøre rent, sende flyttekasse til Danmark og om aftenen er der afskedsmiddag hvor vi vil tilberede ryper (heriblandt den ene Mikkel skød for snart evigheder siden). Ikke længere at skulle bo sammen med Mikkel og Atangana bliver endnu en ting i rækken over mærkelige og triste ting. Vi har haft det godt. At bo sammen med dem har været helt perfekt – og at tænke på at jeg i sin tid overvejede muligheden at bo alene virker helt ude i hampen, når man tænker på hvor godt vi har haft det jeg håber de har det på samme måde :-)
Om to dage forlader jeg Nuuk og Grønland. Jeg skal sige farvel til det sted jeg har boet (og elsket) de sidste 4 måneder. Som Knut siger: At bo I Nuuk kan sammenlignes med en psykiatrisk afdeling. Man bor i faste, trygge rammer. Man tænker ikke over at der er en verden uden for. Der er ikke så meget at overskue, byen er lille og man slipper ikke så let ud. Men nu skal jeg altså udskrives og sendes hjem – ud i resten af verden, hvor mulighederne igen er uendelige. Det virker lidt skræmmende. Der venter meget godt forude, men også meget nyt, stor uvished. Mit liv vil uden tvivl forme sig noget anderledes når jeg rejser herfra.
Når jeg tænker på alt det triste, alt det jeg kommer til at savne og alle dem jeg skal sige farvel til er det dog svært ikke samtidigt at tænke på alt det gode der venter mig forude. At skulle fra Grønland er langt fra kun en trist begivenhed.
Når jeg forlader Grønland starter en fire dages ferie i Island med Mikkel og min svigerfar, hvor vi skal køre øen rundt i Jeep, se på den flotte natur og sove i telt om natten.
Efter Island skal jeg hjem til min mor, min familie, venner i Danmark. Det bliver mærkeligt at se dem alle sammen igen. Og fantastisk!
Endelig er der sølle tolv dage til jeg skal se Karoline igen – i Paris. Her er tale om højdepunktet over alle højdepunkter. Og alt hvad der synes trist og mærkeligt lige nu, overskygges af det faktum at ventetiden snart er ovre og at vi atter genforenes. Mere behøver jeg vidst ikke sige.
Når vi to vender hjem fra Paris starter livet i Århus på ny. En hverdag. Tanken om at skulle vende tilbage og bo i lejligheden igen er helt mærkelig. Jeg aner ikke hvordan det bliver at genoptage ens ”gamle liv”. Det bliver jo næppe det samme, men heldigvis er jeg overbevist om at det bliver endnu bedre – hvilket ikke siger så lidt!
Når mine tre ugers ferie er overstået, begynder jeg på afdelingen på Århus Sygehus igen. Åh, det glæder jeg mig også meget til. Verdens bedste afdeling, ynder jeg at kalde den. I hvert fald den bedste jeg kender. Men selvom jeg kender mine kollegaer, patientgruppen og arbejdet, føles det alligevel som om jeg er på vej til at starte på en helt ny arbejdsplads. Og jeg får lidt ondt i maven og bliver lidt nervøs.
Nå.
Mærkeligt er det hele i hvert fald. Først og fremmest glæder jeg mig dog over at jeg både forlader Grønland med stort vemod, fordi jeg har haft det så godt - og at jeg har noget fantastisk at vende hjem til. Hvad mere kunne jeg have ønsket mig?