Vil man være hot med de hotte, oppe på beatet og med på vognen, så er det med ikke at gå glip af en god fest eller eller et upfront, banebrydende kulturarrangement. Firstmovers som os i Blok10, bliver nødt til at være til stede dér hvor tingene sker. Det handler om at komme de rette steder på de rette tidspunkter, tage sig godt ud i de rette sammenhænge og mænge sig med andre trendsettere og hipsters. Så da jeg bladrede Nuuk Ugeavis igennem i onsdags, var der ingen tvivl om hvor Mikkel, Atangana og jeg skulle indfinde os lørdag formiddag:
That's a party you don't wanna miss! Man kunne kalde det pølsevognsmik. (Klik på billedet for at se nærmere på sagen).
Og ja - der var tale om brag af en dejlig fest. Vi blev hentet og bragt af en (desværre) kun lidt overvægtig Taxagut-(desværre)-dame, der i dagens anledningen havde pyntet den firehjulede med grønlandske (hurraflag. Festen var allerede godt oppe at køre da vi ankom med vores taxa og I ved hvordan det er; Det med at ankomme til fester hvor folk allerede har haft et solidt forspring kan være lidt akavet fornemmelse, så vi lagde hårdt ud med at snyde os til to hotdogs (selvom der egentligt kun var én per mand) og fik banket blodsukkeret et godt stykke op i nærheden af de andre festdeltageres. Og med blodsukker-promillen i niveau var vi klar til at feste igennem på lige fod med de øvrige festdeltagere. Og vi fik spist slik, købt lodsedler, kigget på de sjove grønlændere og deres mange søde børn, drukket Coca-Cola og til sidst rundede festen af med kaffe og kage! Sådan bør alle fester være. For mig er kvaliteten af en god fest lig med størrelsen på den pølsevogn der er fremskaffet til lejligheden. Alt i alt en helt uforglemmelig formiddag. Okay, vi følte os måske lidt som nogle nasserøve, for vi er jo hverken kunder, kolleger eller forretningsforbindelse til Taxagut, men HEY - i har jo selv hørt mig berette om fødevarepriserne heroppe - vi har det ikke let! Nasserøvsfølelsen blev heller ikke bedre af at vi mødte ægtefællen til den kollega, der havde inviteret os på kaffemik - han genkendte os og hilste pænt. Nu ved jeg ikke om jeg fik aflæst hans tanker (og skæve smil) helt korrekt, men så vidt jeg fornemmede tænkte han noget i retningen af: "Er de 3 unge mennesker overalt hvor der er gratis mad"? Det er vi åbenbart.
Hotdog nummer 2 skylles ned med en iskold cola! Aaarrhhhh, siger jeg bare! Bemærk det ikke helt tilfældige sted jeg har valgt at lade mig portrættere. Taxa-style.
This is how we party! Bemærk frk. rød- og og frk. grøn sodavand nederst i billedet. Hindbærbrus og sportssodavand er meget populært i Grønland.
Og så skulle man tro at den lørdag ikke kunne blive meget bedre. Men jo! Mikkel og Atanganas fødselsdagsgave til mig d.14, var et restaurantbesøg efter eget valg, og nu skulle det være! Så lørdag aften tog vi på byens lokale/globale thai-restaurant med det ikke så lidt associative navn Charoen Porn (ti-hi!). Meget fint sted, der er ikke har meget "porn" over sig, men derimod gennemført asiatisk indretning og et (lige lovligt) velassorteret menukort (der sælges bl.a grønlandsk sushi - på en thai-restaurant. Whut!). Men vi bestilte 3 forretter og 3 hovedretter, alle i bedste asiatiske stil og vi delte retterne (og mundvandet og baksillerne) på kryds og tværs - og det var fremragende! En kort omvej/aftentur bragte os hjem til lejligheden, hvor vi drak øl og så film og Atangana faldt i søvn inden slutningen og vi kom sent i seng og sagde godnat til en vidunderlig lørdag. Åh, Grønland.
Mikkel udtaler: "De bedste thailandske restauranter - det er nu engang spise-restauranter!"
For et par dage fik jeg for første gang fornemmelsen: At det er her jeg bor. I Nuuk. Det er også som om mine øjne er blevet lidt skævere, mit hår er sortnet lidt og jeg er begyndt at antage en ny mørklødet kulør. Måske er det al den dagligdag - al den handlen ind i Brugsen, vasken tøj, gåen på arbejde, kommen træt hjem og møden på arbejde. Til sidst er det bare her man bor og hører til. Og er begyndt at tænke at nu skal jeg HJEM til lejligheden. Rigtigt hjem. Til Blok 10. Og når jeg tænker på lejligheden i Århus føles den ikke engang som hjem længere. Og så alligevel: I andre øjeblikke kan tanken om mig og Karoline sammen i lejligheden i Århus dog stadig give mig frygtelig hjemve og tårer i øjnene. Og så føles Grønland igen som 1000 kilometer væk, hvilket det jo strengt taget også er. Og så vil jeg bare hjem til Århus og Karoline og al den dagligdag som jeg holder så uendeligt meget af. Åh... Århus og Karoline.
Søndag gik Atangana og jeg i kirke. Jeg havde på forhånd fremsagt en spådom om at jeg med sikkerhed ville komme til at kede mig halvvejs inde i gudstjenesten, men det skulle dog vise sig langt fra at holde stik, for der gik kun 10 minutter inden jeg måtte liste mobiltelefonen op af jakkenlommen, syndig som jeg er, og tjekke om der mon var kommet sms eller nogen spændende mails og hvor meget mon klokken var? Og hvor lang tid mon sådan en gudstjeneste på grønlandsk varer? 50 stive minutter er svaret på det spørgsmål, men det føltes som 500. 500 minutter hvor man intet forstår, fordi de eneste to ord jeg endnu har fået lært er "zu" og "ab" og de betyder begge "ja". Og man skulle rejse sig NI gange fra kirkebænken - plejer det ikke kun være to gange i Danmark? Nå, men om ikke andet så bevirkede det høje fysiske aktivitetsniveau da at jeg ikke faldt i søvn undervejs. Måske det er en del af folkesundhedsprogrammet med alle de velsignelser og bønner man skulle op at stå til - de ældre kirkegængere får sig i hvert fald noget effektiv motion, når de sådan skal op og ned og op og ned.
På vej hjem fra kirke gik vi forbi Brættet, hvor fangerne havde sprættet nogle gigantiske havkatte op, så vi købte et havkatte-slice (1 kg) til fryseren og en havkatte-lever som jeg biksede en ganske lækker havkatte-leverpostej af hjemme i køkkenet. Det er vel nok den mest eksotiske leverpostej jeg nogensinde har blandet mundvand med. Haps, den blev god!
Vejrnyt: Nu er der igen plusgrader i Nuuk og vejret svinger mellem lunt gråt vintervejr og høj sol - koldt og klart. Siden sidst har jeg dog oplevet mit første grønlandske nedbør, både støvregn og sne, men begge af meget kort og ubetydelig varighed. Og mens sneen fortsat vælter ned i Danmark bliver det stadig mere og mere absurd at sidde heroppe på Grønland, hvor jeg inden afrejsen havde forestillet mig vi skulle være nærmest begravet i sne - og så er her lunere og mildere end de fleste danske vintre. Lidt ærgerligt...
Dagens fact: Her i Grønland er der ingen grænser for Julie Bertelsens popularitet og hun promoveres skamløst overalt. Der er ikke den tv-reklame, den annonce eller det kulturarrangement hvor hun ikke på en eller anden måde er deltager i. Hvis der fandtes et Grønlandsk Se&Hør ville hendes liv og færden uden tvivl udgøre 80-90% af stoffet. I oktober åbnede en butik i Nuuks midtby, hvis hovedattraktion og hovedformål var salg af Julie Bertelsens aflagte tøj. Dertil også musik, antikviteter, legetøj og smykker - altsammen i relation til, indspillet, designet eller brugt af JULIE BERTELSEN! Wow.
Dagens Mikkel: Jeg proklamerer at jeg vil bage et rugbrød senere på aftenen. Mikkel svarer: "Det har du "brød" opbakning til, August! Det er godt du "brøder" dig om at bage!"
Bonus: Definitionen på en falsk fornemmelse: Du står nede i Brugsen med 20 øl, som du lige har betalt 300 kr for. Alligevel har du den dér kendte "røverkøbs-følelse" som vi alle kender når vi virkelig har gjort et sandt kup. Den følelse havde jeg i lørdags.